Åbne døre
Share|
Brorsons adventssalme kan anbefales både i Bella Centeret, og hvor mennesker ellers færdes i disse adventsdage
Op! thi dagen nu frembryder,
som den ganske verden fryder;
Frem med lys og glæde går,
Op! thi nådens gyldne år
som de gamle før så såre
ventede med længselståre.
Halleluja, halleluja!
Alt er på den anden ende. På klimatopmødet udspiller der sig et umådeligt menneskeligt drama. Men det er samtidig advent. Og her er der andre boller på suppen. Det sammenstød har Freylinghausen i Brorsons oversættelse skrevet en salme om til alle, der er ved at få såvel klimaforskrækkelse som luciabrød galt i halsen.
En udstilling af menneskelighed
Det er en særlig december måned i år. Adventstiden skulle forberede os på julen, stemme sindet til at forstå, hvad julen handler om. Men den overvældende travlhed, som hvert år kommer bag på mange her i december, er ikke altid befordrende for juleglæden. Samtidig er der topmøde om verdens fremtid i byen. Intet mindre. På FN’s klimakonference bliver menneskeligheden så eftertrykkeligt udbasuneret på det store lærred. Der forhandles og bedrages, grædes og skændes, håbes og handles og alt derindimellem. Umiddelbart er det ligetil at se de små øriger som de første store tabere, ofre for klimaforandringerne, og de vestlige industrilande som de slemme fyre. Men det, COP15 står og falder med, er, at der er nogen, der vover at se ud over dette drama og handle. Hvorvidt det bevæger sig i den retning, er endnu ikke til at vide. Der er stadig et stykke vej, inden den sandhed afslører sig.
Bag gardinet
Umådeligt menneskeligt er det at ønske det bedre i fremtiden, men også at have sit besvær med at gøre sit til, at det sker. For vi lever måske nok nu og her og møder ind imellem hinanden med åbne ansigter, men hvor der er mennesker, vil der også være spil, udnyttelse og bedrag, både foran og bagved gardinerne. Og knebene kan være både flossede og frygteligt beskidte i kanterne.
Dysterheden udfordres
I Brorsons oversættelse af den tyske teolog Freylinghausens ’Auf, auf! weil der Tag erschienen’, ’Op! thi dagen nu frembryder’ bliver det menneskelige drama af længsel, skuffelse, gåde og spil for galleriet mødt af et lys og en glæde, som det godt kan tage tid at tage ind. Hvor dyster verden end kan tage sig ud, så påstår salmen nemlig, at det bliver sommer igen, at glæden kommer. Tag den! ”Han, som mange majestæter, / fromme fædre og profeter / har tilforne villet se, / og det kunne dog ej ske, / han til os så kærlig kommer, / o, en yndig nådes-sommer! / Halleluja, halleluja!”
Godt nyt til verden
Men de dybe længsler bliver i Freylinghausens og Brorsons udgave ikke ved den lumre sentimentalitet. Her får troen ord at gå på, så den kan tale om Guds rige, så selv den beske smag i munden over dagens nyheder fra topmødet får modspil og –spark. Til at tro på, at der er åbnet en dør for os: ”Hvad skal offerdyrets blod? / Jesus gav os evig bod.” Til at turde tro på, at ofrenes tid er forbi, og at livet åbner sig.
Indøvelse i glæden
Ligesom det er viseligt indrettet, at der går ni måneder, fra et barn er undfanget, til det bliver født, kræver det også øvelse at tro på, at der her på middelmådighedens banehalvdel er grund til at glæde sig. Og ligesom verdens fremtid nok ikke bliver sikret på elleve dage, er fire adventsuger i december måned også lige i underkanten til at forstå, hvad det betyder, at Gud blev født i en stald. Men et godt sted at begynde er at synge med. Både i Bella Centeret, i kirken på søndag, og hvor vi nu ellers vader rundt i disse dunkle dage. For at synge med er i sig selv en indøvelse i at tro på, at livet rummer muligheder og åbne døre. Glæden er på vej.
”Derfor, Zion, op at sjunge / og velsigne denne konge, / giv ham mund og hjerte til! / Du er brud, med dig han vil / riget dele; lad dig føre / ham til offer, lad dig høre: / Halleluja, halleluja!”
Kirsten Weiss Mose
Læs mere:
I anden række, Prædikenvejledninger til anden tekstrække, (Red. Ulla Morre Bidstrup, Leise Christensen, Jørgen Demant, Peter Nejsum) Aros 2009
Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbogen I-II, Det Kgl. Vajsenshus’ Forlag 2003
Se forslag til søndagens musik, salmer, motetter på KMKC's hjemmeside her