Identitetens patologier
Vi har ’ikke et menneske’ som den syge siger til Jesus. Hvis vi skal få det, må vi høre, at der bliver kaldt på os. For vi véd ikke, hvordan vi af os selv skulle komme ud af identitetens fængsel
Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: ”Vil du være rask?” Den syge svarede: ”Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i vandet, efter at det er blevet bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.” Johannesevangeliet kap. 5, 6-7.
Når man er syg, véd man ikke, hvordan det er at være rask. Den syge er godt klar over, at feberen kan forlade kroppen, men han har kun yderst vage forestillinger om denne følelse. Den depressive er vidende om, at depressionen kan lette fra sindet, men hun er ude af stand til at fornemme denne anden tilstand. Bevidstheden kan ikke forbinde det ene med det andet.
Jesus får ikke rigtig noget svar, når han spørger den syge ved Betesda dam: ’Vil du være rask?’ For hvad skulle han snart svare? Han véd jo ikke, hvad det vil sige. Her har han ligget i 38 år, uden at det er lykkedes ham at blive helbredt. Han har set engle stige ned og bringe vandet i oprør, og han har set andre komme først i og gå helbredt derfra. For hver gang er der blevet længere hen til bassinkanten.
Sygdommen er blevet en normaltilstand. Manden aner ikke, hvad det vil sige at være rask – og der er tilsyneladende heller ingen af de raskblevne, som har delt glæden over deres helbredelse med ham. Der er ingen forbindelse mellem de to tilstande. Den syge kan i hvert fald ikke selv tilvejebringe den. Han véd ikke, hvad han ’vil’. Det er derfor, han må kaldes ud af sin tilstand: ’Rejs dig, tag din båre og gå!’ siger Jesus.
Identiteten holder de andre på afstand
Véd vi, hvad vi vil? Ja, det gør vi. Vi vil vide, hvem vi selv er, og vi skal helst også kunne redegøre for det i få velforberedte sætninger. Vi vil kort sagt have en identitet. Man kan snart ikke være andet bekendt.
Identitet betyder, at noget er det samme. Når noget er det samme, er der noget andet, som det samme er forskelligt fra. Jo mere omsluttet det samme er om sig selv, jo mere forskelligt bliver det andet. Til sidst bliver det andet det fremmede, det som det samme er adskilt fra. Fordi identiteten forskanser sig i sig selv.
Langt de fleste mennesker er glade for deres identitet. De synes, at de er normale. Det tager os slet ikke 38 år at vænne os til det. Et kig i cv’et og spejlet kan gøre det. Så véd vi, hvem vi er, og hvad vi vil. Vores forestillinger om, at vi skal have en identitet, er i så høj grad blevet normale, at vi ikke opfatter det som en sygdom. Vi er sunket ind og ned i os selv. Men dermed holder vi de andre på afstand. Vi adskiller os fra dem. Vi har ’ikke et menneske’ som den syge siger til Jesus.
Ud af identitetens fængsel
Hvis vi skal få det, må vi høre, at der bliver kaldt på os. For vi véd ikke, hvordan vi af os selv skulle komme ud af identitetens fængsel.
Gud kalder os ud af os selv. Det gør han, når verden påkalder sig vores opmærksomhed, og når det andet menneske kalder på vores omsorg. Hvis vi er for døve til at høre det, så lyder evangeliet: ’Rejs dig, tag din båre og gå!’
Så kan vi omsider bevæge os ud af os selv og blive helbredt for identitetens patologier. Vi bliver en anden, men ikke en helt anden. Gud forbinder før og nu, vores syge jeg og vores helbredte jeg. Således siger Jesus til den syge ved Betesda dam, at han skal tage sin båre med sig.
Men båren er ikke længere en sovepude for hans identitet. Før havde han ikke et menneske. Det har han nu. Nu kan han bevæge sig. Ud i verden, hen til det andet menneske.
Niels Grønkjær, valgmenighedspræst for Københavns og Vartov valgmenigheder (Immanuelskirken og Vartov Kirke)
Bevægelse
Jesus er i Jerusalem. Nord for tempelpladsen i Betzata-dalen ligger en dam, hugget ud i grundfjeldet. I søjlegangene rundt om dammen ligger blinde, lamme og krøblinge og venter på bevægelse i vandet
Jesus sagde til ham: ”Rejs dig, tag din båre og gå!” Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring. Joh 5, 8-9.
Rundt om Jerusalem er der mure. Rundt omkring i de massive bymure er der porte. En af de porte er Fåreporten. Den kommer Jesus nu til. Lige uden for porten er der småkvægsmarked. Mange mennesker stimler sammen derude, de skal købe offerdyr. Tæt ved Fåreporten ligger Betesda. Det er en stor dam, 15 meter dyb, og alle kender den. Søjlegangene rundt om dammen strækker sig mod den blå himmel. Det er noget af et syn. Rundt om dammen ligger mennesker; alle de halte, lamme, blinde, døve og stumme. Som et grotesk maleri.
Helbredende vand
Alle kender dammen, for der er noget særligt ved den. Til tider farer Herrens engel i den og bringer vandet i oprør. Den første, der når vandet, bliver rask, lige meget hvor alvorlig hans sygdom er. Så der er noget at vente på. Her få meter fra dammens bred ligger en mand, som har været syg i lang tid, alt for lang tid. 38 år.
Vil du være rask?
”Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: ”Vil du være rask?” (Johannes 5, 6). Et mærkeligt spørgsmål. Men meget relevant. For manden er blevet en fange af sygdom og selvmedlidenhed. Et menneske indkroget i sig selv. ”Tag din båre og gå!” (Johannes 5, 8) siger Jesus. Han bryder den syge mands fangenskab. Han retter ham med sit spørgsmål. Der er virkelig opstandelse i de ord. Helt konkret, manden står op fra sin båre, han står op fra sit fangenskab, han står op fra sin håbløshed. Han tager sin fortid under armen og går ud til et nyt liv. Kontrasten mellem den dræbende ventetid og den handlekraftige Jesus er stor.
På en sabbat
Jesus går væk. Der er mange mennesker, syge og raske. Den helbredte mand bliver udspurgt af jøderne: ”Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre.” (Johannes 5, 10). Betragtes teksten isoleret som underberetning, træder overtrædelsen af sabbatsreglerne helt tilbage. Ligesom i Johannes 9,13 træder den pludselige introduktion af sabbatten i stedet for en lovprisning og tilslutning til Jesus, som normalt hører til i underberetningens fortælleform. Johannesevangeliet er med andre ord ikke optaget af, om den helbredte slutter sig til Jesus.
