image

SØNDAGENS TEKST

Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham >>>


UGENS SALME

Trods længselens smerte nr. 397 >>>

image

Avatar

James Cameron er tilbage i biograferne med endnu en storfilm. Perspektivet har siden ”Titanic” udvidet sig fra historisk fiktion til relevant science fiction. Vi befinder os i en version af universet, hvor en ny planet ved navn Pandora er blevet invaderet af menneskeheden. Herefter følger en opslugende og skræmmende beretning om menneskets møde med de fremmede og naturen

 

Menneskehedens forfaldne natur

Film har siden dens opfindelse forsøgt at nærme sig sandheden om den menneskelige natur. Det er denne sandhed, som ”Avatar ” også begiver sig ud for at finde. Menneskene, vi møder i filmen, er opdelt i to markante lejre af videnskabsmænd og soldater. Hovedpersonen er passende en hybrid af de to. Jake Sully er tidligere marinesoldat, som overtager sin afdøde brors plads i det ambitiøse videnskabelige avatar-projekt.


Helten i kørestol

I Jake Sullys skikkelse bliver en historiebærende modsætning personificeret. Hovedpersonen er handicappet, både i sin militære karriere og i den uvante forskerverden. Hans eneste mulighed for at tilhøre den militære verden, lænket til sin kørestol, er at forråde den videnskabelige. Den videnskabelige verden forsyner til gengæld Jake med en krop, hvor benene pludselig kan løbe, gå og føle igen, om end kroppen er blå, som det indfødte Pandora-folks. Den såkaldte avatar er en kopi af Na’vi-folket iblandet menneskeligt dna. Jake Sully må i løbet af filmen finde frem til, hvor hans loyalitet ligger. Det tegner en interessant personlighed, som langt inde i filmen ikke ser med de samme sort-hvide briller, som publikum er forsynet med fra starten. F orfriskende er det, at hovedpersonen i en stor Hollywoodproduktion tør skubbe publikum fra sig og skabe tvivl om sine idealer og loyalitet. Dette varer naturligvis ikke ved, hvilket stemmer overens med den på forhånd aftalte kode mellem filmen og dens publikum. Filmen er først og fremmest en underholdningsfilm, som samtidig har hjerte og et budskab.


Aktuelle tematikker

Jakes loyalitet er ikke kun splittet i to dele, men tre. Hans militære og videnskabelige side kender vi først, men mest betydningsfuld er hans introduktion til Pandora, oplevet gennem sin avatar. Her kommer han ansigt til ansigt med en verden, han endnu kun har hørt omtalt i aggressive vendinger fra den krigsliderlige Col. Quaritch. Jake spiller tre roller og repræsenterer den personlige søgen efter en plads i universet i skyggen af et større opgør. Her bliver mennesket fint afspejlet i det dilemma, vi alle bærer. I hvor høj grad skal man ofre sine medmennesker for at finde sig selv? ”Avatar” viser, hvad science fiction gør bedst, og hvorfor denne genre har relevans, der strækker sig langt ud over spidse ører og blå kroppe. Ved at placere historien uden for universet, som vi kender det, bliver virkelighedsnære problemstillinger taget op som de grundlæggende konflikter i filmen: Hvordan vi behandler hinanden, og hvordan vi behandler vores jord.

 

De fremmede

De 'fremmede' ligger til grund for en af de to hovedkonflikter. Løbende spiller begrebet 'fremmede' og dets tolkning en afgørende rolle. Umenneskelige handlinger begået mod fremmede kan ikke beskrives som umenneskelige. Historiens inspiration er ikke svær at få øje på og ligner næsten en tro kopi af indianernes oplevelser under den hvide mands styre. At noget er fremmed, har i løbet af menneskehedens historie været begrundelse nok til at slå ihjel og erobre. Mennesket fortsætter denne tradition i ”Avatar” over for de indfødte Na’vi.  Col. Quaritch forsikrer om, at angrebene på de indfødte vil være så humane som muligt, og det er måske netop, hvad de er. Indtil videre kendes der ikke noget andet væsen, der slår ihjel for magt, penge og fornøjelsens skyld.


Naturen

Den anden konflikt handler om menneskets opførsel over for naturen. Behandlingen af vort eget hjem og ligegyldigheden over for andres er slående og uhyre relevant. Vor verden er ikke længere grøn, bliver det gjort klart i en enkelt replik, og udsagnet hæfter sig fast i bevidstheden. Her bevæger ”Avatar” sig ikke i en verden af sci-fi, men springer over tærsklen og ind i en skræmmende realitet. Premieren faldt sammen med den oprindeligt afsluttende dag ved klimatopmødet i København. Her kunne filmen have været en version af verdenen og menneskene, som vi netop havde gjort oprør imod. Desværre bliver filmen et uhyggeligt fremtidsscenarie med overnaturlige elementer, men realistiske konsekvenser.


Åndeligheden

Det tredje element i filmen er det åndeliges store rolle blandt de indfødte. Menneskenes mangel på tro, troen på hinanden og naturen står i stærk kontrast til Na’vi-folkets tillid og føling med alt levende omkring dem. Tilliden og troen på noget, som ikke giver klare svar og resultater, adskiller Na’vi fra mennesket. Denne dybe evne til empati hos alle levende væsener er forsvundet og glemt hos de krigeriske mennesker. Troen på det ukonkrete, hvad enten det kaldes Gud eller kærlighed, er blevet erstattet udelukkende af magt, penge og frygt. De usynlige forbindelser til omgivelserne, som tillid, kærlighed og håb er gået i dvale hos nogle mennesker og forsvundet hos andre. Jake Sully får åbnet øjnene for naturen og det åndelige, ifølge med forsker-kollegaerne og en enkelt militær-kvinde.


Alvor bag underholdningen

Først og fremmest er ”Avatar” en fantastisk underholdende og smukt udført film. Billederne, der bevæger sig over skærmen, kommer til fuld funktion i biografen. Universet, vi træder ind i, virker gennemført og har en magisk detaljerigdom, så illusionen aldrig brydes. Publikum får ikke mulighed for at distancere sig fra den skildrede verden og dens befolkning. Man føler i den grad, at man træder ind i en 'velskabt verden', hvor mytologien virker gennemtænkt og ikke distraherer fra det vigtige budskab. 'Avatar' berører tilmed nogle vigtige og interessante problemstillinger på en måde, som hverken kompromitterer filmens underholdende værdi eller alvoren i de valgte temaer.


Astrid Skov-Jakobsen



Avatar

Instr. og manus: James Cameron

USA 2009
162 min.

Tilladt for børn over 11 år

 

Klik her for trailer

Opdateret  14-01-2010 /  af  koebenhavn