Prædiken i anledning af EU-formandskabetShare|
'Det, Jesus sagde, var meget enkelt: Vi er alle i øjenhøjde! Når vi står foran livets skaber, så er vi lige.' Læs biskop Peter Skov-Jakobsens prædiken ved gudstjenesten i Københavns Domkirke i anledning af EU-formandskabet
De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred... Mark 10,13
Jesus er på vandring. Han bevæger sig hele tiden. Han er en helt anden helligdom end alle de andre, de kendte. Han står aldrig stille, men bevæger sig mod menneskene. Markus må have set ham som den lærde, der kom med sine disciple. Vi andre bliver nødt til at undre os over, hvor de børn kom fra. For virkelig at forstå, hvad der sker, bliver vi nødt til at udvise forståelse for de vrede disciple. Ingen bør nemlig undre sig over deres vrede. Enhver i samtiden må have tænkt: Selvfølgelig er de vrede, for hvad skal de børn dér?
Verden på hovedet
Den lærde mand har jo det privilegium at han kan forlange de andres lydhørhed. Kvinder og børn har at tie, når han taler. Sådan var det i hvert fald skik og brug, og derfor må Jesus’ svar have slået dem med forundring. Ikke et ord havde disciplene sagt, som de ikke mente, de ville få opbakning til af deres mester. Pludselig står deres verden på hovedet! Pludselig bliver de tvunget ind i et helt andet perspektiv.
Jesus tager til genmæle. Ikke for at hævde noget sentimentalt om barndom eller børn. Vi står ikke over for en ur-beretning om, at det altid har været sådan, at store mænd gerne skulle ses som børnevenner! Det hører næsten med til enhver valgkamp nu om stunder, ligesom det tidligere hørte til propaganda-apparatet, at man skulle påvise børnekærlighed.
Vi har åbenbart tillid til, at den, der viser kærlighed til børn, også har veneration for mennesker – og det selv om vi i europæisk historie og verdenshistorien har set, hvorledes de ivrigste tyranner blot har brugt børn som staffage i deres frygtelige spil. Vi står derimod over for et af de mest provokerende udsagn i verdenshistorien.
I samtiden vidste man godt, at lige var kun mænd – altså voksne mænd! Den fromme jøde takkede for, at han ikke var blevet kvinde, og i en romersk ret kunne en kvinde ikke vidne.
Der er sket så meget lige siden, at det er vanskeligt for os at forstå, hvilken udvikling vi har bagved os. Måske tog den udvikling sin begyndelse den dag, Jesus så børnene og sagde: ”Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.” Det, han sagde, var meget enkelt: Vi er alle i øjenhøjde! Når vi står foran livets skaber, så er vi lige. Dér kan ingen bryste sig. Dér kan ingen kalde sig konge eller dronning! Dér er der ingen forskel! Dér er der i virkeligheden lighed – ligeværd. Dér er der agtelse. Dér er det jævnbyrdige mennesker, der taler sammen.
Den voksne kærlighed og angsten
Hvad er en af de vigtigste forskelle mellem at være barn og voksen? Den voksne har ophobet en del erfaringer! Hvis man går til de voksne, så vil vi nok indrømme, at nogle af de vigtigste erfaringer, vi har gjort, er glæde, sorg, forfærdelse, angst, hengivenhed. Vi bærer følelsen og erfaringen af kærlighed med os; men vi bærer også skrækken for at blive forladt med os. Vi bruger meget tid på at dæmme op mod det, vi anser for at være de andres angreb. Vi vil ikke afsløres i sårbarhed. Vi vil ikke tages i en tvivl, som skyldes angst. Vi tør heller ikke nødvendigvis hengive os til kærligheden, fordi vi er bange for at blive svigtet.
Barnet har endnu ikke alle disse erfaringer og drømmer derfor ikke om at sikre sig mod verden. Barnet har endnu ikke nogen grund til at dække sig ind – til at reservere sig. Umiddelbarhed er ofte et begreb, man knytter til barndom. Barnet siger, hvad det føler, og hvad det tænker, og barnet går ud fra, at sandheden slår til, at retfærdigheden sker fyldest, og at man selvfølgelig ikke snyder med ordene – eller for at tale i bibelske billeder: Man regner aldrig med, at den, der kysser, også er den samme, som har aftalt med soldaterne, at man skal tages til fange, for kærlighedens intime tegn kan da umuligt anvendes svigefuldt. Barnet tror sandheden, retfærdigheden og kærligheden. Hvis alting er, som det skulle være, så er det nemlig barnets erfaring, at selvfølgelig får man aldrig stene for brød! Selvfølgelig er der nogen, der hjælper mig til rette. Selvfølgelig belønnes min ærlighed! Selvfølgelig kan jeg stole på det andet menneske.