Oprejsningskraft
”Tag din båre og gå!” I de ord er der oprejsningskraft, i de ord er der liv og håb, i de ord kalder skaberen livet frem. Gud befrier mennesket, og så må alle regler og begrænsninger sættes til side. Også sabbatsreglerne, som forbyder at bære sin båre på hviledagen. Det er det, teksten vil fortælle. Senere fortæller den helbredte mand, at det er Jesus, der har gjort ham rask. Jøderne begynder at forfølge Jesus, fordi han har gjort det på en sabbat, på hviledagen. Jesus siger til dem: ”Min fader arbejder stadig, og jeg arbejder også” (Johannes 5, 17). Det gør dem endnu mere sure. Han kalder Gud sin far og ligestiller sig med ham. Den dag ved dammen Betesda, kom manden, der har ventet så mange år, først. Han kom først, fordi Jesus kom først. Her kom mere end en engel til at bringe det stillestående vand i oprør. Manden havde kæmpet for at komme først til det helbredende vand. I kampen mistede han håbet. Nu lå han der bare. Så kom Jesus ham i møde. Og hans helbredelse var virksom.
Ulla Toft
Læs mere
Søndagens tekst kan læses i Johannesevangeliet kapitel 5, 1-15. Der er også salmer, som beskriver teksten fra forskellige vinkler:
410: Som tørstige hjort monne skrige
157: Betesdasøjlernes buegange
Gå i dybden
Geert Hallbäck: Hvad jeg skrev
Udvalgte artikler om Det Nye Testamente og andre ting. Anis 2008
Om bevægelse mod noget bedre
Fra modløshed til håb, fra isolation til fællesskab, fra fastlåsthed til frihed, fra mørke til lys, fra død til liv. Det er, hvad den kristne fortælling handler om
Hvem kender ikke til den flygtige eller længerevarende følelse af at være låst fast? Enten fordi andres krav og forventninger lagde sig omkring os som faste spændetrøjer, eller fordi vi selv kom til at indskrænke vores bevægelsesfrihed med de valg, vi foretog eller undlod at foretage. Eller måske fordi mere eller mindre tilfældige omstændigheder bandt bly om vores ben, satte en stopper for det, vi gerne ville, og lukkede dørene lige foran os.
Fanget i sin sygdomI K.L. Aastrups salme ’Betesda-søjlernes buegange’ (DDS 157) om teksten fra Johannesevangeliet 5,1-15 ligger der en mand, som er lam. Han er fanget i sin sygdom og den hjælpeløshed, der følger med, når man er ude af stand til at bevæge sig. Selvom der er mennesker omkring ham, er han alene, og fordi hans ensomhed og afmagt har varet så længe, husker han næsten ikke længere, hvad han engang håbede på og drømte om:
Dér lå et menneske mellem andre,
så helt alene, skønt om ham mange.
Hvad her han søgte, han næsten glemte;
han blev den sidste de hundred gange.
En sprækkeInd i denne tilsyneladende håbløse tilstand af fastlåst udsigtsløshed bliver der åbnet for en lille sprække af mulighed:
Da lød blandt søjlerne skaberordet,
så i Betesdas fem buegange
den sabbatsstilhed blev gennemrystet,
som sprængt af stjernernes morgensange.
Mørkets grænseBag ordene, der gennemryster stilheden, står han, der kommer til mennesket, som ikke selv har kræfter til at komme nogen steder hen. Bag ordene står han, som gav, hvad den lamme næsten havde opgivet at få. Ham, der peger ud mod livet igen for den mand, der mest af alt så et lukket mørke foran sig. Bag ordene står han, der blev menneske helt ude i afkrogene af livet, fordi mennesker heller ikke dér skal være alene:
”Har intet menneske du, min broder?
For dig et menneske jeg er blevet;
og i den Himmel, hvor jeg har hjemme,
er vi to sammen ved navn indskrevet.
At du kan vide og aldrig glemme:
du er ej ene – nu fra dit leje
stå op til livet, og bær din byrde,
og gå så trøstigt ad egne veje.
Men husk: Et menneske skal du være.
Fra egne veje at kunne vige,
en broders ansigt ved mødet kende –
det er på jorden min Faders rige.”
Fra modløshed til håb, fra isolation til fællesskab, fra fastlåsthed til frihed, fra mørke til lys, fra død til liv. Det er, hvad den kristne fortælling handler om, og fra den kommer K.L. Aastrups ord om bevægelse mod noget bedre.
Line Bjørn Hansen, sognepræst i Husumvold Kirke
15. søndag efter trinitatis
Der er ikke noget så nedslående for dåbsfolk som ukendte salmer, der får dem til at føle sig som fremmede i kirken, mener Inge Lorentzen. Læs flere overvejelser sammen med salme- og musikforslag til søndagshøjmessen, der denne uge har Bach på tapetet
Det er eftersommer. Vi må stadig huske at få brugt de dejlige natursalmer. Temaet er kunsten at vælge ”det ene fornødne”.
Præludium: Det ville være smukt at begynde gudstjenesten med
Bachs lille koralbearbejdelse over
”Liebster Jesu, wir sind hier”, som fint peger frem mod valg af søndagens Bach-motet.
748 Nu vågne alle Guds fugle små (denne friske morgensalme, som endnu kan nås at have på salmesedlen, inden vinteren)
Hvis dåb 52 Du, Herre Krist v 1-3 og 4-6 (en trosbekendelsessalme). Det er fristende for eksempel at vælge den herlige salme:
448 Fyldt af glæde over livets under. Men så må præsten eller sognemedhjælperen sørge for at indøve den med dåbsfamilien forinden. Der er ikke noget så nedslående for dåbsfolk som ukendte salmer, der får dem alle til at føle sig som fremmede i kirken. Det kan med en vis ret siges, at unge mennesker alligevel ikke kender selv de mest gængse salmer. Men så gør de lidt ældre det, og de synger glade med.
GT-teksten er Sl. 73, 23-28. At være Gud nær er min lykke.
Korvers efter GT-læsning: Jakob Lorentzen: At være Gud nær er min lykke (af Korvers til Kirkeåret side 81, WH 30544).
651 Vor klippe vi slippe umulig (falder bort, hvis der er dåb, da den er for ukendt). Nyd ellers den fine Knud Jeppesen-melodi. En påmindelse både til Martha og til Kandakes hofmand.
164 Øjne, I var lykkelige (mel: K 566) fortæller om Jesus, der tilretteviser sine tilhørere, i dette tilfælde Martha.
NT-prædiketeksten er Luk.10,38-42 om Martha og Maria.
Motet: J.S. Bach: Herre Jesus, vi er her (DDS 417 vers 1 og 3), hvor teksten og musikken smukt opfordrer menigheden til at lukke sjæl og sind op for Jesus’ røst. Alternativt kunne man vælge
Bernhard Lewkovitch ”Min sjæl er stille for Gud alene”, hentet fra hans Tre Motetter opus 11.
331 Uberørt af byens travlhed (skal måske lige have et ord med på vejen og spilles igennem. Det iørefaldende omkvæd skal nok blive hurtigt lært!) Gudstjeneste og dåb hører sammen.
Altergang
439 O du Guds Lam!
471 O, glædelig dag (Jesus’ besøg hos søstrene)
Hvor der er mange alterborde, kan koret yderligere synge vers af 321 O, Kristelighed.
