Prædiken 2. juledagShare|
Når man hører lektien og evangeliet til 2. juledag, tænker man uundgåeligt, at så er festen slut! Der er en verden til forskel på fortællingen om barnet i krybben og englesang over marken julenat, og så det vi hører i dag. Hvor blev julen af? Nu begyndte det ellers lige så godt! De elskede julesalmer er heldigvis med i dag. Men lytter man efter, så rummer også de barske erkendelser af livet i verden.
Den voldsomme fortælling om steningen af Stefanus og om en folkemængde, der ophidses og går amok - og Jesu ord om ikke at bringe fred, men sværd og sætte splid i familien - handler ikke primært om, at livet i verden er svært.
De handler om, at det er svært at være kristen i verden!
Grundlæggende er det vanskeligt for os at dele den erfaring, de første kristne gjorde. Vi er ikke en lille sekt. Vi er ikke engang en mindretalskirke. Vi er gennemsyret af kristen tankegang, selvom de færreste dogmatisk kan redegøre for, hvad kristendom er. Vi er ikke forfulgte – højst latterliggjorte af dem, der synes, det er udtryk for naivitet eller en brist i intellektet at sætte sin lid til andet end det, der nu engang kan ses, måles og vejes. Og det kan vi nok bære, hvis vi tænker os om!
Kigger vi os omkring, kan vi imidlertid godt ane, hvad der tales om i dag. Den danske folkekirke er flertallets kirke, og der er religiøse samfund omkring os, der føler sig klemte. Disse religiøse samfund har som regel andre værdier og andre pejlemærker for, hvad der er sandt og falsk, hvad der er rigtigt og forkert. Vi undres over den lidenskab, de lægger for dagen. Vi undres, når de bryder med vante normer. Vi undres, når de lægger afstand til familie og venner og isolerer sig blandt deres egne trosfæller. Dialogcentret og Ikon i Århus er to organisationer, der arbejder med at kortlægge disse sekter. Det er dem, der bliver ringet op af grædende forældre, der har mistet kontakten med en søn eller datter, der her eller i udlandet er blevet opslugt af et sådant fællesskab. Det kan nok virke skræmmende, og det er en naturlig reaktion at begynde at modarbejde dem – og hvis man er personligt involveret - måske endda lægge dem for had.
De første kristne blev lagt for had. Det var en lille, truet og forfulgt menighed til at begynde med. Og det er et under, at de ikke blev udryddet! Mange gav deres liv, fordi de stod ved troen på Jesus Kristus. Stefanus var en af dem. Derfor er dagen i dag opkaldt efter ham. Han og mange andre mistede livet og kom til at stå som de første trosvidner - de første martyrer. De blev slået ihjel for deres tro, mens nutidens fanatiske martyrer ikke alene tager deres eget liv, men mange andres liv med i købet.
Stefanus og hans samtidige forkyndte, at Jesus er Kristus, og bragte budskabet om ham til verden omkring dem. Det er vi dem taknemmelige for.
Det er samtidig en anledning til alle tider at se kritisk på, hvordan vi praktiserer kristendommen. Er det ikke, som om der er lagt en kæmpestor blød dyne ned over evangeliet, så vi kun hører det som en svag brummen et eller andet sted fra? Jesus siger i dag: Jg er ikke kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender.
Jesus sår splid, fordi han sætter sig selv på spil. Og den, som vil kendes ved ham, undgår ikke at tage stilling til hans liv og forkyndelse. Det gjorde de første kristne – og det har mange andre kristne op gennem historien også gjort, når tid og sted krævede det. De står der som trosvidner, når man indimellem må overveje, om man selv i afgørende situationer ville have lige så meget civil og religiøs courage? Jesus ændrede et forstenet menneskesyn, ja et helt verdensbillede – gav mennesker og verden nyt liv! Og dem, der dengang blev ramt af ham, hans liv og ord, kunne ikke underlægge sig samfundets eller familiens gældende normer for husfredens skyld.
