I denne søde juletidShare|

Hvorfor fejrer vi jul? Ja, det gør vi jo, fordi Jesus blev født. Men hvorfor fejrer vi, at Jesus blev født? Se, så bliver det straks mere indviklet at forklare. Men i ’I denne søde juletid’ giver Brorson tre parallelle forklaringer

’I denne søde juletid’ er let at misforstå. Ikke mindst fordi den begynder, som den gør. Umiddelbart kan man nemlig så let forbinde ordene om den søde juletid og den rette fornøjelse fra salmens første linjer med en let traver. Og misforståelserne bliver ikke mindre oplagte, fordi den så ofte synges på melodien til ’Et lidet barn så lysteligt’. Men i virkeligheden giver salmen et af de fineste salmebud på en forklaring af, hvorfor vi fejrer, at Jesus blev født, og hvordan det gøres.

Jesus er menneske og Gud. Vi fejrer derfor Jesus’ fødsel, fordi vi tror, at Gud kom til verden som Jesus for at frelse verden. Frelse den fra hvad? Det går da glimrende! Ja, altså bortset fra, at vi hele tiden laver rav i den. Tramper løs, fordi vi mangler respekt for både os selv og hinanden og den verden, vi lever i.

”En liden søn af Davids rod, / som er og Gud tillige, / for verdens synders skyld forlod / sit søde Himmerige; / det var ham svart at tænke på, / at verden skulle under gå, / det skar ham i hans hjerte; / i sådan hjertens kærlighed / han kom til os på jorden ned / at lindre al vor smerte.”

Det nye med fortællingen om Gud, der kom til verden som mennesket Jesus, er, at Gud dermed viser et nyt ansigt. Han er ikke den vrede, despotiske Gud, der vil have, at mennesker skal gå linegang i verden for ikke at blive besmudset af den, og for at vise, hvor meget de tilbeder ham. Og skulle de nu træde uden for stregen, så er det ikke morsomt længere. Guds nye ansigt er ikke vredt eller brysk. Hvordan Gud med Jesus bliver mild, har igennem teologiens historie været diskuteret vidt og bredt. Blev den vrede Gud mild, fordi mennesket Jesus blev ofret for resten af menneskehedens skyld? Eller blev Gud mildere med årene og sendte sin søn for at vise verden forandringen? At han ikke længere ville have ofre, men barmhjertighed? 

Brorson er ikke i tvivl om, at det er den sidste forklaring, der giver mening: ”Gud er nu ikke længer vred, / det kan vi deraf vide, / at han har sendt sin søn herned / for verdens synd at lide. / Det vorde vidt og bredt bekendt, / at Gud sin søn for os har sendt / til jammer, ve og våde! / Hvo ville da ej være fro / og lade al sin sorg bero / på Jesu søde nåde?”

At Gud har vist verden sit sande ansigt i mennesket Jesus, som blev født i Betlehem en nat for længe siden. Det er det, julen handler om, og den sag har vi behov for at blive mindet om, eller besinde os på, som Brorson formulerer det, igen og igen. Jul efter jul.

”Som natten aldrig er så sort, / den jo for solen svinder, / så farer al min kummer bort, / når jeg mig ret besinder, / at Gud så hjertens inderlig / af evighed har elsket mig /og er min broder vorden; / jeg aldrig glemmer disse ord, som klingede i englekor: / Nu er der fred på jorden!”

Og når vi ind imellem tager den fortælling til os, så bliver der fred. Måske ikke overalt på jorden, måske kun et øjeblik. Måske ikke sådan, som vi havde forestillet os, at der ville være fred. Gråden og besværet slipper vi ikke af med på denne side af himmerig. Men der er saftsusemig grund til at være glad, lyder det igennem Brorsons julesalme, fordi der, når alt kommer til alt, ikke længere er grund til at fortvivles. Og den glæde skal råbes ud, så ”Helvede skal skælve ved / vor julesang at høre.”

”Halleluja! vor strid er endt,

hvo ville mere klage?

Hvo ville mere gå bespændt

i disse frydedage?

Syng højt i sky, Guds kirkeflok:

Halleluja! nu har jeg nok,

Den fryd har ingen lige!

Halleluja, halleluja,

Guds søn er min, jeg vil herfra

Med ham til himmerige!

Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbogen I-II, Det Kgl. Vajsenshus’ Forlag 2003.
Erik Norman Svendsen: Syng for livet – guide til salmebogen. Kristeligt Dagblads Forlag 2008.