image

Kirken i Grønland forbliver i folkekirkenShare|

Kirken i Grønland skal fortsat være en del af den danske folkekirke, understreger Mimi Karlsen, som lige nu arbejder på en ny lov på det kirkelige område

For nærværende pågår en livlig debat i de grønlandske medier om Kirken I Grønlands fremtidige status under selvstyret. Naalakkersuisoq for Kirke (Landsstyremedlem for kultur, uddannelse, forskning og kirke) Mimi Karlsen, mener at Kirken i Grønland er en del af den danske folkekirke - også under Selvstyret. Hun fastslår til den grønlandske radio, Kalaallit Nunaata Radioa, at ifølge hendes opfattelse er den grønlandske kirke en del af Rigsfællesskabets kirke, Kirken har længe ventet på en politisk udmelding fra netop Mimi Karlsen.

Det store spørgsmål har været, om Kirken skulle løsrive sig og blive selvstændig, sådan som Færøerne har gjort. Men det afviser Mimi Karlsen nu.
- Der er ingen her, som ønsker, at Kirken skal løsrive sig fra Rigsfællesskabet, udtaler hun videre. Vii har ikke tænkt os at gøre som Færøerne. Vi vil stadig gerne stå fast ved Grundloven og den evangeliske-luthersk Kirke og være med i den danske folkekirke, tilføjer Mimi Karlsen.

Hun arbejder i øjeblikket på en ny landstingslov om Kirken i Grønland. Loven sendes nu i høring, og så skal den herefter til debat i Landstinget.

Grønlandsbiskop er enig
Grønlands Biskop, Sofie Petersen, er fuldt enig med Mimi Karlsen heri. Til Grønlands Radio udtalte hun for nogle dage siden, at den grønlandske kirke ifølge hendes opfattelse fortsat skal være en del af den danske folkekirke - eller Rigsfælleskabets Kirke, som hun kalder den.
- I Rigsfælleskabets Kirke er både den danske og grønlandske folkekirke, og jeg synes helt bestemt, at vi hører sammen, fastslår biskop Sofie Petersen.
- Som lille kirke er det svært at stå alene. Vi har et meget tæt forhold til den danske kirke, og det drager vi nytte af, for eksempel når det gælder medlemskab af de store verdensforbund. Og mange de fordele, ville vi miste, hvis vi blev en selvstændig kirke. For vi har ikke kræfter og kapacitet til selv at ordne de ting, så derfor er det bedre at bruge de fordele, der er ved Rigsfællesskabets kirke. Der er ingen grund til selv at opfinde den dybe tallerken, siger Sofie Petersen videre til Grønlands radio.

I 1993 blev Kirken i Grønland udsondret af Københavns Stift og blev til et selvstændigt stift i Den danske Folkekirke. Selvom Grønland med Selvstyret har overtaget lovgivningsmagten på kirkens område, så mener Sofie Petersen, at der fremover vil være mange fordele ved fortsat at være med i fællesskabet.

 

Karen Schousboe

Læs mere på Grønlands radios hjemmeside

 

Opdateret  20-07-2010