De gjorde, hvad der var nødvendigt for at bringe ordet om Kristus ud i verden.
De forlod familie og venner og satte ikke bare husfreden, men livet på spil.
Det er vanskeligt at forestille sig. Vi er så privilegerede. Vi er så vant til, at kirken står der, at vi egentlig ikke forestiller os, der for alvor kræves noget af os. Heller ikke når det samfund, vi kender, udfordres. Og det bliver det faktisk lige nu. Diskussionen omkring religionens plads i det offentlige rum er et godt eksempel herpå. Hvad stiller vi f.eks. op med udfordringen fra ateismen på den ene side og islam på den anden? Tager vi den besværlige kamp - eller undgår vi den ved at kræve religiøse symboler og liv fjernet fra det offentlige rum?
Vi er langsomt ved at vænne os til tanken om, at Danmark er et multikulturelt og multietnisk samfund – men vi har store problemer med at sige fra i forhold til tanken om, at alt er lige godt, og alt er her med lige stor ret. Men det er ikke et fedt!
Der er folk, der f.eks. nidkært kæmper for at få faget kristendom ud af skolen. Der er folk, der nidkært kæmper for en grundlovs ændring, så stat og kirke kan skilles ad. Der er fundamentalistiske kræfter, der arbejder for, at deres forståelse af islam får en langt større rolle at spille i dagligdagen. Forleden kom jeg ganske kort ind i et program i radioens P1, hvor jeg til min undren hørte en imam tale om urene arbejdspladser. Det var slagterier og bryggerier, der havde den tvivlsomme ære. Som muslim er det principielt ikke tilladt at arbejde sådanne steder, hvis man tager sin tro alvorligt. For nylig fangede mine dertil øjne en notits i avisen, hvor der stod, at britiske sundhedsmyndigheder oplever en ny tendens, hvor nogle læger og lægestuderende med muslimsk baggrund ikke vil behandle eller undervises i sygdomme, som skyldes alkohol eller seksuelt overførte sygdomme.
Hvordan kan det forenes med lægeløftet, spørger man sig selv?
Vi skal ikke til at lægge hinanden for had! Vi skal finde ud af at indrette os med hinanden, så der tages det fornødne hensyn til mindretallet – men det er altså ikke et beskedent mindretal, der sætter dagsordenen for, hvordan samfundet skal indrettes. Hvis vi ikke holder fast i, hvad vi synes er rigtigt, er det endnu ikke er gået op for os, hvad vi giver afkald på, hvis vi f.eks. accepterer et religiøst begrundet skel mellem rent og urent, mand og kvinde i det offentlige rum.
Der er noget helt grundlæggende og fundamentalt på spil. Det skaber splid og ufred, men er ikke desto mindre nødvendigt at forholde sig til.
Forleden kunne man læse, at hvis man ville komme sikkert gennem julen i de små familier, skulle husfreden med andre ord bevares, så skulle man afholde sig fra at diskutere politik og religion til julefrokosterne. Følger man det råd, må familierne gå i tomgang derude i disse dage!
At kendes ved Kristus er at overveje og turde melde ud, hvad vi tror på, og hvad vi mener, er rigtigt og forkert. Til gengæld lover Han, at han også vil kendes ved os!
Jesus bringer ikke husfred – men den fred, der er forbundet med sandhed og retfærd. En fred, der til alle tider er forbundet med modstand mod undertrykkelse og udnyttelse. En tro, der insisterer på respekten for den enkelte. Det er en kamp for de sultne, syge og udsatte. Det er en kamp for ikke at lade magten, men kærligheden råde.
Jesus advarede dem - og i dag os - om, at evangeliet vil møde modstand i verden. Julefred er derfor en fred på trods af, hvad verden byder på af ufred, kamp og lidelse. Der er et helle, der giver os kraft til livet i verden.
Pia Nordin Christensen, Frederiksberg Kirke