Får og bukkeShare|

På Oliebjerget afslutter Jesus sin sidste store tale til disciplene. Her afsløres sagens sande sammenhæng, og disciplene får svar på deres spørgsmål om de sidste tider, og om hvordan hans genkomst vil være. Det er en billedmættet tale om det barmhjertige hjerte

Alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem fra hinanden, ligesom hyrden skiller fårene fra bukkene, og han skal stille fårene ved sin højre side, men bukkene ved sin venstre. Matt 25, 32-33

Som de andre gange han har holdt store taler, har han sat sig ned i klassisk lærerstilling. Han er på Oliebjerget, det bjerg der senere bliver forbundet med hans himmelfart (Apostlenes Gerninger 1, 9.11). Han har udsigt over de støvet grønne oliventræer, der gror på alle skråninger. Ved foden af bjerget ligger olivenlunden, Getsemane Have, og venter. Der vil snart ske voldsomme ting. Jesus har talt om krigslarm, hungersnød og jordskælv som begyndelsen på veerne. Disciplene lytter og prøver at forstå. Der vil være en nødvendig smerte forud for frelsens gennembrud. Det har de forstået. Det sker alt sammen, som det må ske, ganske som smerterne forud for en fødsel varsler forløsningen. Det billede forstår de, og de ser alle for sig en mor, der hviler med sit barn. Alt vil blive godt.

Alle folkeslag
De kan høre, han er nået til afslutningen. Han har talt længe og meget, og de er ved at være trætte. Men de kan også høre, at det sidste, han vil sige, er vigtigt. Det, han fortæller dem, er som et nærbillede af det, de tidligere har set på større afstand. De kender hans sproglige billeder fra de gammeltestamentlige skrifter (Daniels Bog 7, 13-14), så de ser det for sig, når han fortæller, hvordan Menneskesønnen i sin herlighed og med alle sine engle indtager Guds plads på sin herligheds trone. Som en konge. Sådan vil det være, når han kommer igen. Alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille fårene fra bukkene. Det er en mægtig scene at forestille sig, men det er også svimlende tanker at forestille sig alle folkeslag. De ved, at han taler til netop dem, for det er en tale, der formaner dem til at være årvågne og trofaste. Men det er også en tale, hvor horisonten udvides, for Menneskesønnen vil være dommer over alle. Selv den ikke-kristne menneskehed vil komme til at stå til ansvar for ham. Han kender alle og elsker alle med en kærlighed, et menneske ikke kan se til bunds i, og det er ham, der skal sige disse sidste afgørende ord. Det er de glade for, og de tænker på kærligheden. Men de er også bange. Lige nu er han her jo stadig. Han står foran dem, lyslevende. Kan han kende dem igen, når han sidder på sin trone, og vil deres hjerter være rene?

Den nødlidende
Men hvordan skal de komme til at stå på den højre, gode side? Sådan tænker de måske. Jesus siger: ”Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig (Matthæus 25, 45)! Når det sidste ord altså skal siges, når alt kommer til alt, så er det barmhjertigheden, der er målestok. Disciplene tænker på deres eget liv og på, hvordan det har været det sidste stykke tid. Det er altså sådan, det hænger sammen. Hvis de har vist barmhjertighed, bliver de selv vist barmhjertighed. Frelsens grund er, at de har taget sig af mennesker i nød. De kender til barmhjertighedens gerninger fra den jødiske lovforståelse og ved, at sådanne handlinger er vigtige. Nu gælder det ikke selve gerningen, men den, der gøres godt imod. Det er på denne måde, man er et får og ikke en buk. De kan forstå, at den tronende konge identificerer sig med den nødstedte, men det er en mærkelig, omvendt tanke. Alt hvad de derfor gør mod den nødlidende, det gør de mod ham. Han vender altid alting på hovedet. Måske forstår de det, og måske får de svar på mange af deres spørgsmål. Den største retfærdighed og det, der skal til for at indgå i himlens kongedømme, er at rette sig selv imod den sultende, tørstende, fremmede, nøgne, syge og fangne.

Scenen tømmes
Talen er næsten slut. Oliventræerne på skråningerne er stadig de samme, og Getsemane Have, der nu ligger hen i tusmørke, er den samme som altid. Men disciplenes tanker er anderledes. De føler sig både forberedte og fuldstændig uforberedte på samme tid. Men de har fået svar på mange af deres spørgsmål. Det er første gang, Jesus har talt så afgørende til dem om de sidste tider og om hans genkomst. Det mægtige billede af verdensdommen, de har haft opstillet i tankerne, begynder at forsvinde til fordel for andre ting. Alle folkeslag, dem til højre og dem til venstre, fårene og bukkene. De forlader alle den indre scene. Nogle går bort til evig straf, andre, de retfærdige, til evigt liv. Det er foruroligende tanker, og de ved, at det er en foruroligende tid, de går i møde. Getsemane Have ligger og venter.

Læs mere
Søndagens tekst kan læses i Matthæusevangeliet 25, 31-46.
Der er også salmer, der belyser teksten fra forskellige vinkler:
7: Herre Gud, dit dyre navn og ære
263: Sin vogn han gør af skyer blå

Gå i dybden
Jeg og du. Martin Buber På dansk ved Peter Boile Nielsen. Hans Reitzel 2004
Lidelsens former og figurer. Redaktion: Bodil Ejrnæs og Lone Fatum. Museum Tusculanum 2002

Ulla Toft