471 v 3 og 4 fra: Jeg gav ham min tro. NT-epistelen er i dag ombyttet med Apostlenes Gerninger 8,26-39: Filip døber Kandakes hofmand
484 Du, som vejen er og livet (påmindelse til døbte og til alle Marthaer)
Hvis der ikke er dåb, kan man i stedet slutte gudstjenesten med 52 Du Herre Krist (trosbekendelsessalmen).
Postludium: Er man begyndt med Bach, er det oplagt at slutte med
Bach og eksempelvis spille hans ørehænger, den selvstændige
Fuga i g-mol eller et andet fremadskridende og vitalt Bach-værk, der sender menigheden styrket ud i livet med evangeliet i ryggen.
Læs forslag til salmer og musik til årets høstgudstjeneste her
Jakob Lorentzen, Holmens organist og kantor, slotsorganist i Christiansborg Slotskirke, og Inge Lorentzen, tidligere sognepræst i Rørvig Kirke og Aa Kirke
Salmer og musik til høstgudstjenesten
’Nu er det længe siden’ som høstmotet, og dåbsbørnene som en del af høstprocessionen. Bliv inspireret til årets høstgudstjeneste og læs salme- og musikforslag
Menigheden glæder sig til at synge de kendte høstsalmer. Svigt den ikke, om end du kan finde en nok så fin salme, der passer bedre til din prædiken. Du kan eventuelt lade denne blive sunget under altergangen. Hvis du vil have procession med Guds gode gaver, så stol ikke på, at børn eller andre kommer med tilstrækkeligt med sager. Sørg derfor for, at der bliver indkøbt rigeligt til at bære ind i kirken. Det behøver ikke alene at være jordens frembringelser. Moderne mennesker har meget andet at takke for. Det er derfor især i bykirker meget talende, at der frembæres produkter, gerne fremstillede i sognet: dåser, cd’er, modeller af fabrikker, af kommende byggeri…
Og skønt er det med dåbsbørn! Er de måske ikke høst? Du kan lade børnene (vist ikke de voksne) bære sagerne op ad gulvet, enten under præludiet eller syngende sammen med menigheden. (Fx Johannes Johansens ’Nu går vi glad vor kirkegang’, trykt i ’Salmer og sange i skole og kirke’, Folkeskolens Musiklærerforening 2000, som eventuel kan forkortes - bør trykkes til menigheden. Se nedenfor). Det er klogt at reservere de forreste bænke til børn og konfirmander. Så sidder de meget pænere, også fordi præsten kan se dem. Tilmed glæder de sig, til de under postludiet skal op at hente sagerne ud igen til ventende vogne, der kører dem til auktion ved kirkefrokosten! Aftal slagets gang på menighedsrådsmødet forud. Husk at lægge øvrige salmetekster på børnenes pladser.
Selv om du selv er grundigt træt af at synge ’Nu falmer skoven’ til alle møder og begravelser helt til advent, så er det helt forkert at mene, at den træthed også har ramt menigheden. Men vi kan jo godt gøre noget for, at 731 ’Nu står der skum på bølgetop’ indlæres til en afveksling på Henning Wellejus sangbare melodi. Anbefales kan også i denne tid Lars Busk Sørensens ’Vi så det under sommerregn!’ (melodi af Erik Sommer), der findes i hans salmesamling: Under din kærligheds himmel.
Kollekter, se tillægget side 221 og 222
Salme- og musikvalg Præludium: Musikken skal gerne klinge af høstfest og egnet til indgangsprocession som beskrevet ovenfor. En idé er at præludere over
”Marken er mejet” eller at fremføre et stykke svensk eller norsk folkemusik, f.eks.
Egil Hovlands bondeagtige
Hosanna (orgelbogen Jubilate side 190, Gehrmans Musikforlag).
729 Nu falmer skoven (Nebelongs melodi)
Som GT-tekst kan man tage ps. 126, den passer så fint! (Den gamle oversættelse! den er kønnest - vælg selv - se 7.s.e.trin 1. tekstrække).
Korvers efter GT-læsning: Jakob Lorentzen: Fyld nu vor mund med bøn og sang (af Korvers til Kirkeåret 2 side 103, WH 30544)
722, vers 6 (’Nu blomstertiden kommer’, det sidste vers): Velsign du årets grøde
730 Vi pløjed` og vi så’de Motet: Hvorfor ikke synge en høstsang?
Eksempelvis vers 1, 3, 4 og 7 af Jeppe Aakjær og Oluf Rings fine ”Nu er det længe siden”. Kopieres fra Højskolesangbogen.
728 Du gav mig, o Herre, en lod af din jord
439 O du Guds Lam!
368 Vintræ og grene eller 731 Nu står der skum på bølgetop (citeres mellem bordene, vers for vers - eller synges af menigheden). Salmens sidste vers annonceres og synges efter bortsendelsesordene.
11 Nu takker alle Gud
Postludium: Gudstjenesten afsluttes med festlig udgangsmusik. Eksempelvis
Niels W. Gades Tonestykke i F-dur.
Læs salme- og musikforslag til 15. søndag efter trinitatis her
Jakob Lorentzen, Holmens organist og kantor, slotsorganist i Christiansborg Slotskirke, og Inge Lorentzen, tidligere sognepræst i Rørvig Kirke og Aa Kirke
-------------------------------------------------------------
(Mel: I østen stiger solen op)
Nu går vi glad vor kirkegang.
Hør, klokken ringer smukt.
Og vi har munden fuld af sang
og favnen fuld af frugt.
Vi kommer med en mægtig stak
af æbler, pærer, dru’r.
Vi kommer for at sige tak
for hvad vi dagligt bru’r:
kartofler, græskar, løg og kål
og korn fra Danmarks jord,
for regnens vand og solens bål,
som gør, at alting gror.
for blommer, bønner og salat,
for som’rens leg og lyst,
for grøn agurk og rød tomat,
for hele Danmarks høst.
Vi lægger kun et lille frø
I jordens store skød.
Så bli’r det væk, så må det dø,
før det bli’r dagligt brød.
Det under, har du, Fader, gjort.
Du gør, at hjertet slår,
Det mindste værk er kæmpestort,
som hjernen ej forstår.
For alt, som lyser, synger, gror,
har du til live kaldt.
Du siger blot et lille ord,
og ingenting bli’r alt.
Ar give er din største lyst,
vor Skaber og vor Far.
Lær os at dele af din høst
med dem, som intet har.
Du, som i ørknen giver brød,
så tusinder får nok,
giv høst,hvor der er hungersnød,
mæt jordens sultne flok.
Du mætted’ gavmildt os hver gang,
vi spiste og vi drak.
Fyld nu vor mund med bøn og sang,
fyld hjerterne med tak!
Johannes Johansen 1977
Høstfester
Derefter var det en af jødernes fester…
I denne tid er der fest alle vegne. Først og fremmest er der i disse dag fokus på den fest, som Ramadanen sluttes med, hvor muslimerne fejrer Eid ul-Fitr med gavegivning og festmåltider, der flyder af dadler og klæbrige, men lækre mellemøstlige kager.
