image
image

Adventstid er Esajastid Share|

Advent er håbefuld og sødmefyldt Esajas-tid, men der kommer ikke fest af blot at tale om den

Fest bliver det, når vi skaber den. Gudstjeneste bliver det, når vi deltager. Roser blomstrer, når vi planter dem på kirkegården. Det glædelige budskab i denne sødmefyldte Esajastid er simpelthen, at det som tidligere blot blev sagt, nu vil ske. Og at det sker hér midt i vores travle dagligdag.

 

Evangeliet har konsekvenser
Søndagens tekst er ganske enkelt helt fantastisk. I dette øjebliksbillede fra synagogen i Nazareth samles alle trådene, for den der har ører og kan høre. Her kommer han og læser Esajas højt, og de kendes ved ham og glædes. Men pludselig fortæller han, at dette ikke er nok. At Evangeliet ikke er til, for at de udvalgte kan nusse om det i synagogens halvmørke eller i studerekammeret.  Evangeliet skal have konsekvenser i det konkrete og håndgribelige liv. Og vil også få det. Intet under, at de ”alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det” (Luk 4, 28).


Travl travlere travlest
Det er jo nemlig ikke nok at tale om alt det, der skal ske. Det kommer der som bekendt ikke jul ud af. Der er kranse, som skal bindes, mennesker, der skal besøges, kalendere, der skal pakkes, børn, der skal klippes julehjerter med – og ikke mindst leverpølser, flæskestege og klejner, der skal både koges, steges og ryges. Travl, travlere og travlest! Det nytter ikke at skubbe julegaveindkøbet til allersidste øjeblik. Det bringer nemlig ingen fest.


Smukke Esajas

Det er derfor, det er så opløftende at begynde hver dag i adventstiden med at læse Esajas og nå igennem fra ende til anden inden den 24. december. Det bliver næsten ikke smukkere og vil i enhver måde stemme sindet til alt det, som skal ske og gøres.

Har man så yderligere tid tilovers, kan man endda glæde sig over, at professor emeritus Kirsten Nielsen har lagt en e-bog på nettet, der kommenterer ”Jesaja’s bog”. Den kan frit downloades og læses på sofaen, når det bliver nok med alle de praktiske gøremål.

 

Karen Schousboe

 

Download ’Kommentar til Jesaja 1-12’ af Kirsten Nielsen her

Opdateret  15-12-2009