image

En gang præst altid præstShare|

Der er en indbygget mening i det hele. Både når det drejer sig om at holde gudstjeneste og at tale med mennesker. Det arbejde bliver jeg aldrig træt af, siger Anna Mejlhede, der er Holmens Kirkes nye præst

Anna Mejlhede blev indsat i Holmens Kirke 16. maj, og på spørgsmålet om, hvorfor hun søgte Holmens Kirke, svarer hun: - Jamen, jeg ville gerne være bypræst. Jeg har for en del år siden været landsbypræst og siden bypræst gennem 3 år. Det seneste år har jeg arbejdet i erhvervslivet i et tværfagligt team af psykologer, psykiatere, fysioterapeuter og læger. Så jeg har ventet på, at den rigtige stilling kom. Holmens Kirke er et spændende sted med et rigt musikliv. Alene Holmens Kantori er helt fantastisk, siger Anne Mejlhede med beundring i stemmen: – Jeg er selv vokset op med musik som elev på Sankt Annæ, så musik betyder meget for mig.

Tredeling
- Man kan sige, at min stilling har tre ben. Jeg er både sognepræst, orlogspræst og 30% af tiden religionspædagogisk rådgiver på Stiftets videreuddannelse. Og så er jeg glad for at have fået kolleger, understreger Anna Mejlhede. På landet blev jeg hurtig ensom, for man har ligesom kun sig selv at kigge på, når der ikke er kolleger tæt på. Nej, Holmens Kirke er et godt sted, siger Anna Mejlhede med smil i stemmen.

En gang præst altid præst
Anne Mejlhedes curriculum vitae afspejler et bredere syn på teologiens muligheder. Efter endt uddannelse blev hun højskolelærer og derefter præst ved Køge. På et tidspunkt blev hun tilknyttet et HR-bureau som projektleder med fokus på forandringsprocesser. Dermed var kursen sat ind i et område, hvor præster ikke plejer at fylde.

Ordknuser
- Som præst skal du rumme det svære og det kaotiske på en helt anden måde, end fx en psykolog skal. Du har en filosofisk og etisk tilgang til livet. Så det er i høj grad præsten og ikke kun teologen, erhvervslivet er interesserede i, fortæller Anna Mejlhede.
Anna Mejlhede har også tidligere arbejdet i reklamebranchen. – Gennem det teologiske studium lærer man at knuse ord og se på, hvad ord rummer. Vi har ganske enkelt lært at arbejde tekstkritisk, og det kan man sagtens bruge i reklameverdenen, siger hun.

Grundlæggende tillid
Ifølge Anna Mejlhede har såvel præste- som erhvervslivet et ord tilfælles, og det er tillid. – De har tillid til mig som præst, også selvom de ikke nødvendigvis har deres gang i kirken. Det at være præst er helt grundlæggende for mig. I de perioder, hvor jeg ikke har haft embede, præsenterer jeg mig som præst. Fordi det føltes helt naturligt.

Kernen
- Kernen i mit præstearbejde – eller det, der driver mig – er, at jeg får lov til at møde mennesker på nogle af de allermest afgørende tidspunkter i deres liv. Der er en indbygget mening i at holde gudstjeneste og at tale med så mange forskellige mennesker. Jeg bliver aldrig træt af det, slår Anna Mejlhede fast.

Præst for erhvervslivet
- Fra menighedsrådets side ønsker man at få fat i en ny gruppe mennesker, nemlig erhvervslivet. Her er min fordel, at jeg kender erhvervslivet og ved, at jeg skal bruge andre ord for at nå ud. Teologer kan nogle gange komme til at tale indforstået, næsten i koder. Jeg har udgivet flere bøger, og jeg skriver ikke for præster, men for helt almindelige mennesker.

Luft til tankerne
Anna Mejlhede bruger også den sparsomme fritid til at skrive. Når hun ikke er sammen med sin datter, læser eller løbetræner. - Mine løbeture giver mig luft til tankerne. Det er faktisk lidt ligesom at skrive, slutter Anna Mejlhede.

Laila Bomose
Opdateret  20-07-2010