Rosh HashanaMindre fokus er der på, at jøderne om en uge fejrer deres nytår, Rosh Hashana, der indleder de ti hellige dage, der fuldendes med Yom Kippur, den store sonings- og forsoningsdag. Her faster og tørster jøderne i 24 timer fra solnedgang til solnedgang. Derefter brydes fasten med honningkager – egentlig bare udrullet kringledej fyldt med smør, honning, kanel samt hakkede mandler, der formes som hjul.
FestkulturMåske var det netop Rosh Hashanna, som Jesus tog op til Jerusalem for at fejre i fortællingen om den syge ved Betesda Dam (Johannesevangeliet 5, 1-15). Påske var det næppe, eftersom det så sandsyndligvis havde været nævnt, men det undrer næppe nogen, at de lærde siden har fabuleret over, hvilken fest der mon var tale om, siden de tidligste eksegeter satte sig til skrivepulten i den første kirke. Pudsigt er det samtidig, at disse traditionelle mellemøstlige fester kun delvis lykkedes at sætte sig spor i den kristne kirke. I lige så høj grad klistrede man sig nemlig her på den græske og romerske festkultur, hvor fokus var på vinterens nytårsfest og forårets frugtbarhedsfest.
Høstfest Høstfesten, derimod, kom først meget senere til. Naturligvis har man altid fejret på gården, når høsten var i hus. Men de fælles fester i landsbyen faldt først senere på året, når kornet var tærsket, øllet var brygget og det blev skiftedag – ved Mikkelsdag. Derfor er september måned også tid til at fejre høstgudstjenester rundt om i de danske sogne med lagkager med flødeskum og bortauktionering af præstegårdshavens overflod af æbler, pærer og andet godt. For den, der mangler inspiration, er der lige nu godt at finde på Vartovs hjemmeside, hvor Sofie har lagt sin fine opskrift frem på en blommekage, som muligvis ikke flyder med mellemøstlig honning – men som til gengæld smager dejligt hjemligt.
Karen Schousboe Se opskriften på Sofies blommekage her
Læs mere om Mikkels dag på historie-online her
Hent inspiration til tilrettelæggelsen af årets høstgudstjenester fra denne uges salmetunge her
Se et udpluk af de kirker i København og på Bornholm, hvor der fejres høstgudstjeneste:
Grundtvigskirke: Høstgudstjeneste. Inge Lise Løkkegaard.
Tid: Man. d. 6. september 2010, kl. 10.
Sted: Grundtvigs Kirke, På Bjerget, København NV
Grundtvigskirke: Høstgudstjeneste. Palle Kongsgaard.
Tid: Tir. d. 7. september 2010, kl. 10.
Sted: Grundtvigs Kirke, På Bjerget, København NV
Flintholm kirke. Gudstjeneste. Høstgudstjeneste ved Martin Bendixen Rønkilde.
Tid: Søn. d. 12. september 2010, kl. 10.
Sted: Flintholm Kirke, Junggreensvej 14, Frederiksberg
Lutherkirken: Højmesse. Høstgudstjeneste ved Kristine Gustav.
Tid: Søn. d. 12. september 2010, kl. 12.
Sted: Lutherkirken, Randersgade 3, København Ø
Østermarie kirke. Høstgudstjeneste.
Tid: Søn. d. 19. september 2010, kl. 10.30.
Sted: Østermarie Kirke, Svanekevej 6, Østermarie
Grøndalskirken: Børnehavegudstjeneste ved Elisabeth Bøtkjær. Høstgudstjeneste for børnehaven.
Tid: Tir. d. 21. september 2010, kl. 10.
Sted: Grøndalskirken, Hulgårdsvej 2, København NV
Frihavnskirken: Høstgudstjeneste ved Andreas Christensen. Frihavnskirkens Børnekor og Østerbro Pigekor medvirker.
Tid: Søn. d. 26. september 2010, kl. 10.30.
Sted: Frihavnskirken, Willemoesgade 68, København Ø
Tingbjerg Kirke bliver diakonikirke
Ved festgudstjenesten på søndag får Tingbjerg officiel status som diakonikirke
På søndag er der festgudstjeneste i Tingbjerg, når kirken ikke kun fejrer sin fødselsdag, men også fejrer, at den officielt indvies til diakonikirke. I praksis betyder det, at kirken ikke længere danner den traditionelle ramme om en fast søndagsmenighed, men i stedet tilbyder værested og måltidsfællesskab for en række forskelligartede grupperinger rundt om kirken – familier, børn, friluftsfolket, anonyme alkoholikere, spejdere og migrantmenigheder og måske på sigt de psykisk syge, hvis værested er i fare for at blive nedlagt.
– På en måde er det en gammel nyhed, fortæller sognepræsten Ulrich Vogel og fortsætter: – En kirke tager jo farve efter de mennesker, der bor rundt om den. Og naturligvis har det diakonale arbejde altid spillet en rolle herude. For fem år siden begyndte menighedsrådet imidlertid målrettet at udvikle det diakonale arbejde baseret på en analyse af sognets forskellige grupper. Her fik vi blik for, at enlige med børn er en meget stor gruppe, idet mange folk får anvist bolig i Tingbjerg i forbindelse med skilsmisse. Et af resultaterne blev vores arbejde med at arrangere ”ulvetime” for børnene og udbygge det med et samarbejde med Folkekirkens Feriehjælp. Et andet initiativ var rettet mod bydelens mange ”friluftsfolk”, der står og ”hygger sig på torvet med en øl”. Dem har vi haft rigtig megen glæde af at kunne servere fredagsbrunch for med frisk juice, frisk frugt og ordentlig mad, samtidig med at vi har inviteret dem til en gudstjeneste på det tidspunkt. Nu drager menigheden blot konsekvensen af hele dette arbejde og udvikler kirkens fokus på diakonien fuldt ud, fortæller sognepræsten.
Hensigten er, at der for de forskellige grupperinger skal arrangeres gudstjeneste og fællesspisning mindst en gang månedligt og på hverdage. I praksis betyder det, at kirken danner rammen om mindst en ugentlig gudstjeneste. Gudstjenesten vil imidlertid ikke ligge om søndagen, men på hverdage. En gang om måneden vil der dog stadig være gudstjeneste om søndagen. Ligesom også højtiderne vil blive gudstjenesteligt markerede.
Madbørs og tøjkammer Lige nu sprudler det i Tingbjerg med nye ideer om at arrangere en madbørs, tøjudveksling, børnekantine, sprogcafe osv. For at kunne rumme alle disse nye tiltage er det tanken, at den tidligere præstebolig på Langhusvej 3 skal indrettes til Diakoniens hus. Præcis hvor meget, der vil komme op at stå, afhænger dog også af, i hvilket omfang det bliver muligt at engagere frivillige, fortæller Ulrich Vogel. Han har siden foråret været på studieorlov for at hente inspiration og er netop ny kommet hjem fra Tyskland med en masse gode ideer.
