Identitetens patologierShare|
Vi har ’ikke et menneske’ som den syge siger til Jesus. Hvis vi skal få det, må vi høre, at der bliver kaldt på os. For vi véd ikke, hvordan vi af os selv skulle komme ud af identitetens fængsel
Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: ”Vil du være rask?” Den syge svarede: ”Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i vandet, efter at det er blevet bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.” Johannesevangeliet kap. 5, 6-7.
Når man er syg, véd man ikke, hvordan det er at være rask. Den syge er godt klar over, at feberen kan forlade kroppen, men han har kun yderst vage forestillinger om denne følelse. Den depressive er vidende om, at depressionen kan lette fra sindet, men hun er ude af stand til at fornemme denne anden tilstand. Bevidstheden kan ikke forbinde det ene med det andet.
Jesus får ikke rigtig noget svar, når han spørger den syge ved Betesda dam: ’Vil du være rask?’ For hvad skulle han snart svare? Han véd jo ikke, hvad det vil sige. Her har han ligget i 38 år, uden at det er lykkedes ham at blive helbredt. Han har set engle stige ned og bringe vandet i oprør, og han har set andre komme først i og gå helbredt derfra. For hver gang er der blevet længere hen til bassinkanten.
Sygdommen er blevet en normaltilstand. Manden aner ikke, hvad det vil sige at være rask – og der er tilsyneladende heller ingen af de raskblevne, som har delt glæden over deres helbredelse med ham. Der er ingen forbindelse mellem de to tilstande. Den syge kan i hvert fald ikke selv tilvejebringe den. Han véd ikke, hvad han ’vil’. Det er derfor, han må kaldes ud af sin tilstand: ’Rejs dig, tag din båre og gå!’ siger Jesus.
Identiteten holder de andre på afstand
Véd vi, hvad vi vil? Ja, det gør vi. Vi vil vide, hvem vi selv er, og vi skal helst også kunne redegøre for det i få velforberedte sætninger. Vi vil kort sagt have en identitet. Man kan snart ikke være andet bekendt.
Identitet betyder, at noget er det samme. Når noget er det samme, er der noget andet, som det samme er forskelligt fra. Jo mere omsluttet det samme er om sig selv, jo mere forskelligt bliver det andet. Til sidst bliver det andet det fremmede, det som det samme er adskilt fra. Fordi identiteten forskanser sig i sig selv.
Langt de fleste mennesker er glade for deres identitet. De synes, at de er normale. Det tager os slet ikke 38 år at vænne os til det. Et kig i cv’et og spejlet kan gøre det. Så véd vi, hvem vi er, og hvad vi vil. Vores forestillinger om, at vi skal have en identitet, er i så høj grad blevet normale, at vi ikke opfatter det som en sygdom. Vi er sunket ind og ned i os selv. Men dermed holder vi de andre på afstand. Vi adskiller os fra dem. Vi har ’ikke et menneske’ som den syge siger til Jesus.
Ud af identitetens fængsel
Hvis vi skal få det, må vi høre, at der bliver kaldt på os. For vi véd ikke, hvordan vi af os selv skulle komme ud af identitetens fængsel.
Gud kalder os ud af os selv. Det gør han, når verden påkalder sig vores opmærksomhed, og når det andet menneske kalder på vores omsorg. Hvis vi er for døve til at høre det, så lyder evangeliet: ’Rejs dig, tag din båre og gå!’
Så kan vi omsider bevæge os ud af os selv og blive helbredt for identitetens patologier. Vi bliver en anden, men ikke en helt anden. Gud forbinder før og nu, vores syge jeg og vores helbredte jeg. Således siger Jesus til den syge ved Betesda dam, at han skal tage sin båre med sig.
Men båren er ikke længere en sovepude for hans identitet. Før havde han ikke et menneske. Det har han nu. Nu kan han bevæge sig. Ud i verden, hen til det andet menneske.
Niels Grønkjær, valgmenighedspræst for Københavns og Vartov valgmenigheder (Immanuelskirken og Vartov Kirke)