Første søndag i fastenShare|
Temaet i teksterne her første søndag i fasten er fristelsen. Læs forslag til salmer og musik denne søndag fra det nye hold bag Salmetungen fra Kastelskirken

Temaet i teksterne her første søndag i fasten er fristelsen. Og det kan ultrakort siges, at det er i mødet med fristelsen, at mennesket vinder sin bestemmelse eller fortaber den. Sådan var det også for Jesus, fordi han var sandt menneske og ikke et overmenneske.
Salmevalg
736 : ”Den mørke nat forgangen er”. Jeg holder af at starte gudstjenesten med en morgensalme, og denne salme, synes jeg, passer godt til dagen. Det er en opløftende start at synge om det befriende i, at lyset fortrænger mørket, sådan som det sker hver morgen i naturen. Dette kan ses som et billede på, hvordan det egentlige lys – lyset fra opstandelsen påskemorgen – ”vil udløse os alle af mørkets bånd.”
644: ”Aldrig er jeg uden våde”. Denne salme passer fint som optakt til epistellæsningen, fordi den udtrykker, at nåden er der på trods af alt.
496 : ”Af dybsens nød, o Gud, til dig”. Salmen understreger, at mennesket ikke vandrer uden håb i livet, når det stoler på Gud og tillidsfuldt bygger sit liv på hans nådefulde ord.
336: ”Vor Gud, han er så fast en borg”. Her har vi en salme, der vist på ”nudansk” kan kaldes et ”must” denne dag. Om så djævle myldrer frem på jord, så har vi intet at frygte, for Gud er med os. Så kan vi modstå den onde fjende, der, som det udtrykkes i indledningskollekten, vil prøve at opsluge os ”som en brølende løve”.
474 ”Jesus Krist, du gav mig livet”. Denne salme har jeg valgt som afslutning på altergangen. I Kastelskirken synger vi ikke under uddelingen af nadveren. Men ellers ville jeg engang imellem her vælge en mindre kendt salme, som man på den måde kan prøve at få ”sunget ind” i menigheden.
634 ”Du ved det nok mit hjerte”. Kaj Munk skrev denne salme i 1938 og man kan ikke lade være med at tænke hans liv og skæbne med ind i dagens tema, derfor vil jeg slutte med den.
Salmemelodierne
Bortset fra første salmes meget smukke, sangbare og udtryksfulde romantiske melodi af August Winding til ”Den mørke nat forgangen er” holder søndagens melodirepertoire sig til melodier fra 1500-tallet frem til den tidlige barok. Til 644 vælges den fine letløbende melodi af Johann Horn (1544). Søndagens to lutherske kernesalmer, der omkranser prædikenen, synges på deres oprindelige udtryksfulde melodier, dels den inderlige og melankolske frygiske melodi ”Af dybsens nød” og den mere fanfareprægede ”Vor Gud han er så fast en borg”.
Under altergangen synger koret vekslende med orgelimprovisationer. Korsats: ”Behold os Herre ved dit ord” 3 vers (337) og sidste salme er, som den bør være, kort.
Musikken til søndagen
Med fastetidens ankomst får musikken nok generelt et lidt mere afdæmpet udtryk – der lægges låg på fest og lystighed. Musikalsk set er en gudstjeneste ofte stilpluralistisk alene i kraft af salmemelodiernes forskellige stil, men denne søndag er med de to luthersalmer i centrum relativ stilhomogen. Med musikvalget tilføres så nyere musik der i den samme ånd og dimension samtidig skaber kontrast. Koret i Kastelskirken bidrager normalt til højmessen med evt. Introitus, Korvers efter 1. læsning, Motet efter prædiken og evt. korsang under nadverudelingen
Præludium:
Jean Langlais: Kyrie
et smukt stemningsfuldt orgelstykke i typisk fransk modernistisk stil, hvor den gregorianske Kyriemelodi ”Orbis factor” spilles igennem over en fin modal harmonik. En god indledning til fastetiden.
Korvers efter 1. læsning:
Johann Herman Schein: Falsobordone til fastetiden fra ”Korsange til Kirkeåret” med omkvædet: Forbarm dig over os Herre, og hør vor ydmyge bøn.
Motet efter prædikenen:
Flemming Weis: ”Kristus blev lydig til døden” Med de to stærke salmer der er valgt omkring prædikenen in mente, vælges som motet denne korte moderne korsats - en kort kommentar til fastetidens tema.
Under nadveruddeling:
Korsats over ”Behold os Herre ved dit ord”
Postludium:
Dietrich Buxtehude: ”Vor Gud han er så fast en borg” – En flot orgelkoral fra baroktiden, hvor lyset og håbet også kommer frem, og som viser tilbage til hovedsalmen og dagens prædikentekst.
Gyrite Madsen og Lasse Ewerlöf er sognepræst og organist i Kastelskirken
