Sort hvid-gudstjenesteShare|
Velgørende stik i hjertet midt i decemberglitterstadsen, skriver Inger Dahl om lysgudstjenesten i Københavns Domkirke

Sorte ansigter og hvide dragter prægede lysgudstjenesten, som blev holdt i Københavns Domkirke i begyndelsen af december 2011.
Mennesker af kød og blod
Min gode ven Fabrice Bissombolo fra Congo var med i processionen i indledningen, og senere stod han i den hvide dragt og læste bønner på dansk, som han hurtigt har lært at beherske. Han har fået humanitær opholdstilladelse i november efter tre års udmarvende ventetid i asylcenteret i Kongelunden. Det var en stor glæde at se ham medvirke i lysgudstjenesten, fordi han for mig er blevet et menneske med en historie og med følelser, som jeg kan genkende. Han er ikke bare er en af de ansigtsløse masser af flygtninge, som forfatteren Kirsten Thorup i sin tale gjorde opmærksom på, at vi er tilbøjelige til at distancere os fra. At en flygtning let bliver til en særlig art af menneskeheden, som vi glemmer at tænke på som netop et menneske af kød og blod, for så kan vi bedre undgå at forholde os til dem.
Velgørende stik i hjertet
Biskop Peter Skov-Jakobsen var inde på det samme i sin prædiken, hvor han mindede os om, at Josef oplevede det mareridt at skulle flygte midt om natten. Biskoppen bad om, at Gud vil gøre noget i os, så vi genkender medmennesket i flygtningen.
En af de bønner, der blev bedt under gudstjenesten, ramte mig særligt: ”Vi mindes alle dem, der mistede livet ved Europas grænser, og hvis spor er blevet borte i havet, i ørkenen og på uvejsomme bjergstier.” Og bønnen sluttede med en bøn om mod til ikke at kigge den anden vej, når vi har mulighed for at gøre noget.
Det krævede en indsats at være med i gudstjenesten, fordi der var mange elementer, der ikke indgår i en almindelig gudstjeneste, men det var velgørende at få et stik i hjertet midt i decemberglitterstadsen.
Inger Dahl, journalist
FOTO: Procession med flygtninge fra lysgudstjenesten i Københavns Domkirke 6. december 2011 med biskop Peter Skov-Jakobsen i spidsen sammen med forfatter Kirsten Thorup. Fotograf: Bent Dahl Jensen
Læs flere
kirkeoplevelser 2011 fra Københavns Stift her >>>