Jul i mørketShare|
Julen fejres også med appelsiner, juletræ, slik og anden julehygge i fængslerne, men det primære foregår i forbindelse med julegudstjenesterne, lyder det fra to fængselspræster i København
Hver søndag er der gudstjeneste i kælderen under Blegdamsvejens Fængsel for de 90 varetægtsfængslede, der er plads til i arresten. Her sidder folk fængslet, mens de venter på, at deres sag bliver behandlet. Og det er i forbindelse med søndagsgudstjenesterne, at julen først og fremmest bliver fejret, fortæller Jørgen Worsaae, der som fængselspræst efterhånden har holdt jul for de varetægtsfængslede i fængselet ved Sankt Hans Torv i 35 år.
– Vi køber appelsiner, julegodter, juletræ og den slags til juleaften. Men derudover er der ikke nogen særlige arrangementer i år i anledning af, at det snart er jul.
Markante kontraster
Ifølge Worsaae hænger den nedtonede julehygge sammen med, at juletiden for mange er ensbetydende med, at savnet og skylden forstærkes i denne tid, som i det hele taget sætter det at være fængslet på spidsen.
– For en stor del af de varetægtsfængslede fejres julen med næsen under dynen i håb om, at den hurtigt vil forsvinde igen. Julen er rædselsfuld og uudholdelig og skal først og fremmest overstås, fordi kontrasterne mellem at være i fængslet og uden for det i den periode tegnes så hårdt op. Julen er jo i høj grad en tid, vi tilbringer sammen med familien. Derfor er mørket særligt massivt for mange indsatte.
Julesorg og juleglæde
– Kristendommen taler netop til dem, der sidder i mørket, fortsætter Jørgen Worsaae, der derfor heller ikke er i tvivl om, at kristendommens budskab er særligt stærkt netop i den situation, de indsatte mærker særdeles tydeligt i julen.
– Julen handler jo om, at lyset er kommet til verden. De indsatte sidder i den grad mørket. Og det kan være svært at få øje på lyset.
Julen er en ørken
At kristendommen får en særlig betydning for indsatte op til jul, kan Erik Adrian, fængselspræst i Vestre Fængsel, nikke genkendende til. Han mener ikke mindst, det hænger sammen med de – ofte stærke – minder, som mange har i forbindelse med julen. Men han oplever samtidig at skyld- og skamfølelsen er større.
– I julen er du tæt på de inderste følelser. Det gælder både savnet, sorgen og skyldfølelsen. Og for de indsatte betyder det som oftest et ørkenlandskab, hvor du ville ønske, at du aldrig var havnet.
Et frirum
Lige som i løbet af resten af året er kirken også i julen et vigtigt pusterum for mange indsatte.
– Mange giver udtryk for, at de, når de deltager i kirkelige aktiviteter i fængslet, selvom det kun er kort, kan få fornemmelsen af slet ikke at være i fængsel. Og selvom det er flygtigt, har den slags oplevelser stor betydning. De indsatte tumler med så mange svære ting, at det at være sammen med nogen om noget andet i sig selv er forløsende. Og så har kristendommen et yderst relevant budskab for mennesker, der savner, sørger og plages af skyldfølelse: At der er en, der altid har elsket dig uanset, hvor mørkt det ser ud omkring dig. Det gælder i julen, lige såvel som resten af året. Men der er nok en større lydhørhed for det budskab i denne tid, siger Erik Adrian.
Kirsten Weiss Mose