Spændende kalkmalerier kommer til syne i Sanderum
Kalkmalerier i Sanderum Kirke dukker frem bag kalken
Sanderum Kirke er viet til Sankt Mikael. Sådanne kirker lå klumpet omkring de opvoksende bysamfund, i dette tilfælde Odense. En hypotese er, at disse kirker i den tidlige kristne tid havde en særlig opgave som dåbskirke. Et faktum er, at Sanderum kirke dels er velvoksen, dels rigt udsmykket med kalkmalerier fra såvel senromansk som sengotisk tid.
I denne tid gennemgår kirken en hovedrenovering. De gamle murankre er skiftet ud og selve kirkebygningen er rettet op, så den ikke pludselig skvatter sammen. Samtidig restaureres kirkens kalkmalerier af Nationalmuseet. I denne proces er man ved at afdække en serie sengotiske kalkmalerier fra 1500 -1536, der igen blev overkalket i 1881, formentlig på grund af deres – set med samtidens øjne – anstødelige karakter. Helt konkret drejer det sig om østkappens fremstilling af dommedag, der netop i disse uger dukker op af glemslen. Det drejer sig helt konkret om fremstillinger af dommedag, paradis og helvede. På billedet her fra østkappen ses en engel, der blæser i en dommedagsbasun og Jesus, der afsiger dommen over levende og døde.
Kalkmalerierne tilhører den billedserie, der også rummer en fremstilling af den hellige familie, som i dag synlig. Ligesom de hører sammen med fremstillingerne i koret af lidelseshistorien, som man mener gengiver scenerne i et senmiddelalderligt passionsspil.
Karen Schousboe
Læs mere om kirkens historie
Se flere kalkmalerier på Nationalmuseets kalkmaleriinfo