Tidens fylde Share|

Det handler ikke om gerningsretfærdighed. Det handler om tidens fylde

I Røde Orm, vikingeromanen af Frans G. Bengtsson, er der en vidunderlig historie, der sætter denne uge i perspektiv. Vi er i år tusind, og broder Willibald er helt oppe at køre. Nu nærmer dommedag sig, og alt vil få en ende. Trælle og fribårne på vikingegården er skræmt fra vid og sans og flokkes i den lille trækirke, som er bygget på gården, for at mændene kan få fred fra kvinderne. Og der bliver hverken slagtet, brygget eller bagt op til højtiden. Indtil Røde Orm, der meget tørt iagttager hele hurlumhejet, ender med at sige til sig selv, at det vel ikke kan skade at tilså markerne. Kommer dommedag, er det vel lige meget, men kommer dommedag ikke, så kan det være alt afgørende at have korn og øl oplagret i fadeburet i marts.

Det er nu det hele begynder
Også vi skal i de næste uger slagte, brygge og bage, til julesulet står os ud af halsen, mens ørerne svømmer over med skyld, skam og anger. For slet ikke at tale om angst. Sådan kan mennesker imidlertid højst leve en god uges tid. I næste uge, når isbjørnene foran domkirken for længst er smeltet, papirerne er underskrevet, og Airforce One har forladt Kastrup, er intet imidlertid helt som i gamle dage. Der er en uskyld, der igen har forladt os. For klimatopmødet er jo ikke slutspurten; det er netop nu, det hele begynder for Zakarias såvel som os.

Her og nu
Tidens fylde handler ikke om fortiden. Det handler heller ikke om fremtiden. Det handler om her og nu. Nogle påstår, at det er svært at forstå. Det er imidlertid noget vrøvl. Pointen er højst, at nogle af os bare ikke vil forstå det. Og bagefter klynger vi os til alle mulige teologiske dogmer for at slippe ud af kniben. Det er naturligvis indlysende herfra set, at nogen måtte tage opgøret med den senmiddelalderlige afladshandel og gerningsretfærdigheden. Selvfølgelig kan vi ikke købslå med Vorherre. Alene forestillingen gør ham mindre, end vi har lov til – selv i vores vildeste tanke. Alt andet er absurd. Herfra og så til at hive gerningsretfærdigheden i næsen på hinanden i tide og utide, når vi ønsker at lægge afstand til de andres gøren og laden, er der imidlertid et utilladeligt kvantespring.

To tider er på spil
I denne diskussion har der nemlig altid været et sammenbrud af kategorier, nærmere betragtet forskellige forestillinger om tid. En ting er nemlig, at vi ikke kan købslå med Vorherre, hvad angår den endelige frelse i det næste liv. Det betyder imidlertid ikke, at vi ikke kan og skal købslå med vores nabo, hvad angår dommen over den hverdag, vi står midt i her og nu. Det er to forskellige ”tider”, der på den måde er i spil. Vi kan måske nok leve samtidig i både nutid og fremtid, men det hele bliver meningsløst, hvis vi kun tilbringer nutiden med øjnene stift rettet mod fremtiden. Dette perspektiv fører os nemlig ubønhørligt – dvs. rent logisk - frem mod en ren og skær fatalisme og kvietisme, hvor vi med hænderne i skødet sidder og venter på, at englesangen fuldtoner, mens juleanden brænder på. Sådan som de gjorde i de svenske skove i fortællingen om Røde Orm, indtil han tog affære og piskede dem ud på marken.

Vi har brug for drømme
Vi er nemlig anbragt her midt i tidens fylde med en udfordring, vi ikke bare kan sidde overhørig. Måden, vi handler på, har konsekvenser. Dem må vi overveje, så godt vi kan. Hvad tjener os og vores næste bedst – jordvarmeanlæg, partikelfiltre, brændselsceller, vindmøller eller atomkraft? Eller brunkul, glødepærer, pesticider og plasticsutteflasker fyldt med blødgøringsmidler?  Det er ikke lige gyldigt, hvilke valg vi træffer, for dommen falder hårdt og brutalt. Måske ikke lige i vores hjørne af verden, men så ovre på den anden side af jordkloden. Tidens fylde er her og nu og ikke i en eller anden nær eller fjern fremtid. Dermed ikke være sagt, at det ikke er et vigtigt perspektiv at have med i vores liv, at der i den sidste ende bliver bundet op for os, og at vi bliver forsonet med Gud. Den tid, den sorg, må vi imidlertid sige. Eller med Vorherre: Hver dag har nok i sin plage. (Matt 6, 34). Det væsentlige består derfor ikke i det, som skal ske eller vil ske, men i vores drøm herom. Herved bliver fremtiden, der vil komme, nemlig det fortegn, som vi skal have med i vores dagligdag her og nu, så vi bliver i stand til at skelne mellem, hvad der er lidt mere godt og lidt mindre skidt end bare at lade stå til.

Men med himlen som fortegn burde det vel heller ikke være så svært?