Tro, handling eller vidnesbyrdShare|

Gudstjenestefejring er altid begyndelsen og enden, udtaler den engelske ærkebiskop, Rowan Williams, der i disse dage gæster København

Under COP15 har der været rig lejlighed til at høre en af vor tids helt store teologer prædike og holde gudstjeneste. Han talte ved en særlig aftensang i Trinitatis Kirke arrangeret af studenterpræsterne, han har prædiket i St. Albans søndag morgen, og søndag eftermiddag var der mulighed for at høre ham prædike i Københavns Domkirke under den store gudstjeneste, der blev transmitteret i fjernsynet.

Begyndelse og ende
Afholdelsen af alle disse gudstjenester er ikke en enestående hændelse. Faktisk er gudstjenesten altid begyndelsen og enden i den teologi, som karakteriserer den anglikanske kirke. Og vel at mærke ”gudstjeneste” i ordets vidtgående betydning, dvs. også den tjeneste i form tidebøn, private andagter og diakoni, der set med anglikanske er en del af et alvorligt kristent menneskes liv.

Hvordan bygger vi kirke
Det er en teologi og tradition, som Rowan Williams som ærkebiskop bærer på sine skuldre med en naturlig lethed, der kommer af mange års erfaring. Siden han i 2002 blev udnævnt til ærkebiskop af Canterbury, har han været leder af såvel af den engelske kirke som de verdensomspændende anglikanske kirkesamfund, der rummer 78 mio. mennesker. Vi talte med Rowan Williams i de dage, der fulgte efter danskernes tilslutning til Porvoo, og hvor det derfor er interessant at høre ærkebiskoppens refleksioner over den anglikanske kirkes særlige bud på, hvorledes vi skal bygge kirke. Og derfor også hvorfor den anglikanske kirke har engageret sig så meget tidligere og konkret i forsøg på at påvirke klimadebatten.

Vidnesbyrdet gør retfærdig
Med Luther har vi lært, at der kun er frelse gennem troens gave, mens handlingerne kun er foragtelige forsøg på at købslå med Gud. Den anglikanske kirke, derimod, byder os på en mellemvej, nemlig retfærdiggørelse gennem aflæggelsen af vidnesbyrd. En kulturhistorisk forklaring på dette særstandpunkt er formentlig, at den engelske kirke funderedes i et reformatorisk klima præget af grusomme henrettelser: først af protestanter, senere af katolikker, derefter igen af protestanter og endelig sidst i 1500-årene en lang række spektakulære henrettelser af jesuitter. Endda en af Rowan Williams forgængere i embedet, Thomas Cranmer døde på bålet under ?Bloody Mary? i 1556 efter først at have tilbagekaldt sine reformatoriske synspunkter, for så til sidst, da han vidste, at kætterbålet ventede ham, at bekende sin reformatoriske tro på en meget flamboyant vis. Han lovede simpelthen at stikke sin højre hånd først ind i flammerne for at brænde den hånd, der havde underskrevet de tilbagekaldelser, som den engelske katolske dronning og hendes embedsmænd havde afkrævet ham under tortur. Det gennemførte han.

Taknemlighed
– Jeg er naturligvis bekendt med, at der har været kontroverser i den danske kirke omkring dens engagement i klimadebatten, udtaler Rowan Williams og fortsætter med et smil: – Og at denne kontrovers har handlet om spørgsmålet om gerningsretfærdighed kontra kvietisme. Men det er ikke de eneste veje frem. Det handler ikke kun om resultaterne af vores geskæftighed, men derimod i høj grad om retfærdiggørelse gennem det modsatte, nemlig gudstjenesten fyldt med ro, stilhed og lovsang, hvorigennem vi udtrykker taknemlighed over den gave, livet er, udtaler han. Hvorefter han så peger på, at det med gudstjeneste dog ikke bare er en handling søndag morgen. Det at frembære vidnesbyrd om Gud bør også være et element i vores almindelige handlinger. Men handlingernes betydning komme ikke af, at de udvirker et bestemt resultat, men derimod af at de bærer vidnesbyrd om deres udspring i vores forhold til Gud.
– Jeg vil sige det således, at det handler om, at vi skal udtrykke os såvel gennem taknemlighed som gennem handlinger. Også handlingerne bærer på et udsagn og bliver derved betydningsfulde, uanset hvor lidt eller hvor meget de i sig selv resulterer i. Derfor handler vores engagement i klimaspørgsmålet også om, at vi skal være aktive på forskellige niveauer og på forskellig måde. På det individuelle plan skal vi naturligvis overveje vores handlinger. Og i menighederne skal vi samtale om dem i fællesskab. På det institutionelle plan skal vi desuden arbejde for at lægge et så massivt pres på politikerne, som det er muligt. Men det begynder og ender i gudstjenestens lovsang og taknemlighedsytringer, udtaler ærkebiskoppen.

