Lignelsen om de dumme dåser Share|

I de næste uger handler det ikke om at gå til købmanden. Det handler om at gå til Gud

Sikke en redelighed vi har skabt. Godt seks milliarder mennesker, et helt kontinent udlagt til ørken og en november måned uden frost. Alt det rod kan vi ikke bare lægge på skuldrene af Gud og klynge os til vores erfaring af, at ikke en fugl falder til jorden, uden at Gud er med den. En ting er jo, at han følger den på vej ned på asfalten. En anden ting er, at han lader det ske. Vi må altså pænt selv tage ansvaret for at være havnet midt i den redelighed. Desto vigtigere er det, at vi bruger lidt tid på at fundere over lignelsen til på søndag. Den om de fem samvittighedsfulde unge piger og de fem dumme dåser, der glemte alt om at tage olie med på kanden, da de drog af sted til det bryllup, de var inviteret til. Og bagefter stod ude i kulden og frøs, mens bryllupsfestlighederne tog deres begyndelse.

Ofte bryder vi os ikke om at læse den historie, fordi vi hæfter os ved den sidste del – den med den mere eller mindre evige udelukkelse af det gode selskab, fordi de havde glemt oliekanden. Det er imidlertid næppe derfor, at Gud ikke vil kendes ved dem. Fejlen er, at de troede, at de kan komme ud af kniben ved først at låne sig frem og bagefter ved at løbe til købmanden.

Som om vi kan løse vores selvskabte globale lidelse ved først at låne CO2-kvoter af hinanden og når det ikke lykkes, løbe til købmanden – markedet – og bede om en ny forsyning for lige at hjælpe os over finanskrisen, vinterkulden og vores indbyggede dovenskab. Når den eneste løsning på hele miseren naturligvis er at bede om henstand i himlen - og så i øvrigt søge at gøre det bare lidt bedre, hvad angår vores frådseri med olie, begær efter vellevned, grådighed, hvad angår kød, og hovmod over for de fattige.