I nordvest ligger en arkitektonisk perleShare|

Set udefra ligner Grønsdalskirken en stor landsbykirke. Tidligere var der en anelse for meget dagligstue over kirkens indre. I dag er det smukke rum imidlertid kommet helt anderledes til sin ret. Vi har talt med arkitekten Erik Brandt Dam om intentionerne for forvandlingen af kirkerummet

Langt forløb
Sagen går helt tilbage til 2003, hvor arkitekten fik besøg af et par stykker fra menighedsrådet. Dengang handlede det om, at menighedsrådet ønskede en fornyelse af den kunstneriske udsmykning af kirken. Det havde man så en samtale om, der førte til den fælles erkendelse, at kunst og rum hører sammen.
– Ud fra dette lavede vi et idékatalog for at kunne tale sammen om, hvad et projekt af denne karakter kunne handle om, og siden da har vi så talt rigtig meget sammen – om hvad ”forandring” er. Hvad en prædikestol skal gøre godt for. Hvilken særlig karakter kirkerummet har. Og mange, mange flere emner. I en proces af denne karakter drejer det sig nemlig om, at arkitekten sikrer sig, at der er et fælles sprog, der muliggør, at bygherren kommer til orde med sine ønsker, så det bliver til et fælles projekt. Tvivlen kommer ikke væk ved overtalelse, men derimod ved at bearbejde tvivlen og blive ved med at stille spørgsmål til betydningen af det, vi laver, fortæller han.

Hvornår er et rum helligt
– Disse samtaler har været det hele værd. Vi har været i tvivl om meget. Kunne vi fjerne altertavlen, de store lysekroner, alterskranken, prædikestolen og meget mere? Hvornår ville kirken holde op med at være kirke, hvis vi fjernede alt dette? Da vi eksempelvis drøftede, om vi skulle tage altertavlen ud, talte vi om, hvad en sådan helt konkret betyder for, at rummet er helligt. Ud af disse samtaler groede projektet, fortæller Erik Brandt Dam.

Helhed og stemthed
I processen var der et par nøgleord, der gik igen. For det første ordet helhed. At alting i rummet skal stå i forhold til og understøtte hinanden. For det andet ordet stemthed. Med det sidste signaleredes ifølge arkitekten renhed, højtidelighed og nærvær.
– Disse ord skulle så gennemsyre det forhold, at det i processen blev meget tydeligt, at kirken egentlig er en processionskirke og en klassisk basilika, bl.a. kendetegnet ved et klassicistisk, tøndehvælvet kassetteloft magen til det, der findes i domkirken i København. Alt det var dog noget skjult, førend vi fik gravet det nøgne kirkerum frem af al det gamle inventar. Samtidig var det afgørende for mig, at rummet fremstod som en sanselig helhed og fyldt med nærvær.

Det skæve giver liv i rummet
Arbejdet med denne klassiske processionsakse betød dog ikke, at man stræbte efter et rum bygget op omkring en symmetrisk akse, fortæller han.
– Tværtimod blev det tidligt tydeligt, at vi skulle arbejde med nogle skævheder, der kunne give liv til rummet. Det gjorde vi ved blandt andet at dreje bænkene. Samtidig fik vi så også en bedre sammenhæng mellem på den ene side menneskene på stolestaderne i dette meget brede kirkeskib og på den anden side præstens tekstlæsninger i koret. Endelig skubbede vi til aksen ved at åbne for et lysindfald ved at lave et vindue i korvæggen, der præcist retter sig imod øst, men som derfor også ligger skævt i forhold til alteret. Alteret peger så igen hen på den skævt anbragte prædikepult, der har erstattet prædikestolen. Hele interiøret har vi selv tegnet. Jeg har en oplevelse af, at jeg som arkitekt står tilbage med et projekt, der konkretiserer ledeordene helhed og stemthed, og som er blevet meget, meget bedre, end jeg troede, det var muligt, at det kunne blive. Nu glæder jeg mig til at se Sophia Kalkaus forslag til udsmykning af koret. Den, er jeg sikker på, vil gøre kirkerummet endnu smukkere, slutter arkitekten af med at sige.

Karen Schousboe

Læs mere på kirkens hjemmeside: www.grondalskirken.dk