image

Folkekirken bliver medlem af PorvoofællesskabetShare|

Søndag den 3. oktober bliver folkekirkens indtrædelse i Porvoofællesskabet formaliseret, når der fra dansk hold skrives under på Porvooerklæringen

Porvooerklæringen, som den danske folkekirke officielt underskriver den 3. oktober 2010, blev udarbejdet i årene 1989-1992 med det formål, at de deltagende kirker indbyrdes skulle ”dele fællesskab i mission og tjeneste.” Porvoofællesskabet, som tæller 12 kirker, heraf 10 fra Nordeuropa, har ikke noget centralt kontor, men aktiviteterne i Porvoo-regi sker med forankring i de lokale kirker.

Ændrede forudsætninger
I 1995 vurderede landets biskopper, at der ikke var grundlag for deltagelse i Porvoofællesskabet, bl.a. pga. anglikanernes manglende anerkendelse af kvindelige biskoppers ordination, ligesom en offentlig høring markerede en tydelig folkelig skepsis over for folkekirkens deltagelse. I dag er situationen imidlertid en anden, forklarer Hanna Broadbridge, formand for Det mellemkirkelige Råd.
– Alle de anglikanske kirker anerkender i dag ordinationer foretaget af kvindelige biskopper, ligesom de anerkender ordinationer foretaget af en domprovst som biskoppens stedfortræder. Det er to afgørende forudsætninger for folkekirkens deltagelse, som ikke var til stede, da Porvoo sidst blev drøftet i midten af 1990'erne.
Samtidig betyder deltagelsen, at der bliver flere muligheder for at inspirere og lære af andres erfaringer, tilføjer Jan Nilsson, teologisk medarbejder i Det mellemkirkelige Råd.
– Underskriften den 3. oktober betyder, at vi anerkender de kirker, der er en del af fællesskabet omkring Porvooerklæringen. Ved at træde ind i fællesskabet indgår vi i et kirkeligt samarbejde, hvor vi kan drage lære og inspirere hinanden på områder, som fx diakoni og forholdet til de andre religioner.

Aktiviteter i Porvoofællesskabet
Ca. to gange om året afholdes konferencer og konsultationer i Porvooregi. Dels mødes kirkeledere (hvilket inkluderer både ordinerede og lægpersoner) for at diskutere fælles anliggender samt planlægge fælles projekter. Dels afholdes konsultationer med repræsentanter fra de enkelte medlemslande med særligt henblik på at diskutere teologiske, tværreligiøse og diakonale spørgsmål.

Deltagere i Porvoofællesskabet

- Evangelisk-lutherske kirker i:
Estland
Letland
Sverige
Norge
Island
Finland

- Anglikanske kirker:
Church of England
Church of Ireland
Church in Wales
Scottish Episcopal Church

Desuden deltager to kirker fra Sydeuropa som associerede medlemskirker:
Den Lusitanske Kirke i Portugal
Den Reformerte Episkopale Kirke i Spanien

Danmarks indtrædelse i Porvoofællesskabet
Selvom Det mellemkirkelige Råds beslutning om at lade folkekirken indtræde i Porvoofællesskabet blev taget i begyndelsen af 2010, bliver underskriften først sat søndag den 3. oktober. Underskrivningen af Porvooerklæringen, der foretages af formanden for Det mellemkirkelige Råd, Hanna Broadbridge, og en biskop, sker i forlængelse af højmessen samme dag i Københavns Domkirke, hvor gæster fra de øvrige deltagerlande i Porvoofællesskabet er inviteret.


Kirsten Weiss Mose

Læs mere i temaet om Porvoo-erklæringen >>>
Opdateret  26-11-2010