– Et af de områder, jeg er meget optaget af, hedder i Tyskland ”Taffeln”. Det er det, vi herhjemme kalder en madbørs. I Tyskland er det lykkedes for kirken at lave samarbejdsaftaler med alle de store supermarkedskæder om at få stillet de varer til rådighed, der er på vej til at udløbe. Disse varer bliver derefter sorteret og uddelt til de mange, for hvem økonomien er virkelig stram. Her hos os er det især de enlige mødre, vi tænker på. Det gode ved et sådant projekt er, at det ikke kun hjælper de mange, der på den måde får et ekstra tilskud til den stramme økonomi. De involverer også en masse frivillige, og endelig er det jo også miljøvenligt på den måde at undgå det store madspild, som hver dag foregår i de store supermarkeder, fortæller sognepræsten Ulrich Vogel.
– For det fjerde er det en rigtig god måde at få gang i integrationsarbejdet; sult og nød kender altså ikke til religion og race, udtaler en forventningsfuld sognepræst afslutningsvis.
Karen Schousboe
Læs mere her:Sognepræstens hjørne - http://www.tingbjergkirke.dk/
Restaurant Noma var med, da Fedtekælderen fyldte år
Mesterkokken Torsten Vildgaard fra restaurant Noma tog fusen på manden på risten, da han lagde til kajs ved Christianshavns Kanal og afleverede sin last bestående af verdens bedste fedtemadder til Kirkens Korshærs varmestue Fedtekælderens 50 års-fødselsdag
Fedtekælderen har adresse på Overgaden oven Vandet på Christianshavn, ikke langt fra den verdenskendte restaurant Noma i Strandgade. Det daglige klientel i Fedtekælderen tæller blandt andet hjemløse, psykisk syge, misbrugere og ensomme mennesker. Stedet hedder Fedtekælderen, fordi det var fedtemadder, som var dagens ret, da varmestuen så dagens lys for 50 år siden. Fedtemadder med te til ti øre per portion blev betegnet en ”korshærsplatte.”
Det kastede dog en skygge over festlighederne på 50 års-dagen, at varmestuens personale og brugere i det daglige må krybe sammen i et lille, tilstødende lokale, fordi selve varmestuen er angrebet af skimmelsvamp. Det koster mere end 600.000 kroner at sætte varmestuen i stand igen, penge som Kirkens Korshær desværre ikke har. Selv om gæsterne, som konferencieren Master Fatman, alias Morten Lindberg, understregede, er rige på hjertevarme, er pengene små i de socialt udstødtes miljøer, så der var ingen stor check blandt de ellers fine gaver.
Torsten Vildgaard havde Sanger Kaj og harmonikavirtuosen Niels Spillemand med i båden. På deres gode, gammeldags gårdsangerrepertoire var også den gamle revyvise om ”Manden på risten”, som handler om den hjemløse, der står sulten og nyder alle de gode dufte fra de dyre restauranter. Det er en fornemmelse, Fedtekælderens brugere godt kender til.
Men takket være fødselsdagsgaven fra Noma, som i april i år blev kåret til verdens bedste restaurant af det anerkendte London Restaurant Magazine, gik ingen af deltagerne i fødselsdagsfesten sultne hjem fra festen. Ud over fedtemadder stod menuen endvidere på sodavand fra Brugsen på Christianshavns Torv, wienerbrød fra Lagkagehuset, hjemmebagt lagkage og grillpølser.
Den fine, nordiske pålægsklassiker fra Noma gjorde dog størst indtryk. Det var verdens bedste fedtemadder, der blev serveret: Svineflommen og den røgede svinespæk hakkes og koges ved svag varme i fire-fem timer. Efter at vandet er kogt fra, bliver fedtet kølet ned under stuetemperatur. Det smages til med æbleakvavit og lidt hemmelige krydderier, håndblendes og serveres med fedtegrever på hjemmebagt rugbrød med masser af udblødte kerner. På fødselsdagen blev fedtemadderne spist op til den sidste rugbrødskrumme.
Folkekirkens Infocenter
Kirke og tyrkisk forening går sammen om Ramadanmiddag på Nørrebro
Hensigten er at fremme det gode naboskab på Nørrebro – uanset folks kulturelle og religiøse baggrund
Gode naboer deltager i hinandens glæder og sorger, de føler omsorg for hinanden og inviterer indenfor i højtiderne. Derfor er Stefanskirken og den tyrkiske forening Rosen igen i år gået sammen om at holde Ramadanmiddag på Stefanskirkens kirkeplads, hvor alle kirkens naboer er inviteret. Kirken bruger en aften i godt selskab til at hylde det mangfoldige naboskab på Nørrebro samt fejre ramadanen.
- Gæstfrihed er et kernebegreb i de fleste religioner, jeg kender. Så det gælder bare om at udøve den frihed, når vi kan. Her på Nørrebro kan man nogle gange ufrivilligt deltage i naboens fester igennem tynde vægge. Men der er faktisk en menneskelig pointe i også at invitere naboen med og også nogle gange nysgerrigt selv invitere sig med til naboens højtider. Desto bedre man lærer andres traditioner at kende, desto mere forstår man om sig selv, udtaler sognepræst Pernille Østrem.
Vi vil gerne tale sammen Man snakker godt sammen, når man sidder til bords. Både muslimer og kristne har igennem tiderne trukket ud i det offentlige rum for at fejre henholdsvis ramadan og påske i fællesskab med andre. Og vi vil også gerne snakke sammen. Derfor ser vi ramadanmiddagen som en oplagt mulighed for at vende tanker og værdier – en mulighed for lære hinanden bedre at kende på tværs af bord, kultur og religion.
- Det er vigtigt at tale sammen, for det er jo sådan, vi lærer hinanden at kende. Og de fleste, vi kender, kan vi på en eller anden måde også relatere til og oven i købet li´. Derfor håber jeg, at en Ramadanmiddag giver anledning til, at folk får snakket godt sammen på tværs af kultur og religion, således kan vi skabe accept af hinandens forskelligheder, som vi bør betragte som en fælles rigdom, udtaler Ertan Kurtulmus, formand for den tyrkiske forening Rosen.
Nye traditioner på Nørrebro Det er tredje år, at Rosen og Stefanskirken arrangerer Ramadanmiddag på kirkepladsen. Ud over at styrke og fremme naboskabet i bydelen er målet med middagen også at skabe nye gode traditioner på Nørrebro. Med udgangspunkt i gamle skikke fra forskellige kulturer, udvikles her nye og fælles traditioner for alle nørrebro-borgere. Traditioner, der er forbundet med fællesskab på tværs af kultur og religion. Den fælles ramadan-middag følges op til påske, hvor naboerne den anden vej rundt bliver inviteret på traditionelt påskemad.
Folkekirkens Infocenter
Fakta:
Ramadanmiddag 2. september kl. 19.30 er arrangeret i samarbejde mellem Stefanskirken og det tyrkiske forening ROSEN
· Middagen holdes på kirkepladsen, Nørrebrogade 191.
