Jo stærkere den binder, des friere den gør...Share|
...sådan skrev Grundtvig om kærlighedens væsen og sådan beskriver Jens Lind Bønding sin kærlighed til folkekirke og fædreland i forhold til sin nye stilling som indvandrerpræst på Mødested Amager
Han er interesseret i mødet med mennesker og er meget glad for at være endt i jobbet som indvandrerpræst. Dog har der været mange ting og jobs inden Mødested Amager. Jens Lind Bønding har været sognepræst flere steder, været lærervikar og inden han startede på Mødested Amager arbejdede han som postbud.
- Det var en fornøjelse at møde så mange velintegrerede indvandrere, både muslimer og kristne og dette kan jeg bruge som erfaring i den fremtidige religionsdialog.
Mange af de projekter, som Jens Lind Bønding skal til at gå i gang med er opstartsprojekter efter en tid, hvor Mødested Amager kun har haft en enkelt præst ansat. Men nu, med to præster og en kommende tværkulturel medarbejder, som ansættes til sommer, er der mulighed for at arbejde med nye projekter.
- Mødested Amager har været i et vadested, så mine egne projekter må vente lidt endnu. Lige nu er det vigtigt, at jeg først og fremmest lærer nogle nøglepersoner og –steder at kende, fortæller Jens Lind Bønding.
Gå-til-dem-kirken
Ambitionen med Mødested Amager er naturligvis at alle, som ønsker det, kan komme og bruge stedet. Men omvendt er der også i langt højere grad fokus på at opsøge kontakter.
- En af mine direkte opgaver er at finde ud af hvilke etniske kristne kirker, der er her på Amager og så bygge bro, så alle kan få gavn af hinanden, siger Jens Lind Bønding
Den internationale Gudstjeneste
Hver måned bliver der afholdt en international gudstjeneste i Nathanaels Kirke. Her er det muligt for kristne fra hele verden at mødes om evangeliets budskab og efter hver gudstjeneste er der fællesspisning, så folk kan lære hinanden at kende og netværket mellem de forskellige menigheder kan styrkes.
Sproget er engelsk, men det skal ikke blot være en dansk gudstjeneste oversat til et andet sprog, for hver kristen kultur har sine traditioner.
- Men det er bestemt en udfordring. En ting er at skulle holde gudstjenester på engelsk, men jeg har ikke samme kendskab til engelske salmer, som jeg har til de danske. Jeg er meget bevidst om den danske kristne tradition, men jeg er også meget opmærksom på, at netop en international gudstjeneste skal bære præg af flere forskellige kulturer, fortæller Jens Lind Bønding.
- Man skal være indstillet på at ville lave gudstjeneste på en anden måde, siger han.
Derfor er der både plads til gospel og mange andre tiltag, hvor man kan inddrage en anden kristen tradition end den danske.
Religionsdialog og 220V
Kristendommen er ikke den eneste religion, der spiller en stor rolle i Jens Lind Bøndings hverdag. Også islam møder han hver dag, men ikke nødvendigvis kun med fokus på det religiøse.
- Det sociale er vejen ind. Lige nu er de fleste henvendelser af social karakter og det er lidt af et dilemma for mig at blive mødt af det store sociale behov. Det er tankevækkende at skulle hjælpe en muslimsk kvinde med at sætte en lampe op, når man selv måske ikke er den store handyman, men lige pludselig var der mulighed for at sætte en dansk frivillig kvinde og en muslimsk kvinde sammen. Og det er også mit job, siger Jens Lind Bønding
At vokse og gro
- Der er mange ting at lære, men det er også det spændende. Jeg har for eksempel fået min første henvendelse fra en voksen indvandrer, som gerne vil døbes. At skulle forklare ting, som er så traditionsbundne i den danske folkekirke er svært, men det er spændende at skulle arbejde ud fra et anderledes udgangspunkt, fortæller Jens Lind Bønding.
Cæcilie Brøndgaard