Om det at vælge salmerShare|
Efterårets forfattere af salmetungen er Jakob Lorentzen, organist fra Holmens Kirke, og Inge Lorentzen, pastor emeritus. Om det at vælge salmer skriver Inger Lorentzen:
At sammensætte en salmeseddel er som at sætte en appetitvækkende menu sammen. Man serverer ikke fire store tunge retter lige efter hinanden. Man begynder med et par lette retter, så hovedretten, måske to ombæringer, derefter igen lidt lettere, og endelig en ikke for tung dessert. På samme måde bør en salmeseddel sammensættes, afvekslende - med flere forskellige slags, både romantiske og moderne - ikke for mange af de tunge. Hvis en salme har en alt for tung melodi, bør den kun i sjældne tilfælde være på mange, alt for mange (trættende) vers. Man bør også tilstræbe en rød tråd igennem hele tjenesten. Valg af kollekter kan medvirke til at give menigheden denne ”røde-tråd”-tilfredsstillelse. Benyt ”Tillægget til alterbogen”.
1.salme må aldrig være en nærmest ukendt, slet ikke, hvis der er dåbsfolk tilstede. Om end de yngre ikke kender mange salmer, så gør dog de lidt ældre det. Find en morgensalme eller en årstidssalme. Hvis man ikke vælger disse ofte, bliver de måske slet ikke brugt.
2.salme bør ikke være for lang og tung. Hallelujasalmer hører traditionelt til her. Er der barnedåb, er det elegant at finde en salme, som kan deles, sådan at 2. del er oplæg til prædikenen og udgør 3. salme. Uden dåb må
3.salme meget gerne lægge op til prædikenens indhold.
4.salme Salmen efter prædikenen behøver dog ikke altid at pege på de samme elementer, som prædikanten just har gjort. Andre aspekter i en salme slår måske endnu bedre an hos nogle i menigheden. Nævnes en salme i prædikenen som understregning af ordene, bør den ikke være sunget tidligere i højmessen, men den bør synges som salme efter prædikenen. Salmen kan også pege mod altergangen. Meget lange salmer kan med fordel deles, så halvdelen synges før og resten synges efter prædikenen. Så skal salmenummeret stå to gange på salmetavlen. 4.salme kan også være en mindre kendt, som præsten giver et ord med på vejen. Organisten bliver så både på forhånd og på stedet bedt om lige at spille den igennem, eller sangeren om at synge det første vers, inden menigheden gør det.
Altergang Foruden 439 eller 440 O, du Guds lam, er det fint med en salme, som enten kan citeres af præsten vers for vers mellem bordene - eller som menigheden/ koret kan synge under uddelingen. Denne salme behøver heller ikke at være blandt de kendteste. Her har man ved kor eller kirkesanger en fin lejlighed til at få indsunget noget nyt. Vælg dog ikke to ukendte salmer efter hinanden! Det vigtigste er ikke, at ordene passer så godt til det, præsten vil sige. Nej, det er at undlade at kede forsamlingen eller få træthed til at brede sig i rummet.
5.salme, som synges efter bortsendelsesordene kan være det eller de sidste vers af altergangssalmen.
6.salme Slutsalmen bør ligesom første salme være en kendt, så eventuelle ikke så kirkevante føler, at det her, det kan de godt! Den bør heller ikke være lang - nu hvor vi er ved at være mætte! Forkortede salmer bør kun bruges i særlige tilfælde.
Postludiet er oprindeligt pro exitu=til at gå ud på. Nu er det almindeligt, at menigheden bliver siddende. Men dette bevirker, at menigheden forlader kirken uden musik. Det ideelle er, at organisten spiller et kort postludium, derpå løfter hænderne, så de, der vil, kan vælge at gå ud, mens organisten straks efter følger dem til dørs med dejlig musik - passende til dagens emne og dens stemning.
Nogle steder har man dagens ”stå op-”salme, fx efter prædikenen. Så siger præsten, at de, der kan og vil, gerne må stå op til den næste salme, og at man rejser sig, når salmeforspillet er ved at klinge ud.
Målet må da godt være, at de, der kan og vil, står op til al salmesang, ikke? Måske skal vi så sidde ned til de fleste læsninger, evt lægmandslæsninger?
Inge Lorentzen, tidligere sognepræst i Rørvig Kirke og Aa Kirke