Børn havde indtil da været nogle, man kun skulle irettesætte, opdrage! Nu stillede Jesus barnet frem som et menneske, man skulle tage ved lære af, blive ligesom. De havde altid troet, at det var en fase i livet, som skulle overstås, indtil de mødte ham, der vidste af at vende deres tanke og vække deres forundring. Også den dag blev der skabt en ny verdensorden. Mildhed, lattermildhed, barnlighed blev pludselig en del af kampen mod den djævelske kedsomhed og reservation.
En helt anden form for magt
Hændelserne omkring Jesus og den første menighed var ikke kun traditioner, der bandt sig til Jerusalem og den jødiske kultur. Snart sprang fortællingen over i den europæiske sammenhæng og blev en del af alle de traditioner, som har sin rod i Athen og i Rom. Troen på, at alle mennesker var lige værdige over for Gud, efterlod allerede i den tidligste menighed en stor agtpågivenhed over for de mennesker, der var udsatte, syge, fornedrede, fængslede! Det kendetegnede kirken, at den godt vidste, at når Jesus havde sagt: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden”, så var det ikke uniformernes magt, pengenes magt, truslernes og våbnenes magt, der så ofte skaber kaos i verden, som Jesus henviste til. Det var en helt anden magt! Den magt, der skaber fantasi! Den magt, der skaber frihed! Den magt, som ser mennesket i fjenden og i modstanderen.
De mange nationers kontinent
Fra vort kontinent bør der udgå mange nye og spændende tanker. Vores historie er så rig på mange indsigter. Europa blev de mange nationers kontinent, og den nationale følelse har om noget lært os, hvor smukt det er, når mennesker bruger modersmål og egen kultur til at udforske den øvrige verden med. Med vores sprog og med vores kultur søger vi sandheden, søger vi at udtrykke det samme, som de andre; men altså på den helt særlige måde, som vores sprog og vores tradition giver mulighed for.
Men vi ved også, at det nationale kan blive nationalistisk, og pludselig kan der opstå barrierer og begrænsninger. Modersmål og egen kultur er ikke længere det, man udforsker den øvrige erden med. Det er blevet det, man afsondrer sig fra de andre med, isolerer sig med, og det er ikke længere en måde at nærme sig verden og dens problemer på med, men en vrede og påståelighed, som man skaber fjendskab med.
Vi ved om nogen i denne verden, hvor arret krig gør mennesker. I hele det 20. århundrede har vi erfaret, hvordan politisk vildskab og barbari kan gøre livet umuligt for borgere. Vi har set, hvordan folk kan forgribe sig på andre folk. Vi har set, hvordan politiske ideer kan skabe totalitære systemer, og hvordan samfund kan lammes af hemmeligt politi. Vi kender magten, og vi kender magtesløsheden.
Kærligheden som udgangspunkt
I tidligere århundreder blev der i Europa tænkt om arbejde og politik, kultur og økonomi, og tankerne voksede, og menneskers hverdage blev anderledes – ofte meget bedre, for vi ville have et samfund, hvor tanken om fællesskab og det fælles gode betød noget. Desværre forstod religionen, kristendommen, sig ofte som en modsætning til udviklingen; altså modsætning til demokrati, videnskab, social ligestilling. Troen har i de forløbne år fået en fornyet betydning for mange mennesker i Europa. Det er mit håb, at troen fremover vil være den grundlæggende indstilling, som vore forhåbninger tager sit udgangspunkt i. Vi tror så meget i det moderne Europa – sådan er vores nye verden. For kristendommens vedkommende håber jeg, at vi vil tage udgangspunktet i troens kerne: Du skal elske Herren din Gud af hele din sjæl, af hele dit sind, af hele dit hjerte og af hele din styrke og din næste som dig selv. Jeg vil håbe, at vi tør sætte Gud i centrum og forstå verden i genskinnet fra Betlehem.
Han kom altid mod mennesket! Han helbredte de syge! Han gav dem øje for dem, som ingen ville vide af. Han talte med fornedrede og undertrykkere. Han gjorde dem til mennesker! Han viste dem om nogen, at centrum i verden aldrig kan være retfærdigheden. Centrum er kærligheden. Kærligheden kan ikke kun rette sig mod Gud – den ægte kærlighed retter sig også mod medmennesket.
Jesus – de forstod ham aldrig rigtig; men de mærkede, at han elskede dem, også selv om han brød alle deres forestillinger om Gud ned. De mærkede også, at Gud elskede dem, og det gjorde dem frie. Måtte også vi turde tro det i en verden med økonomiske, politiske og sociale problemer. Måtte troen overgive os til håbet, måtte kærligheden råde mellem os.
Peter Skov-Jakobsen, biskop i Københavns Stift