Opsang fra en venlig mand

Man skal være lavet af sten for ikke at hjælpe folk i nød, mener journalist og forfatter Jens Høvsgaard. Han glæder sig til ved årsskiftet at tiltræde sit nye job som redaktør for de hjemløses avis, Hus Forbi

 

- Kender du det, at man står i en lang kø i supermarkedet, spørger Jens Høvsgaard, -og så åbner de en ny kasse? Det er ikke sådan, at man lader dem, der står foran i køen, komme over til den ny kasse. Næ, man spurter selv over for at komme til. Det er det samme med tog og busser, man venter ikke, til folk er kommet ud, man maser sig ind, for det er mig, der skal med, det er mig, der skal have plads. Og det der ’jeg og mig’ er desværre blevet voldsomt udbredt i de senere år, konstaterer han ærgerligt.

 

Jens Høvsgaards journalistiske arbejde er båret af social indignation og et stort hjerte for samfundets udsatte. I bogudgivelser, artikler og film er han de senere år gået tæt på menneskehandel og prostitution. Og fra årsskiftet er det de hjemløse, som kan nyde godt af Jens Høvsgaards engagement i de udsattes sag.

 

Det egoistiske projekt

- Næstekærligheden har det desværre rigtig skidt i det danske samfund. Mentaliteten har ændret sig til, at vi har nok i os selv og vores egne problemer, mener Jens Høvsgaard.

- Vi har nok i at få klaret terminerne og de næste indkøb af designermøbler, og det er sørgeligt, for i den her higen efter det perfekte liv, vader vi gerne hen over lig, eller sagt lidt mindre barskt: Man er parat til at træde på andre og deres værdier for at opretholde sin egen status og levestandard.

 

Din næste er med bussen

- Jeg oplever det dagligt. Af natur er jeg en ret venlig mand, der holder døren og giver plads til andre i toget og i bussen, siger Jens Høvsgaard, men jeg oplever ofte, at folk nærmest bliver fornærmede og kvitterer med et undrende blik, hvis man siger: Vil du ikke sidde ned? For hvad skal man blande sig i en andens situation for? Mange føler sig nærmest forulempet af mennesker, som vil hjælpe.

Hvad skyldes det?
Det handler om en generel forråelse, som er et udslag af den materialisme, som florerer i hele vores samfund. Man skal skrabe sammen til sig selv. Og hvis der er nogen, som indikerer, at man måske godt kan stoppe op og tænke sig om og gøre noget andet, så bliver man betragtet som en ’farlig person’, som én af ’de andre’. Og dem skal man helst ikke have noget med at gøre, vi skal helst være ens.

Kan man komme den tendens til livs?
- Hvis jeg vidste hvordan, så var der jo meget, der ville se anderledes ud, siger Jens Høvsgaard med et smil. Men kommer alligevel med et bud:
- Udfordringen er mellemfolkelig forståelse. At åbne sig for andre menneskers livsformer i stedet for at etablere sig i ghettoer af folk, der ligner os selv, gå på de samme caféer og restauranter og sætte vores børn i skoler, hvor der kun er børn, der ligner vores egne.

 

Mød hovedstaden med nye øjne
- Der er en verden udenfor. København er jo en myriade af forskellighed og oplevelser, du kun kan få, hvis du giver dig selv mulighed for at åbne øjnene og se, at der er nogen mennesker, der er anderledes end dig, mener Jens Høvsgaard.

- Vi har som mennesker et stort potentiale for medmenneskelighed, men det kræver personlige møder at lukke det potentiale op. Og så er vi tilbage i bussen. Vi taler ikke med hinanden. ’Hvor skal du hen?’ ’Hvad laver du?’, enkle spørgsmål åbner op for en gensidig forståelse. Man får fantastiske historier med på vejen, hvis man spørger og lytter, lyder opfordringen fra Jens Høvsgaard.

 

Folkekirkens sociale arbejde
Hvordan ser du samspillet mellem folkekirkens sociale arbejde og andre projekter eller tiltag for socialt udsatte?

- Jeg er voldsomt imponeret over det arbejde, der allerede bliver gjort fra kirkens side. Og jeg klapper i hænderne over, at der fra Københavns nye biskops (Peter Skov-Jakobsen red.) side er et ønske om at intensivere kirkens diakonale indsats. Men allerhelst så jeg, at der ikke var behov for det. Jeg mener ikke, at vi skal arbejde os frem mod et amerikansk system, hvor social hjælp og hjælp til udsatte er en ’hattedame-business’. Det er staten, som bør tage hånd om de svage og udsatte. Men så længe det ikke sker i tilstrækkelig høj grad, er det skønt, at der er organisationer, herunder også folkekirken og alle de sociale organisationer under folkekirken, der gør et meget nødvendigt arbejde.

 

Biskoppen som socialpolitiker

Hvad kan folkekirken i din optik gøre, andet end at intensivere hjælpen?

- Jeg mener, det er meget vigtigt, at den nye biskop, når han går ud og melder, at han gerne vil gøre mere for udsatte grupper, bruger sin position til at informere om, at der er noget grundlæggende galt i samfundet. Sætte fokus på, at der er noget, der halter, når man fra folkekirkens side føler behov for at intensivere et arbejde, som egentlig burde ligge i statsligt regi. Biskoppen bør være socialpolitiker på det område og ikke kun den barmhjertige samaritaner, understreger Jens Høvsgaard, og fortsætter:

- Jeg så gerne, at der blev åbnet mere for dialogen. Diakoni er vel et spørgsmål om at gå ud og hjælpe, uanset om man deler det samme trosgrundlag. Altså gå ud og favne bredere, gå ud og skabe en dialog.

 

Frans af Assisi anno 2010

Jens Høvsgaard mener, at vi som moderne mennesker kan lære noget af at skue tilbage i historien.

- I begyndelsen af 1200-tallet drog Frans af Assisi til Ægypten for at omvende saracenerne, dvs. muslimerne. Her fik han foretræde for den muslimske sultan Al-Malik Al-Kamil. Der udviklede sig en dialog og forståelse mellem de to. De fandt ud af, at de havde stort set det samme mål for, hvordan den her verden skal se ud, men sultanen mente dog ikke, han kunne vige fra Allah. Da Frans af Assisi og sultanen tog afsked, var det med gensidig respekt og et godt fællesskab. Sultanen garanterede Frans af Assisi sikkerhed på resten af hans rejse. Det er da en fantastisk historie, siger Jens Høvsgaard begejstret.

- Det handler om at bygge broer frem for at sætte hegn op mellem forskellige trossamfund og kulturkløfter i verden, og det ville da lokalt være fantastisk flot, hvis Københavns biskop var lidt Frans af Assisi.

 

Og hvad angår julen

Udelt begejstring er ikke Jens Høvsgaards reaktion på den megen opmærksomhed hjemløse og andre socialt udsatte nyder op til jul, både fra dagspressen og den almindelige dansker.

- Nogle hjemløse er heldige at blive inviteret indenfor i varmen i private hjem. Og så er der de mange forskellige julearrangementer, som jeg kan have det lidt ambivalent med. Det er, som om vi i julen køber os bod på en dårlig samvittighed, vi har resten af året. Jeg så gerne, at den opmærksomhed, man har i forhold til udstødte mennesker omkring juletid, blev bredt ud over hele året, slutter Hus Forbis kommende redaktør. Venligt.

 

 

Elsebeth Grummesgaard Gjesing

 

 

 

De hjemløses avis:

www.husforbi.dk

 

Jens Høvsgaards bogudgivelser:

Døde prinsesser drømmer ikke og Solgt til sex

Opdateret  20-07-2010