Julen udenforShare|

Det er så at sige bygget ind i evangeliernes beretninger om Jesus' fødsel, at julen på en særlig måde er en fest for dem, som der ikke er plads til i de varme stuer: Hyrderne på marken, den hellige familie i stalden og de omrejsende vismænd

 

 

Ikke desto mindre er juleaftensgudstjenesten blevet en klassisk indledning til julen i familiens skød. Og mennesker, der af den ene og anden grund ikke synes, de passer ind i idyllen, kan have svært ved at finde sig til rette i kirken i denne tid, med mindre vi bevidst gør noget for at komme de mennesker i møde, som lever med en indre modstand mod alt juleriet.

 

Hvad kan vi gøre?

-          Vi kan udlægge Josef som manden, der skulle lære at leve med komplicerede familieforhold (det stigmatiserende i at påtage sig en faderrolle over for et barn født uden for ægteskab).

-          Vi kan udfolde identifikationspotentialet for dem, der føler, at de mangler de økonomiske midler til at skabe de ønskede rammer omkring julen. (Mon ikke der havde været plads på herberget, hvis Maria og Josef havde haft penge nok?)

-          Vi kan forkynde selve inkarnationens budskab om, at Gud blev fattig for at give os sin rigdom, at han blev udstødt af datidens samfund for at kunne lukke os ind i sit evige rige.

 

Og så kan man skabe rum for de hyggeløse ved at synge nogle af de salmer, som ikke bare spreder en duft af gran, men som forsøger at oversætte juleevangeliets socialrealisme til vor tids sprog.

 

Julesalme til de udstødte

Marcus Lauesens salme ”Fredløs er freden” er måske det bedste bud i salmebogen på en forkyndelse af juleglæde for de udstødte. Salmen er skrevet i 1973 i de sidste år af Lauesens liv, hvor han i flere perioder boede på Kirkens Korshærs herberg i Hillerødgade og dagligt besøgte Kirkens Korshærs kontor i Sct. Nicolai Kirke, hvor han modtog megen menneskelig og åndelig støtte.

 

Bag ham lå en kort karriere som romanforfatter. I 1931 udgav han slægtromanen ”Og nu venter vi på skib”, som blev en kæmpesucces og af en anmelder blev betegnet som et mesterværk.

 

Fredløs er freden

Der kom imidlertid ingen opfølgning på succesen, og i 1973 – samme år som ”Fredløs er freden” blev forfattet – udkom også hans sidste roman, ”Kras”, som skildrer en ung mand, som bliver glemt. Det er netop denne følelse af at være koblet af det pulserende samfundsliv, glemt, som gennemtrænger salmen, men samtidig et håb om at ”der er fred og forsoning at finde i dette menneskebarn som er Gud.” Salmen lyder i sin helhed:

 

 

  Fredløs er freden, hvor menneskets veje

Ikke vil følge, hvad skaberen vil,

Hjemløst er barnet, som ikke vil eje

Tryghed, hvor trygheden ene er til.

 

Rummet omkrig os er fyldt til at briste

Af de begærendes magtfulde skrål,

 og de forkuede frygter at miste

Livsdagens mening og livsdagens mål.

 

Løgne så sorte som sydende tjære

Udgydes tykt over sandhedens ord.

Hånet bli’r den, som forsøger at bære

Byrden, som tynger en lemlæstet bror.

 

Derfor er tiden for alvor nu inde

Til at forkynde for alle: Hold ud!

Thi der er fred og forsoning at finde

Hos denne menneskesøn, som er Gud.

 

Ikke hvad vi vil, men hvad han os byder,

Dette alene skal komme os ved.

Det er fra Bethlehem, sandheden lyder:

Barnet er givet til frelse og fred!                     

 

 

Salmen er tydelig en refleksion af det vanskelige liv, som Lauesen selv havde levet, men også et vidnesbyrd om, at netop barnet i krybben er garant for håbet for dem, der er blevet sat uden for den almindelige julehygge.

 

 

Niels Nymann Eriksen er sognepræst i Apostelkirken/Foto: Holger Henriksen

www.apostelkirken.dk

Opdateret  20-07-2010