Under en imaginær MichelinstjerneShare|
På hans dør hænger en ny forsideartikel fra Politiken: ”Jeg kræver af mig selv og hele staben, at vi skal give alt, hvad vi har. Alt. Det kræver jeg. Det er mininum”, udtaler køkkenchefen fra Restaurant Noma, som netop har fået en Michelin-stjerne. Kordegnen har hængt udklippet op i spøg, men referencen til den nye chef er tydelig

Arbejdshandskerne er taget på af 46-årige teolog Anders Michael Hansen, der i august blev ansat som udviklingschef med ansvar for daglig ledelse af ansatte og ca. 100 frivillige i Fredens og Nazaret Sogn på Østerbro. Han skelner, som køkkenchefen René Redzepi, heller ikke mellem arbejde og privat. Det er kirken, han vil bruge sit liv på.
Ingen hovsaløsninger
Det er ikke almindelig praksis i folkekirken at ansætte en chef for kirkens stab, hvilke opgaver skal du varetage?
- Mine primære opgaver er stabsledelse og coaching, at sørge for synergi mellem ansatte og frivillige. Det er en omlægningsproces, hvor vi går fra udvalgsbaseret ledelse til stabsledelse. Præsterne refererer selvfølgelig til Kirkeministeriet, men jeg har et fast møde med dem hver 14. dag.
De ansatte har kontakt med menighedsrådet gennem mig, og mit ansvar er her at komme med velforberedte oplæg til menighedsrådet og hele tiden tage udgangspunkt i langsigtede strategier, så der ikke laves hovsaløsninger. Hierarkier er demotiverende, og jeg skal ikke være en ’flaskehals’, men snarere én, som får sat tingene i system og hjælper med at få retning på arbejdet, så menighedslivet i sognet får de bedst mulige betingelser for at blomstre, fortæller Anders Michael.
En moderne missional kirke - Jeg er meget optaget af, hvordan de, som bor i sognet, møder kirken, og hvilke forventninger de har. Tænker de, at kirken har mistet sin relevans? Eller ønsker de en dialog omkring liv og tro i fællesskab med andre?, tænker Anders Michael højt. Tanken om en moderne, missional kirke ligger ham på sinde, og han er bl.a. i gang med at afdække, hvilken sammenhængskraft der kan skabes eller allerede findes mellem søndagsmenighed og sogn. Hvor findes der muligheder for synergi og udviklingsmuligheder? Det sker gennem spørgeskemaer, online undersøgelser og fokusgruppeinterviews, som forsøger at afdække tanker og behov hos sognets både interne og eksterne grupper.
- Folkekirken har jo ikke længere et religiøst eller ideologisk monopol, og det giver lidt mere ydmyghed bag murene til at lytte og nyorientere sig i et forandret landskab. Jeg er sikker på, at relevante tiltag og forandringer fra kirkens side har brug for input udefra.
+
BLÅ BOG - Anders Michael Hansen
Teolog fra Århus Universitet, 1996 Præst i Århus Valgmenighed 1997-2004 Har de sidste fire år primært arbejdet som konsulent for kirker uden for Danmarks grænser, især i Nordvesteuropa, en del af tiden med fast bopæl i England.
Har været rektor et par år på Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi (SALT) og senest midlertidig forandringskonsulent og hovedpræst i Oslo for en funktionsmenighed i Den Norske Kirke bestående af ca. 700 aktive 20–40 årige.
|
Hans Kirk spøger
- Der florerer mange fordomme om den kirkelige kristendom i de svar, jeg får ind. Hans Kirks ’Fiskerne’ dukker også op af og til, griner Anders Michael og fortsætter: - Og det er vel at mærke fra folk, der er seriøst åndeligt søgende, og holder fx af natkirke og meditative gudstjenester – men på individuelle præmisser. Sårbarheden melder sig, når det gælder at blive en del af fællesskabet i gudstjenesten, internt i søndagsmenighedens egen kultur. Her handler det om evnen til at respektere og inkludere søgende på egne præmisser, være imødekommende og interesseret.
Min generation afgør kirkens skæbne - Det er i min generation, det afgøres, om folkekirken fortsat er en majoritetskirke. Helt banalt: Bliver børnene døbt og medlem af folkekirken? Jeg har derfor udfordret menighedsrådet til, at vi får udarbejdet en børne- og familiestrategi, der hænger sammen. Vi arbejder allerede med bl.a. konceptet Messy Church, gospelkor og forskellige tiltag for børn, men vi skal finde ud af, hvordan vores aktiviteter kan blive sammenhængende, hvordan vi så at sige kan ’vandre sammen’ med meget forskellige mennesker uden at blive omklamrende, men også uden at miste evangeliets tydelighed. Det synes jeg, er vigtige spørgsmål at stille sig selv som kirke, understreger Anders Michael.
Fortæl din troshistorie
- Ikke-kirkelige, søgende mennesker og kirkevante kunne måske begynde at fortælle hinanden deres troshistorier i en tryg ramme, hvor svarene ikke er givet på forhånd. Trosoverbevisninger formes i en social kultur, i dialog med andres tro og etik, og vi udvikler os ved at være i dialog med andre ’medvandrere’. Jeg forestiller mig at lave en folder som redskab til at tage disse samtaler. Også præster må her vise deres egen sårbarhed og indstille sig på præmisserne i en postmoderne kontekst. Det handler ikke om et eller andet trick, men om autenticitet og gensidig tillid uden magt-ubalance i samtalen. Helt generelt tror jeg, at vi teologer skal mere ned fra prædikestolen. Det synes jeg faktisk, præsterne her i sognet klarer helt eminent! Forkyndelse finder sted mange andre steder end til gudstjenesten, fastslår Anders Michael, inden dagens arbejde under den imaginære Michelinstjerne fortsætter.
Elsebeth Grummesgaard Gjesing
Anders Michael Hansen om:
...ledelse: Jeg læner mig op ad Kenneth Blanchards teori om ’Situational Leadership’, som handler om at lede folk individuelt ud fra deres personlige kompetencer. Blanchard inddeler ansatte i fire overordnede kompetanceudviklingsfaser med 4 forskellige ledelsesbehov. Ledelsesvariabler er direktion, coaching, konsensussøgning og uddelegering. I praksis kan den enkelte ansattes forskellige kompetencer være meget ulige i niveau, og derfor kan den samme ansatte blive mødt af hele 4 forskellige ledelsesstile, afhængig af de enkelte kompetencers niveau.
…3 x inspiration lige nu: Den tyske teolog Christian Schwartz´s tanker om ’Naturlig menighedsudvikling’, Church Innovations ved dr. Patrick Keifert i Minnesota USA har udviklet en ’lytteguide’, som hjælper i arbejdet med at forstå sin menighed, både i og uden for kirken, bla. anvendt i Oslo og Stavanger stifter. Idéen om ’Fresh Expression’ fra den anglikanske kirke, at være et let tilgængeligt gudstjenestefejrende fællesskab uden for kirkens mure.
…København: Har boet her nogle år og føler mig meget hjemme. Nyder at dyrke kulturelle interesser som teater, film, koncerter og sport. Bruger byen og mødes i arbejdssammenhæng gerne med folk på den gode, lokale kaffebar i stedet for på kontoret. |
Læs mere om Fredens og Nazaret Sogn: www.fredensognazaret.dk