Skyerne gråner, og løvet falderShare|
Der er et mørke, som vi ikke kan styre ved hjælp af en kontakt i væggen. Alligevel er der mange, der gør en indsats for at holde mørket stangen
Det er vinter i Danmark. Og selvom jeg ikke troede, mørket havde flere sprækker at trænge ind ad, da der for et par uger siden stod 1. december på min morgenavis, bliver det ved med at tage til. Nu er der vist mange, som oplever det mærkværdige at gå på arbejde, mens det endnu er mørkt, og køre hjem igen – i mørke. ”Vinteren truer og natten kalder”, som Grundtvig skrev i sin salme om kirkens lysfest, der giver et nyt vindue at betragte den gamle, nordiske solhvervsfest igennem.
Det lys vi ikke selv kan tænde
I morges på vej ud ad døren ville jeg slukke lyset i stuen. ’Du kan ikke tænde lyset udenfor’, sagde min datter, og det havde hun jo ret i. Der er et mørke, som vi ikke kan styre ved hjælp af en kontakt i væggen. Alligevel er der mange, der gør en indsats for at holde mørket stangen. Vi tænder lys i stager og stjerner. Der er lys i træerne, lyskæder hen over vejene, og hver gang vi bevæger os ud i mørket, er der en ny butik, der har fået dansende nisser og blinkende lygter i vinduet. Det er, som om vi ikke vil finde os i, at der er et mørke, som ikke kan overvindes.
Lys trods mørke
Der er en anden, rolig stemning i Grundtvigs salme, men den udtrykker den samme trods over for det omsiggribende mørke, hvad enten det er det konkrete, årstidsbestemte mørke, som kommer over os her i december, eller det er det mørke, som Danmark befandt sig i under treårskrigen (1848-1850). Grundtvig lod nemlig digtet ’Skyerne graane, og Løvet falder’ trykke i sit eget nationale vækkelsesskrift ’Danskeren’ i 1849, da krigen allerede var godt i gang i syd. ”Vinteren kommer, og sneen falder, / blomsterne visner i muld, / isen optøs ej af gråd for Balder, / tårerne stivne af kuld. / Og dog bærer blus vi med glæde!”
Lystigt derudad
Men selvom de dage ikke kan springes over, hvor det nærmest virker, som om det er i trods, vi står op om morgenen og tænder lys i det kulsorte morgenmørke, så er der heldigvis også dage, hvor refleksionens bitre tandbid ikke har sat sig fast i de dybe riller; hvor meningen ikke er noget, vi bilder os ind, vi selv skal skabe, men hvor meningen bare indfinder sig. Ja, tiden flyver, ja, vi skal dø, ja, at leve er også at give afkald og sige farvel, men ligesom vi ikke kan kontrollere mørket, kan vi heller ikke gøre for, at lyset bare er der nogen gange. Uden at vi ved, hvordan det lige blev tændt, men hvor det bare brænder lystigt derudad. ”Derfor bærer blus vi med glæde.”
Grund til fest
Og her i det mørkeste mørke venter vi på julen. At Jesus skal fødes. Den fortælling er så afgørende, fordi den siger, at lyset altid i sidste ende vinder over mørket. Når vi tror på det, så er det svært at blive væltet omkuld. De mørke tanker kan få tårerne til at fryse til is, men lyset får det sidste ord. Det er der grund til at fejre, og det er den fest, vi her i mørket så småt er i gang med at forberede os på og måske begynder at ane i horisonten. ”Bethlehemsbarnet i krybberummet / det er den evige vår, / troende hjerter det har fornummet: / Jul gør lyksaligt nytår! / Derfor bærer blus vi med glæde!”
Læs salmen på www.dendanskesalmebogonline.dk her >>>
Kirsten Weiss Mose
Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbogen I-II, Det Kgl. Vajsenshus’ Forlag 2003