Ydmyghed, tålmodighed, tillid
Hvad et fromt liv går ud på? Ærkebiskoppen er tydeligvis stillet over for mange
mærkelige spørgsmål i disse dage, men måske ikke lige dette. I hvert fald tager det lige et øjeblik, inden han svarer.
– Et fromt liv er præget af ydmyghed. Vores liv er en gave og endda en gave, der er givet til hele skaberværket i fællesskab. Det er derfor også et tålmodigt liv, for denne gave folder sig ikke ud som en julepakke. Vi skal være tålmodige for at kunne få øje på gavens utrolige karakter. Endelig er et fromt liv også et tillidsfuldt liv. Et liv præget af tillid til, at det hele i den sidste ende ordner sig Så disse tre ting betyder noget: At udtrykke taknemlighed, være tålmodig og have tillid. Det er ikke en særlig populær type liv, så det er bestemt ikke nemt, advarer ærkebiskoppen med et smil.

Historiens betydning
I denne sammenhæng er det ifølge Rowan Williams vigtigt at betone et kristent menneskes engagement i fortiden og historien. Heller ikke dette er imidlertid nemt.
– De fleste af os er jo egentlig lidt flove over vores forældre og meget optagede af ikke at gentage deres fejl. Så egentlig er det mest naturligt, at vi vender fortiden ryggen og kaster os over den opgave at gøre alting bedre. Men som kristne mennesker handler det imidlertid om på en eller anden vis at gøre os samtidige med Jesus. Det kan vi kun opnå ved at erindre og fejre fortiden, udtaler ærkebiskoppen, der i sin bog ’Why study the past?’ blandt andet har skrevet om, hvordan vi gør det: Ved i vores gudstjeneste, bøn og læsning at huske ordene, der faldt i fortiden, fordi det er herfra der åbner sig nye horisonter. Og ved at huske på de mennesker i fortiden og nutiden, for hvem Jesus er en levende virkelighed.

Helgener
Hvem er så specielt bemærkelsesværdige og nødvendige at erindre om?, spørger jeg. Eller med andre ord, hvem er ærkebiskoppens ”helgener”?
– Helt entydigt Augustin af Hippo, udtaler ærkebiskoppen. Men også en af den anglikanske kirkes fædre Richard Hooker, der skabte den ”via media”, dvs. det lovgrundlag, hvorpå den anglikanske kirkes forhold til staten baserer sig, nævner han. Den anglikanske kirke er på mange måder en mellemvej mellem den katolske og de protestantiske kirker. Grundlaget herfor formulerede Richard Hooker. Desuden Englands svar på Thomas Kingo, George Herbert, hvis barokke poesi endnu i dag er i stand til at bevæge sindene og det engelske sprog. Hans hovedtema var netop kampen mellem hverdagslivet og et liv overgivet til Gud. Og så nævner ærkebiskoppen naturligvis 1900-tallets fremmeste protestantiske martyr, Dietrich Bonhoeffer.

Walk Well
Det er sen eftermiddag i bispegården i København. Den store demonstration er ved at være ved vejs ende ude ved Bella Centeret. Imens bevæger ærkebiskoppen sig den anden vej til Trinitatis for at tale ved en aftensang organiseret af studentermenighederne. Her bliver vi alle viklet ind i en liturgi præget af besynderlige anglikanske indslag og traditionel himmelsk korsang fra pulpituret. Imens tænker jeg på ærkebiskoppens få, men velvalgte ord, da han på Vor Frue Plads om formiddagen sendte demonstranterne fra Folkekirkens Nødhjælp og en lang række kirker ud i dagens demonstration: Walk Well, sagde han!

Karen Schousboe