Fri os fra det ondeShare|
Ondskaben er en mulighed. Men det er håbet også, og det er forbundet med den bøn fra Fadervor, som hele tiden søger at udvide vores horisont, nemlig: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”
”Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives”. Matthæus 12,31
Mon ikke de fleste af os farer lidt sammen i skræk over den meget håndfaste udtalelse. Vi vil helst, at der altid er en lille forhandlingsmulighed. Man kunne jo komme til at misforstå noget, og så står man der pludselig som én, der har bespottet Ånden. Jeg tror nu ikke, der er tale om smålighed fra Vorherres side! Bespottelse kommer man ikke sådan til. Det er ikke en eller anden lille, moralistisk kodeks, som man tilfældigvis kommer til at overse, der er tale om i dette evangelium. At bespotte Ånden må være, at man udtrykker den største foragt for livet, for sandheden og foragter kærligheden.
Judas i os alle
Vi lever i en kultur, hvor vi ikke bryder os om håndfast at forbinde foragt for liv med bestemte mennesker. Vi vil hellere fordele skylden over nogle strukturer, nogle sammenhænge og redde det enkelte menneske ud af kvababbelsen. I mange år har jeg stået foran et alter, hvor Judas efter sigende bærer Corfitz Ulfeldts ansigtstræk. For datidens danske var han den største skurk, forræder, misdæder – og man satte skamstøtter overalt i byen og endte med at hænge en træstatue op af ham, for de kunne ikke fange den rigtige mand. Vi griner måske lidt af det nu, indtil vi kommer i tanker om, hvordan mennesker, der bliver befriet fra diktatorer, reagerer. Ofte går frustrationen ud over et billede eller en skulptur.
Den personificerede ondskab
Men det er også verdensfjernt at tro, at man velmenende kan fordele al skyld ud over sociale strukturer og lade, som om den enkelte kun er et produkt, som i virkeligheden ville have gjort andet, hvis blot ikke nogle strukturer havde tvunget vedkommende. På en eller anden måde er det åbenbart vanskeligt for os at bære, at ondskab formidles ved mennesker. Hvis man spørger et torturoffer, om det var sociale strukturer eller et menneske, der forvoldte ondt, så tror jeg, man får et klart svar. Vore forfædre i 1600-tallet har lært mig det ved at sætte et helt bestemt ansigt på (at man så også kan komme til at ideologisere fjenden, viser denne træskæring også – man skal altid være påpasselig med sine domme).
Ondskabens mulighed
Vi er naive, hvis vi lader, som om det onde ikke er en mulighed. Vi lever i en verden, hvor avisen hver dag er fyldt med ondskabens mulighed. Vi kan naivt se bort fra den, eller vi kan stirre muligheden i øjnene og bede med på ”fri os fra det onde”. Det onde er foragten for Ånden! Det er den grundlæggende foragt for Gud og skabningen. Det er at vende ryggen til agtelsen. Det er at være i hadets og gengældelsens vold.
Ondskaben er en mulighed. Det er håbet også, og det er forbundet med den bøn, som den kristne hele tiden søger at udvide sin horisont med, nemlig: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”. Vi er bundet sammen – ikke som fjender, der afskyr hinanden – men som mennesker, der er knyttet sammen i et håb, der trodser foragten og ondskaben.
Peter Skov-Jakobsen