Inspiration er nøgleordet!Share|
Velkommen til Kirken i Københavns nye hjemmeside.
Så er den her! Kirken i København har fået helt ny hjemmeside med nyt om alt det, som sker i vores kirke. Her finder du på overskuelig vis alle nyhederne, der skal inspirere dig til at udvikle kirkens liv og vækst. Her finder du alt ”det fromme”, der skal give dig mod på at beskæftige dig med troens anliggender. Og alt det tematiske, der peger hen mod vores arbejde i kirken med studiekredse, samtalegrupper, undervisningstiltag, musiklivet og alt det andet.
Nogle vil måske tro, at det så bare er gammel vin på nye lædersække. Men der er også hældt ny vin på: Øget nyhedsdækning, flere aktuelle anmeldelser og en ny salmetunge, der mere præcist skriver sig ind i stemningen i ugens salme med link til det fine arbejde, som gøres i regi af kirkemusikalsk kompetencecenter. I de næste uger vil vi løfte sløret for endnu flere tiltag, bl.a. vil du i fremtiden kunne se videoklip på hjemmesiden, der kommer et særligt ”støvet hjørne” med nyheder fra de teologiske fakulteter og meget mere.
Skriv allerede nu til os med ros & ris. Men bær også over med os og gør det kærligt og konstruktivt. Der mangler stadig en del hjørner og først fra næste uge vil det blive muligt at tilgå hele vores gamle arkiv på ny og lidt efter lidt.
Karen Schousboe
Sognehjemmesider:
En lang række sogne har egen hjemmeside i vores tidligere Sitecore-løsning. Både de og andre interesserede vil blive tilbudt en Sitecore-Foundry løsning, som svarer til vores nye side. Selve udseendet, er op til det enkelte sogn, men den nye løsning byder på langt flere muligheder og mere brugervenlighed.
Der kommer også nye stifts- og provstihjemmesider i den nye løsning. Mere information følger pr. brev og her på siden.
Se også www.sognetpaanettet.dk