Rettidig omhu Share|

Hvad er ligheden mellem søndagens tekst og klimakonferencen? Jeg indrømmer, at det lyder som et poppet præsteforsøg på at aktualisere. Men når man tænker efter, er lighederne til at få øje på

For det første: Der er en snigende uhygge over begge. Der er i begge temaer en ulykke, som er ved at snige sig ind over os, uden at vi mærker det. Og uden at vi vil det. I klimaspørgsmålet handler det om, at tusindvis af små hverdagsvalg i vores liv – og i samfundenes liv - har ført os til kanten af globale ulykker: Oversvømmelser nogle steder, tørke andre steder, sult og nye sygdomme.

I søndagens tekst handler det om, at brudepiger, som troede, de var parat til festen, i virkeligheden var på vej til at gå glip af den glæde og fest, de længtes efter. Den snigende uhygge i teksten består ikke mindst i, at de, der kan gå glip af festen i Guds rige, i deres eget selvbillede tror det stik modsatte. Dagens lignelse kan sagtens udlægges, så den handler om et internt problem blandt os faste kirkegængere: Jeg kan tilhøre de frommes klub – og dog være på vej til evig ulykke. Det handler i begge tilfælde om ulykker, som ingen havde ønsket, og tilsyneladende ingen – eller få – havde set komme.

For det andet: I begge temaer er der en udfordring til rettidig omhu. Skal klimakatastrofen undgås, må samfund og enkeltpersoner lægge stilen om: Produktion, transport og forbrug skal forandres.

Skal udelukkelsen fra Guds riges store fest undgås, så skal mennesker, der er undervejs til at falde åndeligt i søvn holdes vågne. Det er i hvert fald sådan, Jesus selv anvender lignelsen. I begge tilfælde handler det om at gøre noget, som ikke ligger lige for. Det ligger lige for at forbruge videre, som om intet var hændt. Og det ligger lige for at fortsætte sin åndelige søvn. Og dermed ende i udelukkelse fra Guds rige for altid.

For det tredje: Der er håb i begge temaer. Men det kan blive håbløst længere nede ad vejen.

Derfor kaldes politikere til handling i København i den kommende uge. Inden det er for sent.

Og derfor kaldes kirkegængere til bøn, omvendelse og opgør med egen åndelige magelighed. For det bliver for sent en dag. Håbet ligger i selve det, at teksten blev skrevet. Når alt håb er ude, er der nemlig ikke mening i at advare. Der lægges således op til irriterende og provokerende prædikener på søndag.

Men er det ikke ukærligt på den måde at give folk foruroligelse og måske angst på en decembersøndag? Tre kommentarer til det:

Jo, hvis det bare handler om at skræmme, irritere og vække opsigt. Der kan uden tvivl holdes aggressive og selvsikre prædikener, som i holdning er langt fra den Jesus, der fortalte lignelsen.

Nej. Hvis det er ukærligt at kalde mennesker til rettidig omhu, så er Al Gore også ukærlig, når han advarer mod CO2-faren. Eller lægen, der sender en kræftpatient til kemopterapi. Begge forstyrrer sjælefreden for at frelse livet.

Nej. Denne barske tale har vi lært af ham, der er åbenbaringen af Guds kærlighed. Han holdt den, fordi han ikke kan undvære én eneste af os til bords i hans rige. Så meget betyder vi for ham.

Og han længes efter at give os den plads som en gratis gave, alene af hans godhed og nåde.

Derfor – og kun derfor – skruer han i den grad bissen på anden søndag i advent…

Jens Ole Christensen, generalsekretær i Luthersk Mission