Anita Skov Jensen - kordegn i Flintholm kirkeShare|
Som barn sad Flintholm Kirkes nye kordegn, Anita Skov Jensen, ofte på kirkebænken om søndagen i Søborgmagle Kirke sammen med sine forældre
Anita Skov Jensens far var menighedsrådsformand gennem mange år, og begge forældre var aktive kirkegængere og meget engagerede i det kirkelige liv. Som det ofte er tilfældet, lader glæden ved kirken til at være gået i arv.
Kirken med i bagagen
Med sin kirkelige bagage var det som voksen naturligt for Anita Skov Jensen at søge arbejde inden for folkekirken. Nu er hun 45 år og har i de seneste 17 været kordegn og kordegnvikar i bl.a. Søllerød Kirke og i Simeon - Skt. Johannes Sogn på Nørrebro.
Nyt arbejde fra årsskiftet
I et par uger, siden 1. januar 2010, har Anita Skov Jensens nye arbejdsplads været Flintholm Kirke på Frederiksberg. Titlen er kordegn, og arbejdsopgaverne består i regnskabsførelse og sekretærarbejde. Hertil kommer forberedelse og medvirken ved de mange kirkelige handlinger og øvrige arrangementer i kirken. Desuden rummer jobbet også civilregistrering, annoncering af arrangementer, tilrettelæggelse af kirkeavisen og diverse forefaldende arbejde.
Afvekslende job
- Flintholm Kirke er en meget aktiv kirke, som ud over søndags- og onsdagsgudstjenester har mange øvrige arrangementer, fortæller Anita Skov Jensen. Hun trives godt med en afvekslende arbejdsdag.
- At arbejde som kordegn med skæve arbejdstider og mange forskellige opgaver er en form for livsstil. Ikke to arbejdsdage er ens, og arbejdet lægger op til en høj grad af frihed under ansvar. Jeg kan godt lide, at man selv kan bestemme over sin arbejdsdag, slutter Anita Skov Jensen, inden hun fortsætter dagens dont.
Elsebeth Grummesgaard Gjesing
Se kommende gudstjenester og arrangementer på kirkens hjemmeside:
www.flintholmkirke.dk