Møder i mørket
Møder i mørket er en inspirationsbog med andagter fra natkirken, som kan bruges i såvel natkirker som dagkirker, i forbindelse med andagter for konfirmander, unge, ensomme, og andre, der hører til storbyens natfolk
Med åbningen af natkirken i Københavns Domkirke i 2000 fik byen et nyt rum i natten. Et ganske anderledes rum, fordi det i den grad på én gang giver plads til en sanselighed og en ro, som ellers kan have svært ved at finde rum lige dér, i natten, i byen. Møder i mørket er en inspirationsbog med andagter fra natkirken, som kan bruges i såvel natkirker som dagkirker, i forbindelse med andagter for konfirmander, unge, ensomme, og andre, der hører til storbyens natfolk.
Hovedindholdet af bogen er de 12 afsnit inddelt efter årets 12 måneder. Hvert afsnit indeholder en manual til en andagt, en vejledning til andagten plus en række tekster og billeder, der stemmer sindet. Her er tekster af Inger Christensen, Steffen Brandt og Martin Luther King, side om side med forklarende tekster om baggrunden for fejringen af Kyndelmisse, en salme af Grundtvig, en af Simon Grotrian og andre mere traditionelle ”kirketekster”.
Bogen er smuk, og man får umiddelbart lyst til at bladre videre, når man først har åbnet for den. Den giver samtidig et fint og klart billede af, hvad der var det unikke og nyskabende i natkirken: At den viser, at det i allerhøjeste grad giver mening at sætte de gamle fortællinger, rum, billeder og vers sammen med de tekster, som moderne storbymennesker i øvrigt omgiver sig med.
Teksterne taler ukompliceret med hinanden på tværs af tider, og derfor er det ikke underligt, at natkirken har åbnet domkirkerummet for en gruppe mennesker, som ikke ellers ville have følt sig tilskyndet til at træde ind i kirkerummet og tage det til sig. Samtidig er ’Møder i mørket’ let at tage i anvendelse eller lade sig inspirere af for præster og menigheder, der ønsker at åbne kirkens døre for nogle af dem, der ellers ville være gået forbi.
Kirsten Weiss Mose
Møder i mørket – en andagtsbog fra Natkirken
Unitas Forlag 2009
134 s., 229 kr.