Prædiken juleaftenShare|
De sidste 200 år har i vores del af verden været en lang opadgående kurve, når man tænker på det materielle og den personlige udvikling. Vi har fået en almen velstand, som verden aldrig har set mage til, og vi kan ikke være lykkelige nok for, at det er gået så godt, og at vi har et politisk system, der prøver at fordele de økonomiske byrder efter princippet, at de bredeste skuldre også skal bære de tungeste byrder. Jo mere man tjener, desto mere skal man betale i skat.
Men det er ikke bare økonomisk og materielt i det hele taget, vi har oplevet en kolossal vækst i et par århundreder – især de sidste 50 år. Det gælder også uddannelse og personlig frihed og myndiggørelse. Man fødes ikke længere ind i fastlagte livsbaner, hvor man ikke selv kan komme til at bestemme, hvad man skal være, hvem man evt. skal leve sammen med, hvor man skal bo osv. Mens den enkelte i meget vid udstrækning før i tiden måtte afpasse sit liv efter muligheder og normer, som var givet på forhånd, er det eneste faste holdepunkt i tilværelsen nærmest en selv. Man må hele tiden begynde med sig selv – prøve at finde sin egen identitet og udfolde sit liv derfra. Det personlige, det individuelle, det subjektive er basis for ens tilværelse. Tænk bare på det at få børn. I gamle dage fik man de børn, naturen gav en, mens man i dag selv tilrettelægger også den del af tilværelsen. Vi planlægger og vurderer og organiserer os gennem tilværelsen, og en række eksperter står hele tiden parat til at hjælpe med at kortlægge og fortælle om muligheder og konsekvenser. Det gælder næsten alt lige fra madlavning til ejendomshandler til udredning af parforhold og tusind andre sager. Der er ingen traditioner og vaner at holde sig til – i hvert fald kun på det meget private plan. Udviklingen overhaler hele tiden alt det gamle, og ingen kan diktere en, hvordan man skal forme sit liv. Det bestemmer man selv.
Sikke et overskud vi lever på – økonomisk og personligt! Sådan ser tilværelsen ikke ud, når man rejser tilbage i tiden eller til de fattige lande i verden. Og jeg kan godt forstå, at mange fremmede, der kommer til Vesteuropa og Amerika fra områder, som ikke kan opvise den samme vækstkurve, kan blive frustrerede og opleve Vesten som dekadent – overfladisk og moralsk fordærvet. De har jo ikke fået del i vores 200-årige materielle vækst og personlige frihed og myndiggørelse.
Og nu må I ikke tænke, at nu kommer den sædvanlige præstemoralisering, at mens den materielle vækstkurve har været for opadgående, er det gået tilbage med det åndelige. For det passer ikke. Det åndelige – altså det religiøse – det der handler om tro – om mening og sandhed og dybde – om livsfylde og håb - det er ikke svundet ind i takt med den materielle vækst og personlige frihed. Det er bare flyttet fra det offentlige rum til den personlige afdeling – til eksistensen.
Al religion handler om to verdener – om vores og om Guds, og i dag har den enkelte selv ansvaret for, at han eller hun ikke glemmer Guds verden.
Allerede Søren Kierkegaard tog i midten af 1800-tallet livtag med overflytning af det religiøse til den enkelte selv. Det handler hele hans forfatterskab om - hvordan ’hin enkelte’ forvalter sin subjektivitet på en kvalificeret måde. Han opstiller forskellige stadier på livets vej: Man kan være æstetiker, man kan være etiker, man kan have et lidt distanceret humoristisk forhold til livet og verden. Og man kan være religiøs sådan i al almindelig ubestemthed. Eller man kan være bevidst kristen. Kierkegaard er allerede på det tidspunkt klar over, at det enkelte menneske selv står for at ’vælge’ sit liv – at blive sig selv og være sig selv.
På samme tid arbejder filosoffen Friederich Nietzsche i Tyskland med samme problemkompleks fra den modsatte ende, kunne man sige, idet han blotlægger det religiøses forsvinden fra det offentlige rum, som han formulerer med det kendte slagord, at Gud er død. Han fortæller, hvordan en galning ved højlys dag går rundt med en lygte og leder efter Gud – altså et lys, der er større end oplysningstiden forstands lys.
Kierkegaard vandrede ensomt rundt i Københavns gader og grublede over, hvordan det religiøse kunne leve videre i den nye verden, der var på vej, og han tænkte det altså ved en kolossal teologisk og filosofisk præstation over i eksistensen. I det sidste leveår gjorde han et nærmest desperat forsøg på at få kirken til at forstå de nye tider, der stod for døren – uden held. Som 42-årig faldt han en dag på en af sine spadsereture bevidstløs om ude på Østerbro – og døde efter kort tid på Frederiks Hospital i Bredgade – der hvor der nu er kunst- og industrimuseum. Opgaven med at forløse det religiøse på den ny tids betingelser havde taget alle hans kræfter.
Nietzsche blev noget ældre, men endte som sindssyg af den klemme, han følte mellem de gamle tider med Gud og de nye tider uden.
Nu har vi vænnet og til moderniteten, og den virker ikke længere så skræmmende. Tværtimod virker det uhyggeligt, når nogle religiøse grupper fortvivlet prøver at hente det religiøse tilbage til det offentlige rum på en meget bastant måde og forlanger, at staten skal etablere lov og orden ud fra et eller andet religiøst system. Det er en modsigelse af den vækstproces, det moderne samfund har gennemløbet, og derfor kan drømmen om det religiøse samfund næsten kun føre problemer med sig. Historien kan nu engang ikke skrues tilbage.
Vi skal se fremad, og udgangspunktet er, at det religiøse nu er flyttet fra det offentlige og det statslige – over i det personlige liv, og jeg synes, der er ved at vise sig en ny udgave af den opstilling, nemlig at det religiøse er underforstået og selvfølgeligt. Ja, jeg synes, det virker helt gammeldags, når folk siger, at de ikke tror på noget, og man får lyst til at spørge: Hvad tror du så på – hvis du ikke tror på noget?
Der er mange steder at hente inspiration, når man skal opbygge sin egen religiøsitet, og mange blander jo elementer fra de forskellige religioner. Det er jeg ikke så bekymret over, som mange andre præster. Jeg er nemlig helt sikker på, at Jesus altid vil være den bedste ledestjerne, når det gælder Guds verden. Juleevangeliet handler jo om, at han var barn af den anden verden – barn af Guds verden. Det skildres så tydeligt ved hjælp af en række symboler: jomfrufødslen, stjernen på himlen, englene, de vise mænd fra Østerland osv.
På den måde definerer Biblen faktisk Gud – ved at pege på Jesus som barn af hans verden. Han bragte så at sige Gud ind i verden, og han viser, at den, der vil bygge sit liv på Gud, altid skal sætte kærligheden forrest. Der findes ikke andre leveregler i kristendommen, og den skal nok klare sig, for den er så naturlig, som noget kan være.
Men han peger også på, at man må erkende sine egne grænser og stole på Guds forsyn – i alle forhold – helt ind i dødens mørke.
Ingen myndighed kan tvinge os til at tro noget som helst. Men derfor kan man jo godt være indforstået med Gud, og det tror jeg faktisk, de fleste danskere er – mere eller mindre bevidst, men næsten altid på en temmelig diskret måde. Men kom det til en afstemning om det bedste billede af Gud og hans verden, skulle Jesus såmænd også nok få flest stemmer, selv om statsreligionens tid er forbi.
Rigtig glædelig jul og godt nytår.
Amen!
Peter Holm, Frederiksberg Provsti