Kølig introduktion til kristendommen
Tre skridt fra livet. 'Den første bog om kristendom' synes at være religionsvidenskabeligt tænkt. Her præsenteres ét verdensløst og meningsløst system til sammenligning med andre systemer
Denne lille bog præsenteres som et materiale til indskolingen - parallelt med forlagets tilsvarende første bøger om islam og jødedom. Modtagernes niveau afspejles af, at tekstsiderne har megen luft og store typer, og ca en tredjedel er billeder.
Inden for disse stærkt begrænsede rammer har forfatterne anstrengt sig for at give koncentreret information om, hvad kristne tror på - lige fra skabelsen til opstandelsen. Der er små afsnit om fire gammeltestamentlige og syv nytestamentlige emner og om fire emner fra kirkelig nutid, herunder højtiderne og sakramenterne.
Manglende distance
Det siger sig selv, at man må koncentrere sig, når det hele således skal med på lille plads. Der er ikke noget at sige emneudvalget på. Når der kun er få gammeltestamentlige sider, er Adam og Eva, Abraham og David et passende valg, men de kommer til at svæve i luften. Hvad mere betænkeligt er: Der er ikke indlagt nogen særlig distance til de gammeltestamentlige fortællinger, f.eks. i form af at gengive dem som de historier, Jesus var vokset op med, og som han forholdt sig kritisk og grænseoverskridende til. Hvad indholdet angår, kan man ikke undgå at bemærke, at der er tvivlsomme formuleringer: Om Abraham hedder det, at han er stamfar til de kristne, at han fik mange børn og børnebørn, og at han var profet. Om David at han var retfærdig...
Gammeldags katekismus
Men koncentrationen mærkes endnu mere på et andet område. Den tekst, bogen ender med efter bortskærelsen af alt overflødigt fedt, er påfaldende kølig og objektiverende. I en arms afstand fra alt engagement anføres en række "troskendsgerninger", som ikke er ledsaget af den mindste tilbøjelighed til at åbne veje for forståelse eller indlevelse. Som en gammeldags katekismus ophobes information efter information om, hvad de kristne tror på, uden skelen til, hvad der forekommer børn og andre mennesker forståeligt. Man kunne godt tænke, at forfatterne er drevet af et ønske om at lægge stor og tydelig afstand til forkyndelse og mission. Resultatet bliver, at kristendomsfaget bliver opfattet som det eneste fag i skolen, der ikke må appellere til indlevelse og forståelse.
Fundamentalistisk kristendomsbillede
Som undervisningsmateriale i kristendom vil bogen med denne indbyggede holdning risikere at komme til at bidrage til at danne meget massive, ligefrem fundamentalistiske forestillinger om kristendommen. Opvækkelsen af Lazarus får en del plads, skønt de store underfortællinger er meget vanskelige at få noget fornuftigt ud af i indskolingen. I stedet havde det været relevant at følge op på gennemgangen af den barmhjertige samaritaner med et udblik til nutidigt kirkeligt hjælpearbejde.
Børnenes hverdag ikke til stede
De koncentrerede tekster er kun i begrænset omfang tilpasset indskolingens sproglige horisont. De er for svære at læse - selv med de givne forklaringer - og det er derfor uvist, hvad de skal bruges til. Billedmaterialet er hentet fra 1500-tallet suppleret med fotos fra nutidige kirkelige begivenheder, herunder børnegudstjenester. Også her er den objektiverende afstand tydelig. Børnenes hverdag og verden er ikke til stede, hverken i tekster eller billeder. Kristendommens mulige relevans for en moderne verden bliver ikke genstand for interesse. Der er et billede af paven, men ikke nogen af mother Teresa.
Kort sagt: Materialet synes at være religionsvidenskabeligt tænkt. Her præsenteres ét verdensløst og meningsløst system til sammenligning med andre systemer. Hele tiden tre skridt fra livet.
Hanne Gjesing underviser i kristendom i folkeskolen, Rise Skole
Den første bog om KRISTENDOM
Af Rebekka Bærnholdt, Catharine Linke, Annika Holm og Kenneth Ritzén.
Alinea 2009, 36 sider, 120 kr.
Læs mere om bogen
her