Prædiken julesøndagShare|
Jeg tror, de fleste mennesker har en ganske bestemt følelse i forbindelse med julen, nemlig at der julenat sænkede sig en guddommelig fred over jorden. Der er jo i tidens løb skabt en uendelig række billeder – både som malerier og som fortællinger af det lille barn i stalden, der ligger der og udsender et guddommeligt lys. Man ser dyrene for sig og hyrderne ude på marken og stjernen over Betlehem – og de vise mænd fra østerland, der kommer for at tilbede barnet. Julenat er igennem århundreder fremstillet – næsten som et billede på Paradis med fred på jord, og her hos os har vi jo i høj grad vore religiøse ideer fra salmerne, der netop skildrer julen – ja, jeg havde nær sagt romantisk.
Men ser man grundigt efter, handler julens fortællinger også om det stik modsatte, nemlig om ikke at være accepteret, ja, om at være forfulgt. Selve juleevangeliet er jo ikke bare en fortælling om den himmelske fred, men også om et menneske, der ikke var plads til i denne verden. Der var ikke plads til ham i herberget, og derfor fødtes han i en stald – på niveau med dyrene – skønt han var på niveau med Gud. Og allerede 2. juledag kommer der en meget uhyggelig fortælling om en af de første kristne ved navn Stefanus, som bliver lynchet for sin kristne tro. Og selve evangelielæsningen til 2. juledag er en slags tale af Jesus, hvor han siger, at nogle profeter og vise og skriftkloge vil blive slået ihjel, korsfæstet, pisket og forfulgt.
Der er i julen varslet ikke bare lykke og fred, men også modgang og lidelse. Det gælder i høj grad også evangeliet til i dag, der jo handler om, at Josef og Maria må flygte med Jesus til Ægypten, så kong Herodes ikke kan slå det ihjel. Han havde hørt, at der var født en konge i Betlehem, og han lod derfor alle drengebørn på to år og derunder myrde, for han var bange for oprør. Men Jesus undslap altså. Josef fik i en drøm af en engel besked om at flygte til Ægypten – og senere da Arkelaus var blevet konge efter sin far, fik Josef på ny en drøm om at vende tilbage til Israel til Gallilæa til Nazareth, hvor Jesus så voksede op.
I parentes bemærket opfattede man i oldtiden drømme som guddommelige beskeder og ikke som i dag, hvor det er almindelig at betragte drømme som underbevidsthedens måde at udtrykke sig på. Men helt bortset fra det, er der tale om en fortælling, der for den bibelkyndige straks leder tanken hen på en anden fortælling, nemlig fortællingen om dengang, Moses førte de israelitiske stammer ud fra Ægypten og gennem ørkenen til det land, Gud havde stillet dem i udsigt. Ved Sinai Bjerg lagdes grundstenen til den jødiske religion, i det Moses af selveste Gud fik Lovens tavler – altså en anvisning på, hvordan man skal leve for at leve sandt og rigtigt og i overensstemmelse med det, Gud oprindelig havde tænkt sig. Og mange opfatter jo stadig disse 10 bud som målestok for ’det evige liv’ - altså for om man lever efter Guds anvisning.
For nogle år siden holdt jeg et foredrag, hvor jeg en passant nævnte, at kristendommen ikke er en lovreligion. Det udløste nærmest forargelse hos nogle af tilhørerne, og selv om det er mange år siden, kan jeg tydelig huske en dame, der belærte mig om, at vi skal leve efter De Ti Bud, og en dag skal vi stå til regnskab for Gud. De ulydige kommer i helvede og de lydige i Himlen. Sådan havde hun lært kristendommen, og den tro havde hun altid levet på. Hun var nærmest vred på mig, fordi jeg talte for en anden opfattelse af kristendommen.
Men kristendom er ikke jødedom, skønt den er opstået af jødedommen og derfor i slægt med den. Det Ny Testamente paralleliserer mange af forestillingerne i GT – bl.a. udvandringen fra Ægypten. Engang hentede Gud sin søn Israel fra Ægypten, men nu henter han en ny søn, nemlig Jesus Kristus. Det er pointen i dagens fortælling. I det hele taget gælder det jo altid om at finde frem til meddelelsen – budskabet – pointen i de bibelske fortællinger, i stedet for at spørge, om det passer sådan rent historisk. Det spørgsmål kan så nemt komme til at stå i vejen for pointerne.
Man kunne sige, at med fortællingen om Jesu komme fra Ægypten lægges der op til, at den gamle religion er overhalet af en ny. Eller hvis man skulle sige det i det gængse religiøse sprog, så får Gud med Jesus en ny søn til afløsning af den tidligere. Før skulle det jødiske folk være som et lys for verden, i kraft af at de som jøder levede i overensstemmelse med Moseloven - altså i pagt med Gud. Men nu er der med Jesus Kristus skabt en vej, som ikke er bundet til et kompleks af leveregler, men som kaldes troens vej. Nu skal det nye folk, de kristne, være lys i verden i kraft af deres tro.
Men hvad vil det så sige? Det lyder jo noget diffust, at vi som kristne skal være en slags ambassadører for Gud i kraft af vores tro. Tro betyder i dag for mange mennesker egne forestillinger -- at man har sine helt personlige ideer om det guddommelige. Nogle tror på engle, nogle på et liv efter døden, andre på flere liv efter hinanden – og nogle tror ikke på noget, som det hedder. Vi har ligesom forladt den tanke, at der findes noget guddommelig sandt – noget der er hævet over tid og sted og over individualitet. Enhver har lov at blive salig i sin tro, som det hedder -- i sin egen tro. Men det er kun en meget tidsbestemt moderne forestilling om, hvad tro er.
Jeg er helt overbevist om, at tro i kristen forstand handler om at finde ind til selve livets kerne – til den inderste substans, kunne man også sige. Og at det er ved at være i kontakt med denne inderste substans, man er i pagt med Gud.
Jesus prædiker ikke leveregler, men prøver igen og igen at gøre folk begribeligt, at de skal tænke med hjertet, som man gør det, når noget er gået en til hjerte. Det er, når man bliver overvældet og på en måde kommer fri af sig selv -- fri af bagtanker og forbehold og selvovervurdering. Når man holder op med at gøre krav på noget og være skuffet og bitter over den skæbne, man fik. Når man bliver blød om hjertet af lutter taknemmelighed og ydmyghed eller af afmagt, så er man på troens sted.
Desværre glider vi bort fra det igen – i modsætning til Jesus, der altid levede ud af sit gode hjerte og derfor var skabt i pagt med Gud. Troen var hans livsenergi -- i modsætning til os, der har troen som en mulighed. Dvs. at vi skal fastholdes. Vi skal påmindes og styrkes i det, vi af og til føler spontant, nemlig at kærlighed er lovens fylde – dvs. den oprindelige hensigt og det egentlige mål for alle leveregler. At tro er at leve på Gud nåde og i kærlighed til næsten. Det er den nye ’lov, Jesus gav sit folk, som ikke er bundet til noget folkeslag, skønt han havde sine rødder i Israel og de fortællinger, der hører det folk til.
Amen!
Peter Holm, Frederiksberg Provsti