Evighedens lys Share|

Evigheden lyser for os og har gjort det længe før, Johannes Døber fortalte om det første gang, og den vil blive ved længe efter, at din og min tid er bragt til ende

Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje [...] takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej. (Lukas 1,76-79)

Advent betyder: Det, eller han, som kommer. Advent er derfor ikke noget, vi gør, nej, advent er noget, der kommer til os, noget der sker med os. Andre kulturer siger noget lignende om tiden: Tiden går fx ikke, derimod kommer tiden til én – en overbevisning, der lægger op til pause, til ro, og set i adventstidens lys lægges der også op til fred. Han eller det, som kommer, giver os mulighed for at lade tiden og ham komme til os og dermed mulighed for fred. Der er noget meget smukt ved at betragte tiden på den måde. Det betyder nemlig, at livet åbner sig, at hverdagen får en mulighedsdimension over sig, der ellers ikke er plads til, når tiden bare går eller skal overstås. Og er det egentlig ikke det, som de gammeltestamentlige profetier forsøger at sige: At ikke bare kommer tiden og tilværelsen til os, men også tidens fylde, livets mening, solopgangen fra det høje?

Mere end vi forestiller os

Johannes Døber besad en forunderlig indsigt i, at tiden ikke bare er tid, at den ikke bare er en sammensætning af fortid, nutid og fremtid, men derimod er selve bevægelsen herimellem, og derfor bæres tiden og vi af andet og mere end os. Vi holdes oppe, eller bæres netop, af livets egen kraft, Gud, der i modsætning til os altid rummer og eksisterer i samtlige tidens dimensioner. Denne forunderlige og stærke indsigt og tro gribes Johannes af. Derfor går han i forvejen og fortæller, at vi snart får vi syn for sagn. Johannes baner vejen og fortæller om ham, som kommer. Johannes er ramt, og det er vi også, for han, eller det, som kommer, gør nemlig noget ved os. Han, som kommer, åbner vores øjne og ører, så vi ser og hører, at livet er mere end, vi går og forestiller os. Livet er mere end egoistiske behov og længsler, mere end egne ønsker og forestillinger. Det oplever vi i grunden ofte, for livet udfolder sig som regel anderledes end, vi forventer og forestiller os – og det er måske ikke så dårligt endda.

Gud rummer alle tider

Måske er det utilfredsstillende, at livet ikke altid gør, som vi ønsker, men det er ikke Gud fremmed. Livet og tilværelsen er så kendt af Gud, at han i Jesus Kristus både viser os, at han rummer alle tider, og at han har været i enhver af livets dimensioner. I det yderste mørke, på korsets og dødens dag, og i lysets vidunderlige kærlighedspragt påskemorgen. Gud spænder over liv og død, nutid og fortid, begyndelse og slutning, og han gør det ved at pege på fremtiden, ligesom Johannes peger på solopgangen fra det høje. Om fjorten dage, juleaften, kommer lyset til os, men evigheden er her allerede. Evigheden lyser for os og har gjort det længe før, Johannes Døber fortalte om det første gang, og den vil blive ved længe efter, at din og min tid i denne tilværelse er bragt til ende. Og dengang som nu kommer han og lyser. Dengang, nu og i al fremtid gør han det af med døden og kulden og lyser for os alle, der sidder i mørke og dødens skygge.

Birgitte Kvist Poulsen, studenterpræst på KUA og sognepræst i Hans Tausens Kirke