Solopgangen fra det høje
Gud har netop skænket den gamle præst Zakarias og hans kone, Elisabeth, en søn. Alene derfor er der grund til lovsang. Men det er ikke en helt almindelig dreng, de har fået som søn
”Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje” (luk, 1, 76)
Beretningen om den gamle Zakarias og hans kone Elisabeth, der i en høj alder får en lille søn, skaber et bindeled mellem Det Gamle og Det Nye Testamente. Det giver associationer tilbage til fortællingerne om Abraham og Sara samt Jakob og Rakel, som også fik børn i en høj alder. Zakarias’ lovsang står i begyndelsen af Lukasevangeliet, og man får indtryk af, at denne beretning er grundlaget for alle de følgende beretninger. Derfor må Zakarias’ lovsang også høres og læses i den sammenhængende beretning om Jesus’ barndomshistorie (Luk 1,5-2,52).
Ikke at turde tro
Zakarias synger. En gammel mand bryder ud i sang. Han står i templet med sin otte dage gamle søn. Han har lige givet ham navn, men han har ikke kunnet sige det højt, for han har ingen stemme. Han er blevet stum. Derfor beder han om en tavle, så han kan skrive navnet dér. Drengebarnet skal hedde Johannes, der betyder: Gud er nådig. Zakarias havde ikke turdet tro ærkeenglen Gabriels ord, om at hans drøm ville gå i opfyldelse: Et barn. Da hans livs største ønske skulle til at gå i opfyldelse, turde han ikke tro det. Og den gamle mand blev stum af ikke at turde tro. Men nu står han hér med barnet i templet, og pludselig sker det. Han bryder ud i en lovsang til Gud. Ordene vælter ud af hans mund.
Profetierne opfyldes
Lovsangen er i sin form gammeltestamentlig, men ordene får ny betydning i lyset af det, der skal komme. Guds grænseløse kærlighed skal komme for, at ”lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.” (luk 1,79). I dette frelseshistoriske perspektiv er pointen, at Jesus er opfyldelsen af de gammeltestamentlige profetier. Forventningen er blevet til virkelighed og Zakarias og Elisabeths lille drengebarn, Johannes Døberen, er mellemmanden – han er bindeleddet.
En trappestige af toner og ord
Zakarias’ lovsang er et langt åndedrag af toner og ord. Den stiger i intensitet, indtil kulminationen nås. Frase for frase løfter sangen sig indtil forløsningen kommer: solopgangen fra det høje. (Luk 1, 78) Sangen står så rørende og vældig på baggrund af Zakarias’ stumhed. Han turde ikke tro på englens bebudelse. Men med ét kan og vil han give stemme til Guds forjættelse. Da ærkeenglen Gabriel kom til ham med budskabet om at Elisabeth skulle føde en søn, var Zakarias ved at gøre tjeneste i templet. Det var et af højdepunkterne i hans karriere. Han var nemlig ved at frembære røgelsesofferet. En handling som præsten kun får lov at gøre en gang i sit liv. Lige netop på det tidspunkt kommer englen til ham. Røgelsesofferets tid er forbi. Sådan vil gud ikke længere behages. I stedet skal der synges lovsang. En kraftig og stærk lovsang, der fylder alle med glæde. For han er født, som vil lede vores fødder ind på fredens vej.
Ulla Toft, sognepræst i Vetterslev-Høm
Læs mere
Søndagens tekst kan læses i Lukasevangeliet kapitel 1, 67-80. Der er også salmer, der belyser teksten fra forskellige vinkler:
78, Blomstre som en rosengård
76, Op, thi dagen nu frembryder
Gå i dybden
I anden række. Prædikenvejledning til anden tekstrække. Aros Forlag 2009.