image

SØNDAGENS TEKST

Jesus sagde så til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød >>>


UGENS SALME

Tunge, mørke natteskyer nr. 785 >>>

image

Hverdagsliv 1771 -1796


Mens vi varmer op til Golden Days i efteråret, er det en fornøjelse at dykke ned i en ny pragtbog om godsejerfruen til Bidstrup, Karen Rosenkrantz de Lichtenberg

For nogle år tilbage udgav Anette Hoff på Horsens Museum en bog om storkøbmanden Gehrdt de Lichtenberg (1697-1764), hans palæ i Horsens og hans øvrige ti godser og de tyve kirker, han var patron for.

Kulturhistorie i en papæske
I forlængelse af udgivelsen kom en af købmandens efterkommere, der i dag bor på godset Bidstrup med en lille uanselig papæske, han ønskede at gøre museumsinspektøren opmærksom på. Æsken rummede en samling dagbøger og regnskaber fra storkøbmandens svigerdatter. Dette helt enestående materiale er nu udgivet på forbilledlig vis og med de mest fantastiske fotos af de mange genstande på hovedgården, der stammer fra tiden og som stadig er i familiens eje.


Veloplagt formidling
Det er en meget veloplagt bog. Her får vi i detaljer at vide om gården og haven, gårdens folk, dagligliv og festliv, livet i barselstuen, jagt. Og fiskeri, gæster og familiebesøg, måltider og bordskik, den daglige hygiejne, dragtskik og meget meget mere. Det er simpelthen ikke småting, som er gravet ud og identificeret lige fra husets medicinskab, der stod i billardstuen til bøgerne i håndbiblioteket, der stadig bærer Karen Rosenkrantz’ signatur.


Noter om kirkegang og trosliv
Det er nøgterne notater. Af samme grund får man heller ikke så meget at vide om kirkegang og trosliv, som man måske kunne ønske. Alligevel er bogen også værd at læse med de briller. Uden megen tøven noteres det således, om der er tidlig eller sen gudstjeneste – ’først prædiken’ eller ’sidst prædiken’. Det er tydeligt, at kirkegangen ofte springes over, hvis gudstjenesten ligger tidligt. Og ligeledes, at den nogle gange springes over, selvom den ligger på det mere ”humane tidspunkt”, formentlig kl. 10.00. Kirkegangen afhænger dog også af hvem der prædiker. Er det provstens, som familien plejer selskabelig omgang med, dukker familien op i kirke. Men der skal altså lidt til for at herskabet bevæger sig de fire til fem kilometer til Granslev, hvor kirken endnu er udstyret med en helt fantastisk herskabsstol.
At fruen ikke hørte til de pietistiske hængehoveder fremgår da også med al ønskelige tydelighed. Kortspil om penge hørte til husfruens store lidenskab og der spilledes med fynd og klem, både til hverdag og om søndagen. Med til dette billede hører dog også det indtryk, som man får af en nysgerrig og engeret avis- og boglæser. Endnu i dag findes store dele af hendes håndbibliotek på Bidstrup og regnskaberne viser, at også titler som ”Gudelige beslutninger. Første og anden del af prædikener for unge fruentimmere” fik plads i hendes bibliotek.


Hovedfornøjelsen ved at læse bogen fra den ene ende til den anden er dog, at den giver så rigt et billede af et helt liv og en geskæftig kone fra 1700-årene, travlt optaget af alt det store og små, som hørte livet til fra børnefødsler og vuggedød over familiebesøg til overopsynet med husets økonomi.

Bogen er forbilledligt udgivet med fremragende registre og inviterer til at folk med særinteresser dykker langt ned i teksten.


Karen Schousboe

Anette Hoff:
Karen Rosenkrantz de Lichtenbergs dagbøger og regnskaber
-Hverdagsliv 1771-96 på herregården Bidstrup og i Horsens
Udgivet af Horsens Museum, 2009
448 sider, 325 kr.


Læs mere på Horsens Museums hjemmeside

Opdateret  27-01-2010 /  af  koebenhavn