image

Ingen censur og andre slags surhedShare|

Markante synspunkter med plads til uenighed. Sådan karakteriserer Louise Becker Stefanskirken, hvor hun siden januar 2010 har været ansat som informationsmedarbejder

I torsdags den 2. september var det ramadanmiddag med 200 gæster, som kirken for 3. gang arrangerer sammen med den tyrkiske dialogforening Rosen, forinden høstmarked, høstgudstjeneste kagekonkurrencen er en del af høstmarked, og i de næste uger en filmfestival med Fassbinderfilm og derefter kulturnat med installation og stand-up. Arbejde er der nok af for Louise Becker, der er ansat som informationsmedarbejder og kordegn i Stefanskirken på Nørrebro.
– Der er hele tiden gang i noget ekstraordinært her i kirken, og der er altid energi og plads til spontane indfald her. Det er en skøn, skøn arbejdsplads, siger Louise Becker begejstret, der ud over det praktiske koordineringsarbejde i forbindelse med særarrangementer samtidig er ansvarlig for kontakten til medierne, trykning af flyers og plakater, den daglige opdatering af hjemmesiden.

Tidskrævende pressearbejde
Ikke mindst arbejdet med at styrke kontakten til medierne, både den lokale, den kirkelige og den landsdækkende, tager tid, forklarer hun.
– Vi har helt klart bedst kontakt til den kirkelige og den lokale presse, siger Louise Becker, der ofte både ringer og sender pressemeddelelser til de medier, hun vil i kontakt med. Den personlige kontakt er ifølge Becker både vigtig og tidskrævende, og hun sender gerne pressemeddelelser til så forskellige medier som Ritzau, Politiken, Nørrebro-bladet og Kristeligt Dagblad.
– Vi har lige holdt Ramadanmiddag sammen med den lokale tyrkiske forening med 200 mennesker til spisning, og vi fik presseomtale i P4 . For tiden arbejder jeg på at målrette vores pressemeddelelser til de enkelte medier. En pressemeddelelse til Politiken, en anden til Kristeligt Dagblad osv. siger Becker, der, inden hun blev ansat i Stefanskirken, blandt andet har været kommunikationsmedarbejder i Furesø Kommunes Kultur- og idrætsforvaltning.

Kommunikation på mange planer
Ud over informationsarbejdet ved kirken, 22 timer ugentligt, fungerer hun samtidig som kordegn i kirken.
– Kombinationen af informationsarbejde og det mere kontante kirkelige arbejde som kordegn kan jeg virkelig godt lide. Det betyder jo blandt andet, at jeg kommer i kontakt med de lokale sognebørn og kan hjælpe dem i nogle situationer, som er vigtige for dem, såsom dåb, navngivning, bryllupper osv.

”Ingen censur”
– Mit forhold til folkekirken ligner mange andre danskeres, og jeg har derfor ikke haft så meget kontakt til folkekirken ud over dåb, konfirmation osv. Men lige akkurat Stefanskirken kendte jeg og havde en rigtig god fornemmelse af, fortæller Louise Becker, der ikke mindst fremhæver kirkens tradition for at blande sig i den samfundsmæssige debat og dens ønske om at engagere sig i lokalområdet omkring Nørrebroparken og Nørrebrogade.

– Det er rigtig vigtigt, at kirken markerer sig på en række kontroversielle områder som fx spørgsmålet om homoseksuelles rettigheder i kirken og et klart ønske om at styrke samtalen og venskabet mellem forskellige etniske grupper på Nørrebro, fortæller hun og citerer det banner, der lige nu hænger uden for kirken: ”Ingen censur eller anden slags surhed.”
– Det er helt fantastisk at være ansat i en kirke, der tør være en del af det lokalmiljø, den befinder sig i, og som samtidig insisterer på, at der skal være plads til alle.


Kirsten Weiss Mose

Se billeder fra ramadanmiddag og læs mere om Stefanskirken på kirkens hjemmeside, hvor man også kan støde på sognepræstens blog og læser andre mediers omtale af Stefanskirken: www.stefanskirken.dk

   

Opdateret  19-01-2011