Ny mand på Nexøs kirkegårdeShare|
Portræt: Thomas Kristoffersen er glad for at få jord under neglene. Det er heldigt – for det kommer det mildest talt ikke til at skorte på fremover
- Jeg har altid godt kunne lide havearbejde og det med at se noget gro. Jeg kunne slet ikke forestille mig at sidde inde på et kontor hele dagen og arbejde, fortæller Thomas Kristoffersen.
Han har de sidste 11 år arbejdet som postbud på Bornholm, men i september måned skiftede han cyklen ud med haveredskaber og blev ansat som gravermedhjælper på Nexø Kirkes kirkegårde.
Nu bruger han sin arbejdstid på at klippe hæk, at plante blomster, gravearbejde og alt det andet, som en stilling som gravermedhjælper indebærer.
Det er heldigt, Thomas Kristoffersen er glad for at få jord under neglene. For når han har fri fra arbejdet på kirkegården, skal han ofte hjem til endnu mere udendørsarbejde.
Et gammelt husmandssted
Den nye gravermedhjælper bor sammen med sin kone Dorte Andreas Kristoffersen og deres to børn Sara og Johanne på et gammelt husmandssted lidt uden for Aakirkeby.
- Der er lige så meget at se til derhjemme som ved kirken, fortæller den nye gravermedhjælper grinende.
Men ekstra udendørsarbejde gør bestemt ikke Thomas Kristoffersen noget.
- Jeg elsker at være i den friske luft og at mærke årstiderne skifte, siger Thomas Kristoffersen, der også finder tid til at være engageret i KFUM og -K på Bornholm sammen med sin kone. Hun er formand for organisationen.
Lokalkendt landskabsarkitekt
Thomas Kristoffersen er 36 år og har boet næsten hele sit liv på Bornholm. Kun da han var i starten af sine tyvere og studerede landskabsarkitektur i Århus, boede han ikke på øen. Fra sine studier har han bl.a. et teoretisk kendskab til planter, som han regner med, han vil drage nytte af i sit nye arbejde.
Han regner også med at drage nytte af sit 11-årige arbejde som postbud på Bornholm.
- Jeg er så heldig, at jeg har gået med post her i området, så folk kender mig allerede, siger Thomas Kristoffersen.
Kirsten J. Nielsen