image

Kirke, kommunikation og knald påShare|

Det handler om at finde ud af hvad man vil og hvordan man kommer dertil, mener Anne Meldgaard. Hun er startet som provstikoordinator i Frederiksberg Provsti

Anne Meldgaard, som har en klassisk kontoruddannelse bag sig, har med sit cv bevist, at hun ikke er typen, der kan lide at sidde stille.

- Jeg har videreuddannet mig inden for markedsføring og har efterfølgende taget en mellemlederuddannelse, fortæller Anne Meldgaard.

Frederiksberg T/R
- Jeg har arbejdet i en lang årrække som event- og markedsføringskoordinator, dels i Frederiksberg Centret, dels Hundige StorCenter, og her kan man så måske undre sig over, hvordan man går derfra og til jobbet som provstikoordinator, men den kobling er ikke så ulogisk endda, forklarer Anne Meldgaard.

- Mange af opgaverne som provstikoordinator er sammenlignelige med de ting, jeg har lavet tidligere, og stadig laver. Det handler om synliggørelse og målretning af sine budskaber! Disciplinerne er de samme, men naturligvis er ’produktet’ et andet, smiler Anne Meldgaard.

- Jeg er meget glad for den dybden, der ligger i at skulle synliggøre kirken. Det er naturligvis noget andet, end når jeg markedsfører forretningerne på gader og stræder på mit andet arbejde i Frederiksberg Experience (handels- og erhvervsforening, red.), men jeg kan bruge mine evner og erfaringer i begge jobs, siger Anne Meldgaard.

Kommunikation på dagsordenen
- Der er en del faste opgaver såsom den månedlige kirkeavis og ugentligt kalender, der begge udkommer i Lokalavisen Frederiksberg, samt den årligt tilbagevendende Pinsegudstjeneste i Frederiksberg Have, fortæller Anne Meldgaard om arbejdet som provstikoordinator. Hun brænder dog for at komme i gang med et nyt projekt, der er under opsejling: En fælles kommunikationsstrategi i provstiet.

- Der er mange muligheder for at kommunikere til folk, men man skal gøre sig seriøse overvejelser over, hvilken målgruppen man vil ramme med hvilket medie. De sociale medier spiller en stor rolle i de unges liv, men det er ikke sådan man får fat i de ældre. Hvis vi i provstiet arbejder sammen om en fælles strategi opnår vi, i mine øjne, mere og bedre kommunikation til og med folk, og det er en meget væsentlig opgave, siger Anne Meldgaard.

Musik og gode bønner
Lige i øjeblikket er der særligt en ting der fylder meget i Anne Meldgaards arbejde som provstikoordinator, nemlig Kulturnatten, som løber af stablen fredag den 14. oktober. I Frederiksberg Provsti har man besluttet at lave et arrangement, hvor kunsten møder kristendommen. Ved Kunstmuseet Cisternerne i Søndermarken vil man således kl. 20 og 21 kunne opleve en gudstjeneste under stjernehimlen, som fortsættes som en musiks rejse under jorden i cisternerne.

- Jeg har lige været derned og akustikken er HELT fantastisk, fortæller Anne Meldgaard og fortsætter: Vores arrangement giver folk en mulighed for at opleve en gudstjeneste i andre rammer, men naturligvis også en invitation til at nyde kunsten i Cisternerne.

- Temaet er ”liv og lys”, så jeg tror det giver en rigtig god virkning med gudstjenesten udenfor og så musik under jorden. Og vi har naturligvis også sørget for et lille "pit stop" med "gode bønner", fortæller Anne Meldgaard.

Meget spændende at lære
Der er fart over feltet, og naturligvis er der også meget, der skal læres og prøves af. Anne Meldgaard tager imod opgaverne med oprejst pande.

- Ud over de mange nye projekter skal jeg jo også have styr på folkekirkens struktur, som er meget kompleks, når man kommer udefra. Men jeg lærer hele tiden noget, fortæller Anne Meldgaard, der er meget glad for at være startet som provstikoordinator og for sine mange nye kollegaer i provstiet, der er gode til at hjælpe mig, smiler Anne Meldgaard.


Cæcilie Brøndgaard


Læs mere om Frederiksberg Provsti her >>>
Opdateret  27-09-2011