image
Babygudstjenester er populære

Præstemangel truerShare|

Den truende præstemangel diskuteres på en kirkeministeriel konference i næste uge. Udviklingen er dog meget mere truende, end konferencen lægger op til

Det er velkendt, at der i øjeblikket ikke findes egentlig arbejdsløshed blandt teologer. Allerede nu er der således stillinger, der må opslås flere gange for at sikre et ordentligt felt af ansøgere. Dette er en del af baggrunden for det øgede fokus på præsternes rekruttering og uddannelse, som en kirkeministeriel konference sætter fokus på i næste uge. På nettet blev derfor forleden lagt diverse materiale, der fungerer som oplæg hertil. I dette materiale indgår dels betænkningen om denne problematik fra december 2008 samt den rapport fra TrendEduc, som rekvireredes i sin tid. Endvidere foreligger en ordentlig stabel af høringssvar, som kan downloades og drøftes. En gennemgang af materialet viser imidlertid, at situationen ret beset er langt alvorligere, end det umiddelbart siges blandt andet i konsulentrapporten.

 

2015

Rapporten angiver, at der vil være en mangel på 500-600 præster fra 2015. De redskaber, som foreslås bragt i spil – oprettelse af stillinger uden boligpligt, så begge teologer i et parforhold har mulighed for at finde arbejde, udskydelse af pensionsalderen med fem år samt en bedre gennemførelsesprocent på teologistudiet – kan imidlertid ikke forventes at få fuld effekt. Tilsammen vil disse redskaber højst kunne generere mellem 150 og 200 flere kandidater til de mange stillinger. Men medregnet er ikke de mange ældre præster, der i disse år søger på efterløn. Ej heller de mange yngre præster, der efter kort tid søger væk fra kaldet på grund af de utidssvarende arbejdsvilkår.

 

Alvorlig præstemangel

Endelig er der tale om et typisk status quo-scenarie. I rapporten tages der således højde for, at teologer vil søge over i andre brancher, fordi der forventes at blive en voksende efterspørgsel efter eksempelvis konsulenter i servicebrancherne. Men der tages ikke højde for, at der vil være en tilsvarende vækst i efterspørgselen efter kirkelige ydelser i folkekirken. Vi ved ganske vist, at folkekirken allerede i dag lider af en meget alvorlig præstemangel. Den kan aflæses i det forhold, at der næsten ingen grænser er for de gode initiativer, kreative menighedsråd kan have ønske om at iværksætte. Og dermed heller ingen grænser for, hvilke krav der stilles til de sognepræster, der er ansat de pågældende steder. Eller grænser for de krav, samvittighedsfulde og kreative præster stiller til sig selv. For få år tilbage var der således ikke noget, der hed minikonfirmander. Nu er det snart obligatorisk. Undersøgelser af præsternes arbejdsvilkår viser da også, at 80 % af præsterne arbejder mere end 40 timer ugentligt, at halvdelen føler sig mere eller mindre stressede, og at en tredjedel har overvejet inden for de seneste to år at søge væk (Læs sammendrag af undersøgelsen bag tallene  her ).

 

Et faktum er det da også, at der sammenlignet med andre kirker eksisterer et groft misforhold mellem antallet af præster og antal af sjæle, således som det er almindeligt i andre kirker. Eksempelvis er det gennemsnitlige antal sjæle pr. præst i dagens Danmark ca. 2000, mens der i USA (hvor mange af de aktivistiske ideer stammer fra) går ca. 800 sjæle på en præst. Bemærkelsesværdigt er det også, at der i den katolske kirke her til lands går mellem 500 og 700 sjæle pr. pater. Med disse tal in mente burde der være ca. 5500 præster i folkekirken i dette land. Og der er arbejde nok til dem. Det viser sig jo i de rige sogne, hvor man nu vælger at slå stillinger op, finansieret af menighedsrådene. Hvilket gør rekrutteringen i Nordjylland og på Bornholm endnu vanskeligere.

 

Management
At dømme efter betænkningens indhold, som danner baggrunden for drøfterlserne i Kolding i næste uge, er der imidlertid ikke udsigt til, at en fordobling af finanslovens tilskud til præstestillingerne bliver den fremtidige løsning. Tværtimod ser det ud til, at man hellere vil kredse omkring mere luftige spørgsmål, såsom: Hvad er autentiske præster? Hvad kan folkekirken forvente sig af sine præster? Hvilken rolle kan provsten spille som vejleder for præsterne? Hvordan inspirerer, opmuntrer og vejleder man som biskop? Hvad er i det hele taget en god præst? Hvordan skal uddannelsen i fremtiden tilrettelægges? Og efteruddannelsen?

 

Der er nok, at diskutere i Kolding i næste uge. Men om man der vil tage livtag med det grundlæggende problem, at der er et misforhold mellem forventningen til præsterne og lønsummen, der står til rådighed, vides ikke.

 

Læs artikel om betænkningen og de mange høringssvar her

 

 

Karen Schousboe

Opdateret  20-07-2010