· Arrangementet begynder kl. 19.30, men vi spiser først, når fasten brydes.
· Maden er tilberedt - efter alle kunstens regler – af muslimske ”madeksperter”.
· For at sikre at gæsterne får snakket godt sammen, vil hvert bord være forsynet med en bordvært.
· Under middagen vil der være mellemøstligt inspireret musik og taler ved mennesker med tilknytning til Nørrebro.
· Alle er inviteret!
|
Kig stiftet i kortene
Stiftets årsrapport fra 2009 er interessant læsning for alle dem, der interesserer sig for, hvad et stift er, og mere præcist, hvad der foregår i Nørregade
Københavns Stift er en mangeartet virksomhed. Nu foreligger årets rapport, og det giver mulighed for alle dem, der ønsker at finde ud af, hvad et stift egentlig er for en størrelse, og hvilke opgaver der mere præcist løses i Nørregade.
Når det så er sagt, bærer årets regnskab præg af de ganske særlige forhold, der rådede i stiftet i 2009, hvor der blev afholdt bispevalg. Her fungerede Stiftsadministrationen i en lang periode som sekretariat for valgbestyrelsen med en ganske betragtelig forøget arbejdsbyrde til følge. Helt konkret betød det, at stiftet måtte opjustere bemandingen med en ekstra jurist.
Endvidere bærer regnskabet præg af de forøgede omkostninger, som de mange nye tiltag rundt om i stiftets kirker har foranlediget. Nærmere betegnet blev 2009 året, hvor det for alvor gik op for menighedsråd, at de havde mulighed for at få ekstra præster ansat, såfremt de selv kunne finde midler til at finansiere dem. Det er tydeligt, at dette har givet anledning til et større arbejde med at få ansættelseskontrakter udfærdiget. Især da mange af disse nye præster enkeltvis er blevet ansat i forskellige kombinationsstillinger.
Endelig er det også tydeligt, at det store arbejde med at rådgive sogne og menigheder omkring de nye jobbeskrivelser og ansættelseskontrakter har givet anledning til en del ekstra arbejde.
Men læs selv. Årsrapporter er altid interessante for dem, der er interesserede i forvaltning og virksomhedsdrift.
Karen Schousboe
Læs hele årsrapporten her
Stor opbakning til sømands- og udlandskirkernes arbejde
Der er fortsat brug for danske kirker i udlandet. Det blev slået fast, da Danske Sømands- og Udlandskirker, DSUK, holdt lands- og repræsentantskabsmøde fredag den 27. august
De danske kirker i udlandet har det godt, og der er stigende interesse for det arbejde, der laves verden over.
Sådan lød konklusionen, da Danske Sømands- og Udlandskirker, DSUK, fredag den 27. august afholdt lands- og repræsentantskabsmøde på Hotel Nyborg Strand. Her blev det i flere taler slået fast, at kirkerne gør en forskel. Det mente blandt andre formanden for Folketingets Kirkeudvalg, Britta Schall Holberg (V.
„Jeg skal ikke nægte, at jeg er voldsom begejstret for jeres arbejde, og det siger jeg ikke, for at jeg skal stå her og please jer. Men jeg mener det. Vi lever i en global tid, hvor danskere rejser ud i hele verden, fordi de skal arbejde eller studere. Vi rejser mere, end vi nogensinde har gjort, og derfor er der behov for jer mere end nogensinde før,” sagde Britta Schall Holberg.
DSUK betjener alle danskere i udlandet DSUK har på verdensplan 53 kirker. Dertil kommer en række prædikensteder, hvortil der lejlighedsvis udsendes en dansk præst. Det vil sige, at kirkerne betjener alle danskere, der bor, arbejder eller blot er turister i udlandet. Målgruppen spænder derfor fra rygsæksrejsende over au pairs til søfarende og danskere, der er udstationeret under fremmede himmelstrøg. Det er en stor opgave for DSUK, og i sin mundtlige beretning lagde formand A.O. Andersen da heller ikke skjul på, at det arbejde, alle finder så nødvendigt, også koster penge.
„Når vi taler om penge, kan vi godt fornemme en irritation hos politikerne. Men vi har fortsat en stor opgave, og derfor er det kun rimeligt, at der følger penge med fra Danmark,” sagde han.
Urimelige skatteregler forhindrer kirkearbejdet
Et væsentligt emne på lands- og repræsentantskabsmødet var skatteforholdene. Hvis en dansk statsborger bor og arbejder i udlandet, men betaler skat til Danmark, går kirkeskattedelen ikke til folkekirken, men til statskassen. I 2008 drejede det sig om 16,8 millioner kroner – svarende nogenlunde til DSUKs samlede budget.
„På grund af reglerne oplever vi, at vores kirkemedlemmer ude i verden må betale kirkeskat to gange. Vi foreslår derfor, at beløbet går til vores kirker, hvilket både er realistisk og rimeligt, da pengene skal gå til det formål, de er tænkt som,” sagde han.
Nyt undervisningsmateriale DSUK har stor opbakning – også i Danmark. Således er mere end hvert tredje menighedsråd medlem af organisationen for dermed at signalere den enhed, der er mellem folkekirken hjemme og ude. DSUK gør også en stor indsats for at fastholde den forbindelse. På mødet i Nyborg blev DSUKs nye undervisningsmateriale for konfirmander og eleverne i kirke-skole-tjenesterne præsenteret. Materialet kan bestilles gratis på DSUKs kontor.
Hans Skov Christensen ind i bestyrelsen I forbindelse med mødet var der valg til bestyrelsen. Johannes Jacobsen, tidligere direktør i Terma, blev genvalgt, mens Inge Kjær Andersen og Anders Vestergaard blev nyvalgt. Inge Kjær Andersen er formand for menighedsrådet ved Hans Egedes Kirke i Aalborg er og hovedbestyrelsesmedlem i Socialdemokraterne. Anders Vestergaard er sognepræst i Birkerød og har tidligere været assistent ved Den danske Sømandskirke i Hull.
Samtidig valgte bestyrelsen at gøre brug af deres ret til at supplere sig selv med et medlem udefra. A.O. Andersen meddelte, at Hans Skov Christensen, direktør i Dansk Industri, havde takket ja til at indtræde i bestyrelsen.
Bo Nygaard Larsen, informationsmedarbejder, DSUK
Flagdag og mindedag højtideligholdes i landets kirker
Den nationale flagdag for Danmarks udsendte er indstiftet for at give det officielle Danmark mulighed for at hædre de personer, der har været udsendt fra Danmark. I København indledes dagen med en gudstjeneste i Holmens Kirke
Dagen igennem er der gudstjenester, æresvagter og parader samt kransenedlægning over hele landet, når kirken og forsvaret går sammen om at mindes de døde og ære de levende soldater, der har været og er udsendt af det officielle Danmark til de globale brændpunkter.
