Alting kan blive anderledes

Der er noget på spil hver jul. Det er, som om det hele er på spil. På andre sprog kalder man juleaften for den hellige nat. Det er denne nat, denne aften, disse dage, som indeholder hele sandheden. Vi enten skimter det eller mærker det uomtvisteligt

I disse dage er det, som om hele historien samler sig – alt, hvad der var, og såmænd også det, der kommer. Jeg ved ikke, hvad det er, der sker; men hvert år er det den samme julesalme, som i særlig grad bevæger mig. Når organisten intonerer ”Julen har bragt velsignet bud”, så mærker jeg, at jeg må samle mig. Pludselig er der så mange hænder, jeg kan mærke i min hånd. Nogle af dem greb om min hånd, og jeg var lille – andre små hænder har jeg haft i min voksne næve; men den lille hånd gjorde mig blid og fik mig til at drømme på menneskehedens vegne. Det er virkelig, som om det hele er på spil, og jeg undrer mig, for Ingemanns tekst er enkel, barnlig, måske også en anelse sentimental. Men den gælder alligevel – også selv om der ikke er noget sentimentalt i livet.

Tiltro til fremtiden

Klimaforhandlingerne gik ikke, som vi ønskede os det. Rundt omkring i verden kæmper mennesker mod diktatorer. Mennesker sulter. Vi har fattigdom og fordomme tæt inde på livet. Der er alle de ligegyldige småtrakasserier, som vi forpester hinandens hverdage med. Hvert år, når jeg vender øjnene mod den vugge i Betlehem, så vinder jeg en barnlig tiltro til, at alting kan blive anderledes, og jeg undrer mig. Verden burde jo for længe siden have lært mig noget andet. Hvorfor knytter jeg ikke bare næverne og bider tænderne sammen og gør det, der skal til, enten ved listighed eller med voldsomhed?

Omringet af gode magter

Gud fæstner mit blik på denne vugge, og det er virkelig, som om alting bliver nyt igen. Jo, jeg husker godt, hvordan det gik Jesus; men det er nu alligevel, som om hans historie i sin storhed og med sin ondskab får mig til at tro, at der ikke findes nogen løgn, bagtalelse, dumhed og død, som ikke bliver overvundet af livets egen stille stædighed. Det er virkelig, som om gode magter omringer mig. Jeg kan godt stå der med mit livs tragedier, med smerten, med længslen uden at føle mig latterlig og naiv.

Modet til at betragte sandheden

Når jeg fæstner blikket på Jesus, så opdager jeg, at sårbarheden ikke er min akilleshæl, men den vej, som jeg bliver nødt til at gå for at finde medmennesket. I julen er det hellige på spil, og sandheden kan jeg ikke holde væk. Den vælter sig ind på mig, og det livsbekræftende er, at jeg ikke kan lade den ligge. Nu drømmer jeg om alle de muligheder, mennesket har. Vi skal bare turde betragte sandheden. Vi skal vove at beundre og opdage, at den, der beundrer det nyfødte gudsbarn, sker der det samme med, som den, der sætter sig foran et barn. Man taler, ler, pludrer, trøster, vugger, værner, fodrer, tager ind til sig, og man holder liv i barnet og giver det fremtid. Barnet fordrer hele ens menneskelighed og kalder alt godt frem – det vækker én for livet.

I julen bliver mennesker udsat for guddommelig længsel. Man kan ikke skjule sig. Det er, som om alting begynder forfra, og alting er muligt – i hvert fald alt det, som indeholder tro og håb!

Helvede må virkelig være det sted, hvor det altid er vinter, men aldrig nogen jul! Måtte længslen, forhåbningen, tilliden blive en del af julefejringen – ja, måtte I alle få en glædelig jul!

Peter Skov-Jakobsen, biskop i Københavns Stift

Opdateret 20-07-2010