Prædiken 1. juledagShare|
Enhver, der har stået ved en vugge, har vist tænkt, at nu begynder alting forfra. Nu bliver verden, som den skal være. Denne såre almindelige erfaring, nemlig at et menneske fødes, vækker en helt enestående tanke.
Der er en enestående skønhed over Johannes’ evangelium. Han leger med ordene og begreberne. Men ingen skal tage fejl. Dette er ikke poesi, der skal forflygtige menneskers tanker. Han vil ikke aflede menneskers opmærksomhed. Det er ikke en poetisk idyl, der skabes for vore øjne. Det er ikke bare skønklang.
Det drejer sig nemlig ikke om at sætte flere ord i omløb. Der har altid været nogle i denne verden, der mente, at ordene bare skal flyde. Hvis ikke den ene slags giver mening, så gør vel nogle andre. Det er den golde magts metode at holde en sag svævende med ord og endelig sørge for, at sagen ikke dumper ned på nogens bord. Ligesom man kan holde en ballon svævende med små prik og med behændighed kan føre den hen i den anden ende af lokalet, sådan kan man også med ord føre en sag hen i det hjørne, som ingen anede eksisterede – og med lidt held er det så ikke længere ens problem.
Vi oplever det hele tiden, hvorledes behændige ord kan aflede opmærksomheden fra noget, som burde vække vores protest. En masse små ligegyldige sager kan skjule noget, som vi burde have vores opmærksomhed rettet imod. Mon ikke vi alle ofte sidder med en fornemmelse af, når noget bliver afsløret, at der bliver dækket over noget andet – og vores tanke er på jagt efter dette andet. Det er vores erfaring, at der hele tiden sættes flere ord i omløb; men disse ord skaber et uigennemskueligt kaos, og vi aner, at vi er ved at blive snøret.
Johannes tager os i dag med tilbage til tidernes begyndelse for at lade os vide, at han ikke er uvidende om, at verden opstod ud af en kosmisk kamp mellem mørke og lys. Han skjuler ikke den virkelighed, at der altid har været kamp mellem sandheden og løgnen, mellem lyset og mørket, mellem retfærdigheden og uretfærdigheden, mellem kærligheden og ligegyldigheden, mellem ondskaben og længslen efter det gode. Vi bliver i dag mindet om, at kaos altid synes at være i udkanten, altid synes at være en mulighed – det kan altid skimtes.
Nu kunne man så vælge at overgive sig til det tilfældige og bare prikke til ballonen; men i de sidste par tusind år har vi i dag fejret, at verden ikke er overladt til sit eget mørke; men at der er skabt en vej for mennesket i det kaos, der findes. Gud er ikke fjern uden også at være nær! Gud lever ikke distanceret i sin høje himmel, men er menneskers vej. I nogle religioner er det sådan, at menneskers jordiske liv frakendes nogen betydning. Det er, som om mennesker blot vandrer gennem en øde og tom verden, der ingen betydning har, men blot skal overstås. Den sande verden er et helt andet sted, nemlig i det man kunne kalde den kommende verden, Guds Rige eller den store intethed.
Men det der skete den hellige nat, er det, vi er sammen om i dag, nemlig at Gud blev en del af verden, lod sig drage ind i verden. Vi tror, at Gud kan identificeres i historien. Han er ikke tilfældig, han er ikke blot en tanke eller en følelse. Han er Marias søn og Josefs barn, født i, hvad man anså for at være, et ubetydeligt hjørne af verden. Når vi i kristendommen vil vide noget om Gud, ja, så har vi Gammel Testamente at ty til. Her fornemmer og tror vi allerede, at Gud viser sig i historien. Vi mærker, at Gud ikke holder sig fjernt fra verden, men forsøger at knytte mennesker til sig ved en pagt og ved nogle løfter.
Men i særdeleshed har vi også troen på Jesus. I ham tror vi, at Gud bliver gjort åbenbar på jorden. Han afslører den guddommelige hensigt med jorden. Ja, han gør det ligefrem klart, at Gud kommer til mennesket ved et menneske. Han er nemlig ikke bare tanke eller ånd – han er menneske, født og tilmed også død. Det er vores tilværelses mysterium, at Gud kommer til os som et menneske og ved et menneske – og det er vores tilværelses helt store mulighed.
Nu falder verden nemlig ikke fra hinanden i to dele – det kommende og det nuværende er knyttet sammen i én drøm, i én længsel, i et håb. Selvfølgelig er der mange, der synes, at det er vanvid at hævde, at man kan drage Gud ind i verden. Men i kristendommen (og såmænd også i jødedommen) hævder vi, at så stor er Guds kærlighed, at han under sig selv fuldt ud til verden og derfor ofrer sig selv og bliver menneske. Når vi tror, at Gud blev menneske og søger at få indsigt i det guddommelige ved at erindre os Jesus og hele hans historie hele tiden, så betyder det også, at det er blevet anderledes at være menneske. Nu er den menneskelige tanke, følelse, evne, fantasi blevet grebet og åbnet for det guddommelige. Vores ord, gerninger behøver ikke længere at være tilfældige og kaotiske. Vi har fået muligheden for at blive bevægede hen imod sandheden.
Vi hævder efter den hellige nat og Jesus’ fødsel, at troen på, at kaos er overvundet – at den tro kan fødes i hvert et menneske. Ingen er udelukket fra denne begivenhed. Gud har bevæget sig mod mennesker, ja, Gud bevæger sig mod mennesket. Ikke for at blive ignoreret, men selvfølgelig for at blive lukket ind. Jeg beder jer se tilbage på Jesus’ liv og alle de hændelser, vi husker om ham. Han brød altid ind i menneskers mørke og gav dem et indtryk af, at kaos ikke var deres skæbne. Jesus giver hele tiden mennesker en fornemmelse af at være set af og afhængig af Gud. Men Gud er ikke den, der forfølger og forbander, men den, der gør mennesker frie. Gud bryder de fordomme ned, som mennesker rejser om hinanden, og sletter den forhistorie, der hele tiden truer med at ville ødelægge livet.
Der er altid så mange misforståelser og bebrejdelser fra fortiden, og man kan holde fast i dem til dagenes ende og på den måde skabe tavshed omkring sig selv. Men man kan også åbne sig for fremtiden! Man kan gøre sig tilgængelig for håbet. Man kan lade sig overbevise om, at fremtidens længsel er større end fortiden bebrejdelser. Jesus gør dem opmærksom på, at det tilsyneladende er sådan, at man ikke kan være menneske uden at komme til at gøre andre fortræd. At være menneske er også at være underkastet begrænsninger og tilfældigheder; men hele tiden insisterer han på, at mennesket ikke er lukket inde i sine begrænsninger eller i sine bebrejdelser. Hele tiden hævder han, at måske er vi nok blinde og døve for hinanden; men kærligheden kan få os til at slippe vreden og anklagen. Han gør det fuldstændigt utænkelige gældende, nemlig at mennesker kan række hinanden den guddommelige tilgivelse, og når det sker, så er det, at han hævder, at mennesker bliver menneskelige.
Julen handler om, at kærligheden bliver menneskelig, nærværende, uomgængelig og virkelig. Det handler om, at den kommende og den nuværende verden er en del af den samme virkelighed. Det handler om, at Jesus med hele sin eksistens og hele sit væsen kan åbne menneskers sjæl og sind og skabe længsel og håb. Ligesom han blev født dengang, således kan han stadig fødes og skabe en drøm her i den kaotiske verden, og vi mærker, at når han fødes, så har tvivlen, angsten og vreden ikke længere frit spil!
Peter Skov-Jakobsen, Københavns Stift