København
I København indledes dagen med en gudstjeneste i Holmens Kirke kl. 12.00, hvor repræsentanter for kongehuset, regeringen, Folketinget og forsvarets ledelse deltager. Desuden er pårørende til årets danske dræbte soldater inviterede. Selve gudstjenesten er kun for inviterede gæster. Efter gudstjenesten er der derimod offentlig parade på Christiansborg Slotsplads samt en honnørkommando, der bl.a. består af inviteret personel, der er eller har været udsendt i det forløbne år. Efterfølgende er der reception for indbudte i Rigsdagsgården kl. 13.30-15.00 med Folketingets Præsidium som vært, mens der på slotspladsen er støttekoncert tilrettelagt af De Blå Baretter.
Samme morgen markerer Den Kongelige Livgarde ISAF Hold 9-soldaternes hjemkomst ved en parade og march gennem byen. Paraden forlader Livgardens Kaserne i Gothersgade kl. 10.00 og marcherer ad Købmagergade og Strøget til Rådhuspladsen, hvor den officielle hjemkomstparade afvikles med taler af bl.a. chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Agner Rokos. Herefter tilslutter man sig arrangementet på Christiansborg Slotsplads.
Landet over Det officielle Danmark er desuden også med til at markere dagen over hele landet ved gudstjenester og parader, bl.a. i Allinge, Fredericia, Haderslev, Horsens, Holstebro, Jyllinge, Køge, Køng, Næstved, Skive, Viborg og Ålborg.
Karen SchousboeSe mere om dagens program på
Folk og Forsvar Gudstjenesten fra Holmens Kirke sendes på DR1
I lyset af at gudstjenesten i Holmens Kirke af praktiske årsager er reserveret inviterede gæster, oplyser kirken, at der som sædvanlig almindelig gudstjeneste kl. 17:00
Liv og død
Det er hverken sidste valg eller den overbeviste pacifisme, der skal afgøre, om de hjemvendte soldater skal hædres. Vores soldater er i krig og har gjort os ære i det fremmede. Så gå derfor på gaden på søndag og vis, at også stoltheden er på vores side, udtaler sognepræst Claus Oldenburg
På søndag går de hjemvendte soldaters parade gennem København, og det er flagdag for vores folk, der sætter liv og lemmer på spil i det fremmede. Alle med hjerte i behold bør slutte op om denne begivenhed – også kirkens folk. For vel kan man være uenig om meget, og blandt det aktive kirkefolk findes der af gode grunde mange pacifister. Men nu er det engang sådan, at landets politiske ledelse for år tilbage besluttede at sætte danske tropper ind i spillet om Afghanistan. Så det er egentlig ikke sidste valg, ugens meningsmåling om krigsdeltagelsen eller den overbeviste pacifisme, som afgør, hvor mange faldne og sårede vi har – eller om de hjemvendte skal hædres.
Vi har faldne, og flere fra Livgarden er begravet fra Garnisons Kirke, som i almindelighed er Hærens store kirke i København, og som i særdeleshed er Den Kongelige Livgardes kirke. De faldnes navne bliver mejslet i sten. Vi har de sårede, og mange af dem er invaliderede for resten af deres dage. Der bliver hjulpet. Vi har de hjemvendte, og selv om mange civile måske ikke kan lide ideen om, at Danmark er i krig, så skal de sårede og de hjemvendte have al den ære og al den hæder, de kan få. For de har sat liv og lemmer på spil, og bare den risiko skal de have æren for. Eller som en sergent sagde til mig inden sit bryllup, som var et ægte krigsbryllup: ”Vi véd, at fire til fem af os ikke kommer hjem!” Han kom selv hjem, men han mistede to kammerater.
Missionen på Balkan fik generel støtte blandt Hærens folk. Det gjorde missionen i Irak til gengæld ikke, for indsatsen blev opfattet som for politisk. Men udsendelsen til Afghanistan giver mening for de udsendte, for de kan simpelthen hjælpe en lokalbefolkning mod to fjender: Et religiøst-ideologisk hårdtslående Taleban og en korrupt overklasse af omkring 100 regerende familier. Om så krigen kan vindes fra NATO’s side er en anden sag, men vores udsendte sætter faktisk liv og lemmer på spil i håb om at kunne hjælpe deres medmennesker i jordhøjde og i deres afghanske sammenhæng. Det kan vores folk, og de gør det.
Når vi fra kirkens side skal være med dér – og det er vi faktisk også med en meget effektiv feltpræsteordning – så skyldes det præcis spillet mellem liv og død. For hvis der er nogle, der har brug for fagfolk i forhold til denne grænse, så er det de alvorligt syge på hospitalerne, det er langtidsfangerne i fængslerne, og det er soldater i krig. Vores soldater er i krig, og de har et internationalt godt ry for at være dygtige til både freden og krigen, og dette både-og tjener dem til ære. Ordet ’ære’ giver faktisk kun mening, hvis sagen er så alvorlig, at man sætter sit liv som indsats.
I kirken har vi hørt det før. Men gå nu på gaden efter kirketid på søndag og vis, at stoltheden også er på vores side – for de er vores egne, som de kommer marcherende dér i deres ørkenuniformer og har gjort os ære i det fremmede.
Claus Oldenburg, sognepræst i Garnisons Kirke
Luft til sjælen
Frirum i hverdagen og luft til sjælen er blot nogle af de glæder, som deltagerne i Exit har oplevet. En meget positiv evaluering dokumenterer dog også, at der med i købet følger en bemærkelsesværdig resocialisering
Det er ikke nemt at sidde længerevarende inde, efter at man har begået alvorlig kriminalitet. Ud over frihedsberøvelsen og den materielle forarmelse, der meget ofte følger i kølvandet på en fængselsdom, er det sociale liv i fængslet ofte præget af en hård omgangsform, som er med til at forrå de indsatte. Som langtidsindsat mister man derfor som regel ikke kun kontakten til den nærmeste familie, men også sociale kompetencer. Når man derefter sættes på fri fod igen, skal man ikke kun slås med at finde et sted at bo og genoprettet økonomien. Man skal også leve med, at det ikke længere er muligt at optjene udslusningspenge. Resultatet er et væsentligt tilbagefald. Kriminalforsorgens tal viser således, at mere end 25 % af de indsatte, efter udstået straf, begår ny kriminalitet.
Det er naturligvis ikke fornuftigt, og en række projekter arbejder med at udvikle forskellige metoder til at give de indsatte nogle bedre muligheder for at blive udsluset. Sidste år blev elleve projekter sammenlignet med henblik på deres evne til at skabe fornyet tilknytning til arbejdsmarkedet for personer, der befandt sig i udkanten. Heriblandt befandt projektet, der går under navnet ”fra indsat til ansat”, og som har været tilknyttet Exit siden 2008.
Evalueringen viser, at projektet har haft markant succes med at løfte disse udsatte mennesker ud af deres vanskelige livssituation. Over en næsten 2-årig periode er det lykkedes at sikre 90 % mod at begå ny kriminalitet, 53 % har fået tilknytning til arbejdsmarkedet, 80 % har fået øget motivation til at få et arbejde, og 80 % har fået forøget deres netværk og sociale kompetencer. I forhold til andre tilsvarende projekter er det et meget bemærkelsesværdigt resultat. Erfaringerne fra projektet er så gode, at der lige nu arbejdes med at finde kontakter i trekantsområdet, der har energi til at skabe en parallel til Exit.
