Kevin og det onde orgelShare|
’Nogen burde købe filmrettighederne!’ var min første tanke efter at have lagt øre til kun 30-årige Kevin Edelvangs vej til orgelbænken i Stefanskirken på Nørrebro
Google kaster en ufattelig mængde ’Kevin Edelvang’-poster af sig. Her er manden med en kvalificeret mening om alt fra Jonathan Swift, portvin, katte, jura, salmer og Spiderman til politik, tro og Hjem-is bilens ringeri. Umulig at sætte i bås.
Efter eget udsagn har han brugt det meste af sit liv på at flygte fra at blive organist. 1. april blev han, efter et nervepirrende prøvespil, til sin glæde og overraskelse fastansat i Stefanskirken efter at have vikarieret der et års tid.
Kevin Edelvangs motto og arbejdstilgang er: Orgel til folket! Målet er, at orglet skal afmytologiseres og sættes ind i nye sammenhænge, så flere mennesker kan blive glade for og nyde det prægtige instrument. Det gør han bl.a. ved humoristiske orgeldemonstrationer, børnekoncerter på orgelpulpituret, "Ondt Orgel" til Halloween, stumfilm med orgelakkompagnement og meget andet. Han arbejder også på et projekt sammen med en installationskunstner, hvor orglets lyde bruges som inspiration for grafiske og visuelle udtryk i kirkerummet.
Kirken som teenage-oprør
Hvad var din vej ind i kirken? - Jeg kommer fra Amager, har gået i skole i udkanten af Urbanplanen og er vokset op i en absolut ukirkelig familie. Det startede nok som et teenage-oprør at gå ind i det kirkelige, ligesom jeg er den første i familien med en studentereksamen og litterære interesser. Faktisk var det folkekirkens udmærkede konfirmationsforberedelse, der fik mig sporet ind på det. Jeg var ikke engang døbt, men nogle venner skulle konfirmeres, og så blev jeg nysgerrig.
Fra Urbanplanen til Domkirken 13-årige Kevin Edelvang cyklede ind til domkirken og så på gudstjenesteoversigten en søndag morgen. Der stod ’højmesse’, og det lød for skræmmende.
- Det turde jeg ikke. Men så stod der også ’gudstjeneste’ klokken 17.00, og det turde jeg godt. Jeg gik ind og satte mig, og det slog bare klik med det samme. Kurt Levorsen spillede et fantastisk postludium, og jeg tog hjem og indskrev mig til konfirmationforberedelse. Jeg kom et helt år og sad under Johannes Værges og Arne Bugges prædikestol. Senere var jeg med til at starte natkirken op som frivillig.
Organist pr. brevkursus - Det skal jeg kunne!, tænkte jeg, da jeg hørte orglet i domkirken den dag. Jeg fik lov til at låne orglet i Sundby Kirke i aftentræffetiden, fordi jeg var for lille til at få en nøgle. Jeg havde aldrig spillet en tone, før jeg lånte orglet, jeg lærte noder over nettet og tog et brevkursus for at lære g-nøglen og derefter bas-nøglen.
Det er min styrke at være begyndt på orgel frem for klaver. Pedalerne har altid været min 11. og 12. finger, og jeg kan spille fra bladet og improvisere mig ud af hvad som helst. Til gengæld har jeg aldrig spillet skalaer, og et hurtigt prestoløb over fire oktaver er en kæmpe udfordring, fortæller Kevin Edelvang.
Opgør med folkekirken - Jeg droppede min drøm om at blive dyrlæge og kom i 7. klasse i hemmelighed i praktik som præst i Sundby Kirke. Vennerne troede, jeg havde en kontorplads. I gymnasiet begyndte jeg at spille som vikar i Sundby Kirke, engagerede mig lokalt i sognet og kom i menighedsrådet som 20-årig.
I 2002 havde Kevin Edelvang læst teologi i to år, men begyndte at blive træt af mange steder at ’støde ind i tunge dyner af folkekirkelig struktur’.
- Efterhånden som man voksede til i det kirkelige dengang for ti år siden, var det, som om ’nu må du blive ligeså kedelig som os andre’. Derfor og af flere andre årsager brød jeg med folkekirken og meldte mig ind i den katolske kirke, fortæller Kevin Edelvang.
Sendt til Rom af Czeslaw Kozon
- Som kommende teolog stod jeg pludseligt med et brødløst fag og indskrev mig derfor på historie i stedet for. Jeg kontaktede den katolske biskop Czeslaw Kozon og sagde: "Jeg vil gerne være katolsk præst!". Men han ville ikke sende mig på præsteskole med det samme og opfordrede mig i stedet til frivilligt arbejde.
I 2003 rejste jeg derfor til Rom og arbejdede i et suppekøkken under Caritas, som betjente 500 personer. Det var et rigtig godt sted, jeg lærte italiensk, knoklede løs og endte i administrationen. Men jeg fandt også ud af, at jeg ikke ville være katolsk præst. Jeg ville gerne have en familie og er meget imod cølibatkravet, det synes jeg ikke, man kan forlange af nogen, mener Kevin Edelvang.
- Efter Italien mødte jeg min kone, og vi fik vores første barn i 2007. Inden jeg blev indfanget af Stefanskirken, blev jeg næsten bachelor i jura og går da stadig og håber at gøre uddannelsen færdig en dag, tilføjer han.
Dampbarn Hvor får du al din energi fra? - Jeg er nok lidt af et damp-barn eller en slags ’lone ranger’. Når ting falder for meget til ro, så tager jeg min store grydeske og kaster det hele op i luften, så med Stefanskirken er jeg landet det rigtige sted, siger Kevin Edelvang. - Her er et fristed, en oase, og samtidig er det en ret gammeldags kirke, men på en fordomsfri måde.
Hvor længe er der udfordringer for dig ved orglet i Stefanskirken? - Til de bærer mig ud, ha ha, nej, jeg håber faktisk på at være her rigtig længe, men man er selvfølgelig nødt til at vurdere, om der er en fremtid for organisterne. Hvis man om 15 år må nedlægge halvdelen af os, vil det være klogt af mig at have en uddannelse i baghånden. Det er mit mål at tage en P.O., det er lidt underligt at være blevet ansat som organist som uuddannet tosse. Arbejdet her maner til ydmyghed. Der er en stor arv og musikkultur at forvalte her i huset, slutter Kevin Edelvang
Elsebeth Grummesgaard Gjesing
Se Stefanskirkens splinternye hjemmeside: www.stefanskirken.dk Billederne er fra Kulturnatten 2009. Kevin Edelvang spiller ’Ondt Orgel’ i Stefanskirken