En særlig rockgudstjenesteShare|
Som frivillig i Brorsons kirke, på Nørrebro, bliver man udsat for mangt og meget. Blandt de mange gode oplevelser jeg fik i 2011, står en bestemt rockgudstjeneste helt klar for mig

Igennem 2011 har jeg været fast, frivillig lydmand til Brorsons Kirkes rockgudstjenester, som er et fast punkt på programmet den sidste fredag i måneden. Gudstjenesten er mere eller mindre stykket sammen efter en normal gudstjenestes liturgi, men i stedet for salmer og orgelmusik har vi nye rockbands, der kommer og fremfører deres musik. Desuden starter vi altid med et lille temaskuespil for at sætte en ramme for gudstjenesten og rette fokus mod et bestemt emne.
I september prøvede vi noget, vi ikke så tit gør; vi fik nogen udefra til at komme og fremføre temaskuespillet. Grunden til at vi sjældent har folk udefra, ud over bandet, er, at det ofte er besværligt at koordinere med dem og få det til at blive helt godt.
Men i september fik vi Glad Teater til at komme og fremføre nogle små stykker om tro, håb og kærlighed i den moderne verden. Glad Teater er en trup af skuespiller, der alle har forskellige funktionsnedsættelser.
Truppen var rigtig dygtige skuespillere. De var smilende og venlige at arbejde med, men ikke mindst var de utroligt livsglade. Lige fra de kom, nogle timer inden gudstjenesten gik i gang, var der højt humør. De var alle interesserede i den store mixerpult, jeg arbejdede med, i lys udstyret og i bandet, der prøvede at øve.
Udover Glad Teater, havde vi også to tegnsprogstolke, der oversatte alt, lige fra prædiken til sangene. De var med for, at venner til Glad Teater, der enten var døve eller havde nedsat hørelse, også kunne få noget ud af gudstjenesten.
Med alle disse folk udefra, skulle der ikke meget til, for at hele gudstjenesten ville være gået galt. Men Glad Teater, bandet, tegnsprogstolkene og alle vi frivillige arbejdede super godt sammen og fik det hele til at køre. Gudstjenesten forløb glat, og vi havde rigtig mange besøgende den aften. Det er jo for så vidt det, vi altid sigter efter. Men efter den gudstjeneste tror jeg, vi alle gik hjem med lidt ekstra mod på livet. Glad Teater var med til at gøre den gudstjeneste til noget helt specielt. Deres store livsglæde, trods deres funktionsnedsættelser, smittede af på os alle.
Ulrick Refsager, frivillig i Brorsons Kirke 
Læs flere
kirkeoplevelser 2011 fra Københavns Stift her >>>Læs mere om
Glad Teater på teaterets hjemmeside >>>