Jørgen R. BratkowShare|
- Jeg tror, at bibelen lærer sandt om alle ting, når vi læser den rigtigt, fortæller den nye præst i Klemensker og Rø
Forleden blev Jørgen Bratkov både ordineret og indsat som ny sognepræst i Klemensker. Selvom dagen var både våd, kold og blæsende, var det en festlig begivenhed, der senere følges op af en indsættelse i Rø Kirke, som Klemensker hører sammen med. Vi talte med ham på en rungende telefon, fra en præstegård, hvor gulvtæpper endnu ikke er blevet spredt eller billeder hængt op. Det nye liv er kun lige akkurat begyndt. Alligevel er det ikke første gang, Jørgen Bratkov fungerer som præst. Bag sig har han nemlig en bred erfaring fra et par frikirker, bla. med tilknytning til Dansk Oase.
- Det var biskoppen, der pegede på, at jeg med mine erfaringer og trosgrundlag ville kunne passe ind her, og jeg oplevede da også med det samme en række positive samtaler med både formand og menighedsråd. Det har gjort, at vi straks følte os godt hjemme her, fortæller den nye præst, der tydeligvis er rigtig glad for sit nye liv som præst i folkekirken.
Spiral
- Jeg føler egentlig, at jeg har foretaget en spiralbevægelse, fortæller han og fortsætter:
- Jeg voksede op i et ikke-kirkeligt hjem og var ganske vist barnedøbt, men blev aldrig konfirmeret. Men i 5-6. klasse havde jeg en lærer, der betød rigtig meget for mig. Det førte mig som barn til troen på Jesus, som jeg dog senere – troede jeg - lagde bag mig. Men i begyndelsen af 20'erne, da jeg læste til ingeniør, begyndte jeg at arbejde med meditation og selvudvikling. På den måde kom jeg tilbage til Bibelen, og en dag begyndte jeg at bede Fadervor. Det blev til tre lange dage på knæ, hvor jeg bad, indtil jeg fik et møde med Gud, der kaldte mig til at gå kirkens vej. Først turde jeg ikke, og jeg fuldførte derfor min uddannelse som ingeniør, mens jeg samtidig begyndte at komme i Nærum Kirke hos Lis Rechendorff. Her var der – hvilket jeg ikke tror, var spor tilfældigt – lige begyndt en bibelstudiekreds. Dette ledte mig videre, og efter at være kommet i KFS begyndte jeg endelig at læse teologi i 1991. I min studiekreds færdedes jeg desuden meget på Dansk Bibel-Institut, fortæller han og fortsætter:
- Mine erfaringer af det karismatiske ledte mig så videre til forskellige præstestillinger uden for folkekirken, først som præst i Oasefællesskabet i Silkeborg og siden i Missionsforbundet i Vanløse, hvor jeg var fra 2005 til 2007. Men i dag er jeg meget glad for så at sige at være vendt tilbage. Jeg føler meget stærkt, at det er i folkekirken, at jeg skal være, fortæller han.
Klassisk teolog, men med et twist - Også fordi de mange forskelligartede erfaringer har medført et stadig mere nuanceret syn på eksempelvis tilgangen til Bibelen. Jørgen Bratkov forklarer det på denne måde:
- Jeg tror, at Jesus er Guds Ord, men samtidig også, at Bibelen er Guds ord. Eller sagt på en anden måde: Jeg tror, at Bibelen lærer sandt om alle ting, når vi læser den rigtigt. Men derfor kan jeg netop også skelne mellem Guds bud, som de lyder i Bibelen, og så den konkrete anvendelse af dem, som fandt sted i en bestemt historisk og kulturel kontekst, som er en anden end vores, siger den nye sognepræst og tilføjer:
- Derfor er jeg også for kvindelige præster og er ikke imod at skulle vie fraskilte. Og derfor oplever jeg en stor glæde ved den rummelige folkekirke, udtaler han.
Styrke og svaghed - Det er nemlig netop denne rummelighed, der er folkekirkens store styrke. Samtidig er den dog også nogle gang for bred, udtaler den nye præst, der ikke kan lide, når eksempelvis Jesus’ opstandelse bliver forstået og beskrevet som et billede, en metafor. For ham er der tale om en konkret virkelighed.
- Og så er der lige det med formsproget, smiler Jørgen Bratkov, der selv er en stor fan af den folkekirkelige liturgi og salmerne, men som dog også må erkende, at folkekirkens formsprog nogle gange kan ligge lige lovlig langt fra almindelige menneskers. Men så er det jo godt, at han kan trække på sine erfaringer fra det frikirkelige miljø, fortæller han.
Med til Klemensker er i øvrigt flyttet sognepræstens kone og to børn på snart 6 og 7 år, som nu skal finde sig tilrette på øen og i den firlængede præstegård midt imellem den gamle kirkeruin og den nye kirke fra 1882.
Karen Schousboe