Fra darwinår til jubelårShare|

I denne uge stilner udmeldningerne fra naturvidenskaben af, og politikken tager over. På samme måde får også darwinåret sin afslutning, og jubelåret beredes

Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet (John 3, 27-28).

Nu rinder Darwin-året ud, og et nyt jubelår kan – heldigvis - tage sin begyndelse. For hvor har det dog været rent ud sagt træls at blive stukket i skoene, at evolutionstankegangen ikke er forenelig med gudstro. Og at godtfolk skal finde sig i enten at blive sat i bås med ateister eller overtroiske havenisser, fordi nogen tillader sig at mene, at forestillingen om en ”Altings Skaber og Fuldender” er uforenelig med Darwins teori om arternes oprindelse. Men hvorfor er det nu lige, at denne ”Altings skaber” kun kan tænkes som ophav til levende væsener og ikke som ophav til alle de fantastiske strukturer og systemer, som vores verden er fyldt med, og som så at sige får ”maskineriet” til at køre?

I bedste fald er evolutionstankegangen jo ikke andet end bare endnu en form for fabelagtig mekanisme, der sikrer, at livet kan fortsætte på jorden. Helt på linje med hjernecellernes funktionsmåde, blod- og ilttilførslen osv. Alt sammen er det mekanismer, der får verden til ”at køre” og køre godt. Ligesom med biler er det imidlertid også med mennesker og andet liv. Det er ikke nok at være udstyret med en avanceret firetaktsmotor, brændstof på motoren og en top-tunet tænding. Der skal simpelthen en gnist til. Ellers er bilen ikke andet end en samling gammelt, ubrugeligt, skønt avanceret skrammel henstillet på bilkirkegården.

Det er ikke en ligegyldig erfaring, at ”et menneske (eller et hvilket som helst andet levende væsen) ikke kan tage noget som helst uden at have fået det givet.” Det er faktisk bare en simpel erfaring, som enhver af os må gøre os, at der kræves en gnist, for at vi kan antændes. Og ikke blot når det gælder livet som sådan, men også når det gælder vores videre færden i verden. I sig selv er vi ingenting. Men når vi bliver optændt af gnisten, sker der som bekendt ting og sager. At disse ting og sager derefter folder sig ud i henhold til en vis, given orden eller struktur, burde dog ikke medføre, at vi bagefter tror bare at kunne se bort fra nødvendigheden af at medtænke den livgivende gnist. I sidste ende er der kun to måder at anskue verden på. Enten er den værdifuld, fordi den er tillagt mening, betydning og værdi af noget eller nogen, der er udenforstående (Gud) og som ved at tillægge den betydning har skabt den som netop betydningsfuld. Eller også er vores fælles, levende jordklode bare en kosmisk fejltagelse – underholdende ganske vist, men så heller ikke mere. Betydning er altid noget, der tillægges – ikke noget, der ejes.

Darwin var interessant, fordi han med hele sin snilde og skarphed gennemskuede mekanismerne bag de udviklinger, som livet på vores jord har gennemgået og stadig gennemgår. Men derfra og så til at tage ham i hånden og mene, at man derved ikke længere er nødt til at operere med den logiske nødvendighed af, at der bagved befinder sig en ”skaber”, er der en afgrund. Den påstand holder kun i byretten, såfremt man samtidig er villig til at opretholde forestillingen om, at vores fælles tilværelse er totalt ligegyldig.

Det er altså logik – også for burhøns, der opdrættes i en inkubator!

Karen Schousboe