Dommer over levende og døde,
Mørket er for dig som højlys dag,
tanker, ingen så, for dig må møde,
klares op skal hvert et skjult bedrag;
Herre Kristus, når i lys du kommer,
Da forbarm dig, vær en nådig dommer!
Det Nye Testamente fortæller en række steder om verdensdommen. Altså den dag, hvor Kristus kommer igen og dømmer alle mennesker. Det er ikke underligt, at vi har en tendens til at gå i en bue uden om de fortællinger. Men det er også en skam. For vi får ikke fat i en meget væsentlig tanke i kristendommen uden at vove os ind på denne scene: At intet menneske kan få det sidste ord; det tilhører Gud. Uanset, hvor skarpe øjne vi har, vil der altid være noget, vi overser, eller som skjuler sig for os. Den endelige dom må vi lade Gud om at foretage. Det er den tanke, der tages op i Johannes Johansens salme ’Dommer over levende og døde’ (1976), som kom med i den nye salmebog i 2002.
Nåde
Vi kender udmærket til dommedag fra vores eget liv. For selvom vi helst går uden om de bibelske tekster, der handler om dom, udsætter vi hele tiden os selv og hinanden for domme. Men Johannes Johansens salme peger på den almindelige misforståelse at antage, at Guds dom er som vore egne: uden nuancer og barmhjertighed. ”Herre Kristus, ene din er dommen / hvem kan dømme i sin egen sag? / Hvem kan dømme før den tid er kommen, / natten lyser som den klare dag? / Dommerne bliver dømt / når du skal råde, / og de dømte kendes fri af nåde.” Salmen udtrykker her, at der er en verden til forskel på de jordiske domme og den himmelske.
Dommere
Der er så meget, der kan gøre livet til en ørkenvandring for os. Sladder, løgne, mindreværd, sorg, bitterhed kan klæbe som spindelvæv. Så kan det være en trøst at tænke på, at alt ikke er sagt med de andres og mine egne ofte urimeligt hårde bedømmelser af mig. Men lige så menneskeligt det er at føle sig fanget af egne og andres domme, lige så uundgåeligt er det selv at udsætte de andre for bedømmelse. ”Iført dommerkappens dyre klæde / klædte vi vor næste i foragt, / slog ihjel hans mod og stjal hans glæde / klipped af Guds lov vor egen pragt.” Her i november, hvor lyset aldrig rigtigt trænger igennem, er det ikke svært at begribe, at vi kan have vores besvær med at se verden klart. Vi skyder ofte ved siden af. Tager fejl. Så det er altså ikke kun os selv, der bliver udsat for uretfærdige bedømmelser. Ofte fanger vi andre i det net, som det er så fristende at kaste ud, når tilværelsen bliver for uoverskuelig. Eller hvad det nu er, der rammer os dommere.
Det sidste ord
At Gud er dommer, er derfor i Johannes Johansens salme et befriende billede. Ligesom solen om morgenen kan afsløre nattens gåder, fortæller salmen om Kristus som verdensdommer, at der engang vil blive kastet et andet lys over tingene, end det, som jeg selv og andre mennesker formår at kaste. ”…aldrig ud i mørket vil du støde / den, der kommer til dig, som han er; / alle knæ på jorden skal sig bøje / dybt i solopgangen fra det høje.” Samtidig med at lyset i salmeteksten peger hen på dommerens afslørende, nådesløse blik, er lyset nemlig også solopgangens stråler, der hver dag varmer jorden op og gør verden beboelig. Når Guds sol rammer mig, bliver jeg ikke afsløret for derefter at blive kastet ud i evigt mørke. Guds dom betyder, at der er én, der ser mig i et andet lys end det, der strømmer fra en novembergrumset sol.
Kirsten Weiss Mose
Læs mere:
Johannes Johansen: Dommer over levende og døde. 1975. DDS 276. Læs salmen her
Kirsten Nielsen: Der flammer en ild. Aros Forlag 2007.
Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbog I-II, Det Kgl. Vajsenshus’ Forlag 2003.