Karen Schousboe Interesserede kan læse meget mere om projektet i rapporten fra Rambøll Se web-tv om Exit ved Apostelkirken Læs klumme skrevet af Niels Nymann EriksenLæs interview med Linda Kjær MinkLæs mere på Café Exits hjemmeside
En straf oveni
For mange tidligere fanger er overgangen fra fængselslivet til livet udenfor en uhyre vanskelig færd
En fængselsdom skal både straffe og forhindre den kriminelle i at begå fornyet kriminalitet. Men efter endt afsoning er chancen for at ryge retur i fængselet paradoksalt nok betragteligt større end inden første bekendtskab med fængselets inderside. Prisonisering kalder fagfolk den proces, som de indsatte gennemgår, og som kan beskrives dels som en tilvænning til fængselskulturen dels som en fravænning fra samfundet, som det kan være svært at lægge bag sig ved endt afsoning.
Udfordringer ved løsladelsen Som et led i sin ph.d.-afhandling har Linda Kjær Minke tilbragt over 1000 timer sammen med indsatte i Vridsløselille Statsfængsel. Her har hun blandt andet beskæftiget sig med tilpasningen til fængselslivet og dens betydning i perioden efter løsladelsen.
– 53 % af dem, jeg talte med, var familiefædre. Og for dem fyldte håbet om at kunne træde ind i forsørgerrollen for deres børn utrolig meget. De er nervøse for, om de kan klare de udfordringer, der ligger og venter på dem efter løsladelsen. Om de kan få styr på økonomien, om de kan klare de familiære udfordringer, og om de har taget skade af at sidde inde, forklarer Linda Kjær Minke.
Dårligere til at navigere i kaos Nervøsiteten er der god grund til at have. Mange tidligere indsatte oplever nemlig, at den virkelige straf først for alvor tager sin begyndelse ved løsladelsen.
– Livet i fængselet er gennemreguleret og planlagt til mindste detalje. Og de fleste tidligere fanger oplever, at det er svært at omstille sig og i det hele taget navigere i et på mange måder kaotisk samfund.
En straf oven i fængselsstraffen Ud over at straffe de indsatte ved frihedsberøvelse kan det se ud, som om fængselssystemet tilføjer den indsatte endnu en straf. Den består i at fjerne den indsatte endnu mere fra det omkringliggende samfund og dermed gøre det endnu vanskeligere ved endt afsoning at resocialisere.
– Dels sker der nemlig under et fængselsophold en forråelsesproces, der gør, at de indsatte efter et stykke tid fx tolererer langt større uretfærdigheder uden at gribe ind, dels er det, navnlig i de lukkede fængsler, meget vanskeligt at bevare kontakten til det omkringliggende samfund, både hvad angår de sociale relationer og hvad angår samfundsudviklingen i det hele taget. Mine observationer tyder på, at man ved at forstærke afstanden mellem fængsel og ”normalsamfund” tilføjer endnu en straf til fængselsstraffen, nemlig den at gøre det endnu vanskeligere for de tidligere fanger at fungere i en almindelig hverdag, slutter Linda Kjær Minke.
Kirsten Weiss Mose
Interesserede kan læse meget mere om projektet i rapporten fra Rambøll Se også web-tv om Exit ved Apostelkirken Læs også klumme skrevet af Niels Nymann EriksenLæs mere på Café Exits hjemmeside
Exits kirkelige profil
Vi ser det som vores opgave at hjælpe mennesker til at tage ansvar for deres liv, fortæller Niels Nymann Eriksen, sognepræst i Apostelkirken og formand for Exits bestyrelse, om det kirkelige engagement i caféen
Exit begyndte som et pastoralt anliggende. De to præster fra Vestre Fængsel så et behov for at skabe et kirkeligt fællesskab uden for murene, som kunne følge op på nogle af de kontakter, de havde bygget op bag murene. Og fangekorets leder, Louise Adrian, så et behov for at finde et sted, hvor de medlemmer af koret, som var blevet løsladt, kunne mødes og øve og opbygge et netværk uden for fængselsverdenen.
Den kirkelige vinkel er forsat en bærende del af Exits selvforståelse, selv om arbejdet siden har udviklet ad veje, som ikke var forudset, da pionergruppen første gang mødtes. Det gik snart op for os, at arbejdet måtte have to ben at stå på, hvis det skulle have sin gang på jorden.
Det ene ben var den arbejdsmarkedsrettede indsats, som bestod i at hjælpe indsatte til at få et job og fastholde dem i det.
Det andet ben var den sociale indsats, som bestod i at tilbyde den enkelte afsoner kontakt med en Exit-ven, som fungerer som en personlig mentor i resocialiseringsprocessen. Der er også en række andre sociale tilbud lige fra terapi til Exit Sports Club. Og så er der den månedlige kultureftermiddag hvor 80-90 indsatte, eksindsatte og frivillige samles i Apostelkirkens menighedssal til 3 timers sang og samtale.
Hvad indebærer den kirkelige vinkel så for Exits indsats?
Den ligger først og fremmest i form af det kristne menneskesyn, både tanken om at mennesket er skabt i Guds billede, men også forståelsen af skyld, synd og tilgivelse. Vi ser det som vores opgave at hjælpe mennesker til at tage ansvar for deres liv og tror, at angeren kan være en helende kraft i et menneskes liv. Det er også en del af vores udgangspunkt at fastholde troen på, at der findes nye begyndelser, og at et menneske ikke kan reduceres til summen af dets hidtidige handlinger.
Vi arbejder også på at udnytte det resocialiserende potentiale, der ligger i menighedsfællesskaber. Mennesker, som skal ud i samfundet efter længere tid bag tremmer, har brug for kvalificerede fællesskaber og nye netværk. Det er vores håb, at flere menigheder her kan komme på banen og vise sig som fællesskaber, der er i stand til at integrere de tidligere afsonere, som har behov for dem. Dette sker i et samarbejde med fængselspræster og sognepræster. Ved de månedlige kultureftermiddage, hvor der blandt andet synges en del gospelsange, er der også mulighed for at skrive en bøn og tænde et lys, og der er altid flere præster til stede, som man kan få en samtale med.
Der er et nært samarbejde mellem Exit og fængselspræsterne, dels ved at de er repræsenteret i ledelsen (der sidder 3 af dem i bestyrelsen), dels ved at mange af kontakterne ind bag murene formidles af dem. Det betyder, at Exit både i de indsattes og vores egen bevidsthed opfattes i forlængelse af fængselskirkens arbejde.
Niels Nymann Eriksen, formand for Exits bestyrelse
Interesserede kan læse meget mere om projektet i rapporten fra Rambøll
Se også web-tv om Exit ved Apostelkirken
Læs også interview med Linda Kjær Minke
Læs mere på Café Exits hjemmeside