Ugens salme

Hvorledes skal jeg møde og favne dig, min skat? lyder spørgsmålet i Brorsons salme til 1. søndag i advent. Hvordan forbereder man sig på glæden? Det spørgsmål er væsentligt til alle tider, men ikke mindst her ved indgangen til advent

Hvorvidt Gud eksisterer eller ej, om hans nærvær, hans kærlighed er til stede og andre moderne spørgsmål, er ikke det, som driver salmen frem. Derimod er det - helt i tråd med datidens pietistiske kristendom - den enkeltes indstilling over for Jesus, klart udtrykt i salmens første linje: ”Hvorledes skal jeg møde og favne dig, min skat?” Men salmen er ikke kun et tidstypisk udtryk for forholdet mellem Gud og menneske anno 1733. De historiske rammer overskrides i salmen, der stiller et yderst vedkommende spørgsmål både for os, der lever i 2009, og for mennesker til alle tider, der står her, hvor vi gør, på kanten af advent: Hvordan skal jeg (der til tider har så svært ved at finde mening i galskaben) kunne rumme glæden?

Lidelsen får ende

Mødet mellem modsætninger som lys og mørke, fængsel og frihed, Satans rige og Jesus’ rige spiller gennem hele salmen en afgørende rolle. Jesus er morgenrøden, der lyser op i den ”jammers nat”, som det syngende jeg igennem salmen kommer på afstand af, brudgommen, der kommer til sin brud for at befri hende fra hendes trængsler. Der findes ikke liv, uden at der samtidig findes modstand, lidelse og besvær. Men i fortællingen om Jesus er det afgørende ikke så meget lidelsen, men at der er grænser for mørket, fængslet, Satans rige, trængslerne. Det er en pointe, som det er værd at gentage. Det er nemlig ikke lige meget, hvilket lys vi ser vores liv i.

Offerfælden

Nogle gange er det svært ikke at gå i offerfælden. Vi er så mange, der meget hurtigt betragter os selv som ofre for tilværelsens nådesløshed, fordi tingene ikke udviklede sig, som vi havde håbet. Men selvmedlidenheden er der vidunderligt nok ikke rigtigt plads til i Brorsons salme. Derimod er salmens budskab til alle potentielle ofre, at uanset hvilket fængsel vi sidder i, er der ikke længere ind til mørket, end at morgenrødens stråler altid kan nå os. At få øjnene op for det, er godt nok ikke altid lige til. Hvem kender ikke til det, at den ene negative tanke kan føre den anden med sig i en nedadgående spiral, som sigter direkte mod det dybeste mørke? Og hvad er det så, der kan vække os fra søvnen, selvmedlidenheden, håbløsheden? Ikke noget der kommer fra os selv, synes teksten at sige.

Kristus kommer

Adventstiden er ikke en forberedelsestid i den forstand, at vi for at kunne få fat i Gud skal bevæge os et bestemt sted hen. Først og sidst er det Kristus, der kommer til verden for at redde os ud af miseren. ”han kommer selv at tage / dig ud af jammers vrå; / han kommer selv, han kommer / at dæmpe al din ve / og gør en liflig sommer / af al vor trængsels ve.” Først da møder og favner vi skatten, så der kan blive bryllup!

Glæden har det med at komme

Skal adventstiden fyldes med familiesammenkomster, æbleskiver og glögg, asketiske øvelser, vandreture i decemberkulden, rengøring og julebag, gode bøger eller musik? Det er op til enhver at overveje, hvad vi vil bruge december måned til. Og her er der ikke meget hjælp at hente i Brorsons adventssalme. Uanset hvad vi bruger vores dage på, er kristendommen fortællingen om, at der er grænser for selv det dybeste mørke, vi kan befinde os i, og at glæden har det med at komme. Ikke bare i fortællingen om Gud, der blev menneske, men også i os selv.

Kirsten Weiss Mose

Se forslag til søndagens musik, salmer, motetter her

Læs mere:

Steffen Arndal: H.A. Brorsons liv og salmedigtning. Materialecentralen 1994. 112 sider, 125 kr.

Religionspædagogisk Center, Erik Norman Svendsen: Syng for livet – guide til salmebogen. Kristeligt Dagblads Forlag 2008. 310 sider, 269 kr.