Om bevægelse mod noget bedreShare|
Fra modløshed til håb, fra isolation til fællesskab, fra fastlåsthed til frihed, fra mørke til lys, fra død til liv. Det er, hvad den kristne fortælling handler om
Hvem kender ikke til den flygtige eller længerevarende følelse af at være låst fast? Enten fordi andres krav og forventninger lagde sig omkring os som faste spændetrøjer, eller fordi vi selv kom til at indskrænke vores bevægelsesfrihed med de valg, vi foretog eller undlod at foretage. Eller måske fordi mere eller mindre tilfældige omstændigheder bandt bly om vores ben, satte en stopper for det, vi gerne ville, og lukkede dørene lige foran os.
Fanget i sin sygdomI K.L. Aastrups salme ’Betesda-søjlernes buegange’ (DDS 157) om teksten fra Johannesevangeliet 5,1-15 ligger der en mand, som er lam. Han er fanget i sin sygdom og den hjælpeløshed, der følger med, når man er ude af stand til at bevæge sig. Selvom der er mennesker omkring ham, er han alene, og fordi hans ensomhed og afmagt har varet så længe, husker han næsten ikke længere, hvad han engang håbede på og drømte om:
Dér lå et menneske mellem andre,
så helt alene, skønt om ham mange.
Hvad her han søgte, han næsten glemte;
han blev den sidste de hundred gange.
En sprækkeInd i denne tilsyneladende håbløse tilstand af fastlåst udsigtsløshed bliver der åbnet for en lille sprække af mulighed:
Da lød blandt søjlerne skaberordet,
så i Betesdas fem buegange
den sabbatsstilhed blev gennemrystet,
som sprængt af stjernernes morgensange.
Mørkets grænseBag ordene, der gennemryster stilheden, står han, der kommer til mennesket, som ikke selv har kræfter til at komme nogen steder hen. Bag ordene står han, som gav, hvad den lamme næsten havde opgivet at få. Ham, der peger ud mod livet igen for den mand, der mest af alt så et lukket mørke foran sig. Bag ordene står han, der blev menneske helt ude i afkrogene af livet, fordi mennesker heller ikke dér skal være alene:
”Har intet menneske du, min broder?
For dig et menneske jeg er blevet;
og i den Himmel, hvor jeg har hjemme,
er vi to sammen ved navn indskrevet.
At du kan vide og aldrig glemme:
du er ej ene – nu fra dit leje
stå op til livet, og bær din byrde,
og gå så trøstigt ad egne veje.
Men husk: Et menneske skal du være.
Fra egne veje at kunne vige,
en broders ansigt ved mødet kende –
det er på jorden min Faders rige.”
Fra modløshed til håb, fra isolation til fællesskab, fra fastlåsthed til frihed, fra mørke til lys, fra død til liv. Det er, hvad den kristne fortælling handler om, og fra den kommer K.L. Aastrups ord om bevægelse mod noget bedre.
Line Bjørn Hansen, sognepræst i Husumvold Kirke